Jennifer Egan

Det var på en rygsækrejse rundt i Europa i 1981, at Jennifer Egan fandt ud af, at hun ville være forfatter. Hun var deprimeret og savnede sin familie derhjemme, og da det var før e-mails og mobiltelefoner, måtte hun stå i kø ved telefonboksen for at ringe hjem. Hun følte sig ekstremt isoleret og begyndte at skrive: ”I den ekstreme tilstand, skrev jeg på en eller anden måde konstant; sindsoprivende dagbogsnotater, hvor jeg forsøger at gengive min egen panik: ”Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke kan få det til at holde op!” – og forsøg på at forstå, hvad det var, jeg var bange for ... Jeg tror, jeg nåede frem til det essentielle ved at skrive i kraft af den oplevelse.” (Emma Brockes: A Life in Writing: Jennifer Egan. Guardian, 2011-05-11).

Egan vendte hjem til San Francisco, hvor hun boede med sin mor, og begyndte kort efter at læse engelsk på universitetet. Oplevelserne fra rygsækrejsen brugte hun i sin første roman, ”The Invisible Circus” (1995), der handler om en pige, hvis søster begår selvmord under sin rundrejse i Europa, hvorefter søsteren rejser dertil for at følge i hendes fodspor. Sideløbende med forfatterkarrieren skriver Egan også journalistik og leverer artikler til blandt andre New York Times Magazine, Salon og GQ.

I dag bor Jennifer Egan i Brooklyn, New York, og det er også her, de fleste af hendes historier finder sted: ”For mig handler New York om anonymitet. Det er det, der er tiltrækningen ... Det handler om, at jeg kan køre med subway og lytte til samtaler, som jeg ellers ikke ville få adgang til. Det er derfor, jeg bliver her. Det er derfor, jeg aldrig ville kunne forlade byen.” (Jamie Feldmar: Talking with Jennifer Egan. The Gothamist, 2011-07-08).

Egan tøver selv med at kalde ”A Visit from the Goon Squad” fra 2010 (”Tæskeholdet banker på”, 2012) for en roman. Hun kalder det hellere en samling sammenhængende historier, og det er også det, der bedst beskriver bogen. Der er nogle centrale personer, som musikproduceren Bennie Salazar og hans assistent Sasha, som går igen i flere af historierne. Derudover møder vi et hav af andre mennesker, der enten er nært eller perifert knyttede til Bennie og Sasha. Der krydsklippes fra punkrockens storhedstid i San Francisco til Sashas rygsækrejse i Napoli i firserne og til et New York om ti år. Tiden bliver flydende i Egans fortællinger, og i en og samme fortælling springer vi rask væk mellem flashbacks og korte flashforwards. Som for eksempel i fortællingen fra Afrika, hvor det om en afrikansk trommespiller siges: ”Om 35 år, i 2008, vil denne kriger blive fanget i stammevolden mellem kikuyuerne og luoerne og dø i en brand.” (s. 58).

29331065

Tiden er hovedperson i Egans bog, som også indledes af et citat fra Marcel Prousts ”På sporet af den tabte tid” (1913). I samlingens sidste historie, der er en fortælling fra fremtidens New York, forsøger musikproduceren Bennie at skubbe sin gamle ven Scotty ud på scenen ved at sige: ”Tiden er et tæskehold, ikke? Skal du lade det tæskehold skubbe rundt med dig?” (s. 283).

Egan leverer modigt et bud på, hvordan mennesker taler med hinanden om ti år. En anden og meget rørende historie, fortalt af Sashas teenagedatter, fortælles ved hjælp af Power Point, og i den historie får vi også en opgørelse over rockhistoriens længste pauser. En tredje novelle trækker på Egans bijob som journalist og antager form af et portrætinterview med en ung Hollywoodstjerne. ”Tæskeholdet banker på” er en bog, der både indholdsmæssigt og formmæssigt går nye veje, men på trods af de stilmæssige eksperimenter, bliver man aldrig som læser hægtet af. Man er med hele vejen.