Jon Fosse

Jon Fosse er født i 1959 og opvokset på en gård i den lille by Strandebarm ved Hardangerfjorden i det vestlige Norge. Hans forældre var pietister, og hans bedstefar var kvæker og pacifist, så religionen fyldte meget i barndommen. Som ung spillede Fosse guitar og var del af et band, og som teenager tog han afstand fra pietismen og meldte sig ud af den norske folkekirke. Sidenhen flyttede han til Bergen for at studere litteraturvidenskab, filosofi og sociologi. Som 20-årig vandt han en novellekonkurrence ved Bergens universitet, og som 24-årig romandebuterede Fosse med Raudt, Svart. Siden har han været meget produktiv og har skrevet både prosa, skuespil, digte, essays og børnebøger.

Forholdet til tro og kristendom har været meget præsent gennem hele Fosses liv, selvom han i perioder har haft svært ved at finde sig til rette i en religiøs institution. Efter at have været meldt ud af den norske folkekirke i næsten tyve år, meldte han sig ind igen og sidenhen har han været i kontakt med kvækerbevægelsen i Bergen og er konverteret til katolicismen. Han har medvirket i en stor genoversættelse af bibelen, og flere af hans værker rummer klassiske, bibelske motiver, for eksempel romanen Andvake fra 2007, hvis fortælling mimer juleevangeliet.

Selv giver han komplekse og undersøgende svar på spørgsmålet om sit forhold til religion og tro, som her om hans forhold til Gud: “Jeg kan ikke forestille mig at Gud er både almægtig, alvidende og god. Jeg foretrækker at tro på en god Gud. En god Gud må enten ikke være almægtig eller ikke alvidende. Da foretrækker jeg alvidende og meget tæt på. Jeg tror, at gud både er langt borte og meget tæt på. Jeg tror, at Gud er inde i mig, eller at ‘Guds rige er inde i os’, som Jesus siger. Alt det jeg har sagt nu er indenfor vores sprog og begreber, men alt må jo være større end det vi kan sige med vores ord.” (Sissel Svendsen: Forfatteren Jon Fosse skriver om grunnkreftene i livet. Www.frelsensarmeen.no. Egen oversættelse).

Fosse har udtalt i interviews, at han har haft store alkoholproblemer, og i 2012 endte han på hospitalet med en voldsom alkoholforgiftning. Siden har han ikke drukket, og han har efter eget udsagn trukket sig meget tilbage fra offentligheden og optrædener.

På nuværende tidspunkt bor Jon Fosse dels i Grotten, en æresbolig, som ligger ved Kongeslottet i Oslo, dels i Frekhaug uden for Bergen og dels i byen Hainburg an der Donau uden for Wien, hvor han lever sammen med sin kone Anna Fosse.

I 2015 modtog Fosse Nordisk Råds litteraturpris for trilogien bestående af Andvake, Olavs draumar og Kveldsvævd. Fosse er en af de dramatikere, hvis stykker oftest bliver sat op på teatre i Europa, og hans værker er oversat til mere end tredive sprog.

Senest har Jon Fosse skrevet Septologien, et stort anlagt romanværk i syv bøger, som var færdigskrevet, inden første bog udkom på nynorsk i 2019. I Norge er bøgerne udkommet i tre bind, mens de på dansk er udkommet i syv

Den norske landskabsmaler Lars Hertervigs liv belyses fra forskellige vinkler i Jon Fosses dobbeltroman Melancholia I og Melancholia II fra henholdsvis 1995 og 1996 (Melancholia I-II, 2003). Hertervig er en historisk person, som levede fra 1830 til 1902, og som store dele af sit liv led af skizofreni. Med Melancholia genskaber Fosse en egen, fiktionaliseret version af malerens liv.

Romanen falder i fire dele, som hver især foregår over en enkelt dag. I første del møder vi Hertervig i Düsseldorf, hvor han studerer maleri på kunstakademiet. Han er logerende hos familien Winkelmann, men smides ud af lejligheden, fordi han er blevet forelsket i familiens eneste datter, Helene. At han er psykisk skrøbelig, tydeliggør Fosse i sproget og fortællingens struktur; Hertervig er fuldkommen opslugt af Helene, men han skiftevis forguder hende og anklager hende for at ville begå incest med sin onkel. Desuden hallucinerer han kraftigt, underlige syner af sorte og hvide klæder tager form for hans øjne.

24936260

I bogens anden del møder vi Hertervig igen på Gaustad asyl, hvor han er indlagt og behandles for sin lidelse. Han hallucinerer, at Helene er til stede og onanerer, på trods af at det frarådes af overlægen. Han vil male, men er bange for, at han aldrig kommer til det igen.

Bogens tredje del foregår mere end hundrede år senere, i Bergen, hvor en forfatter vil skrive en bog om Hertervig, fordi han synes, at han måske har set noget guddommeligt i hans malerier. Samtidig overvejer han, hvordan han selv står i forhold til dette “guddommelige”.

Den fjerde og sidste del er fortalt fra Hertervigs søster Olines perspektiv og foregår, efter at Lars er død, og hun er blevet en gammel kone. Oline tænker tilbage på deres barndom i et fattigt hjem på en ø på den norske vestkyst.

Sætningerne i bogen er lange og bærer præg af Fosses forkærlighed for gentagelser og mundtlighed. Værkets synsvinkelskift tydeliggør desuden nuancerne i malerens karakter og viser, hvor forskelligt Hertervig som person er blevet opfattet – han bliver både set som et menneske med et skrøbeligt sind, en depraveret knægt, en dygtig kunstmaler, en galning, en kærlig bror og som én, der måske har haft adgang til at skue det guddommelige i naturen.

En navnløs mand og en navnløs kvinde er de to eneste karakterer i Jon Fosses teaterstykke Vinter fra 2000 (Vinter, 2013). Han er en forretningsmand, besøgende i byen for at holde et møde, og hende er vi ikke så sikre på, hun er i hvert fald svimmel og alene og det antydes, at hun er prostitueret. De to mødes tilfældigt på en bænk, han er på vej til sit møde, og hun sidder der bare, og da han er ved at gå, tager hun kontakt til ham og råber ad ham, skiftevis vredt og desperat efter selskab, at han skal blive, at de skal snakke lidt. “Jeg er din dame,” siger hun. “Vil du ikke snakke med mig?” Da det går op for ham, at hun ikke har det godt, tager han hende med op på sit hotelværelse og sørger for mad og nyt tøj til hende.

50819175

På trods af deres meget forskellige omstændigheder opstår der en særlig forbindelse mellem de to mennesker, der begynder som et desperat behov for kontakt, og det udvikler sig først til en ømhed og siden til noget, der minder om egentlig forelskelse. Han aflyser sit møde for hende, siger sit job op, hans kone forlader ham, og pludselig er rollerne vendt om. Pludselig er det ham, der går og leder efter kvinden i gaderne, han vil snakke og mødes, og hun holder igen. De ender sammen på hotelværelset, og stykket ender med en slags potentiel fremtid for dem, de taler om en rejse, at de kunne tage af sted, forsvinde sammen.

Replikkerne i stykket er korte, mundrette og fulde af gentagelser. Sætningerne er ofte uden grundled eller afbrudte, der er masser af små fyldord og -sætninger som ‘ja’, ‘måske’ og ‘det er sån’. Fosse har et særligt gehør for talesproget, og hvis man læser replikkerne op for sig selv, bliver det tydeligt, at de falder i talens let akavede, stammende rytme. Meget ligger desuden i regibemærkningerne, i at kvinden pludselig poserer, eller at manden i første scene hele tiden er ved at rejse sig for at gå.

Der er noget nedbarberet og enkelt over Vinter, replikkerne, de bare to forskellige kulisser, bænken og hotelværelset og de to navnløse karakterer – meget er overladt til skuespillerne og til publikum. Stykket kan ses som et forsøg på at indfange en stemning af pludselig intimitet, og sproget afspejler tydeligt besværet i at kommunikere pludseligt dybe og intense følelser til et fremmed menneske.

Jon Fosses roman Morgon og kveld fra år 2000 (Morgen og aften, 2001) foregår over to dage; den første og sidste dag i fiskeren Johannes’ liv. Første del af bogen handler således om, at Johannes kommer til verden, og om hans far Olai, der nervøst venter uden for døren, mens fødslen er i gang. Olai beder og håber på, at alt går godt, og at der ikke vil ske hans kone eller drengen noget.

I bogens andet afsnit vågner en gammel Johannes og mærker, at alt ikke er som det plejer. Han føler sig så let, som om der ingen tyngde er i den gamle krop længere. Johannes står op, spiser lidt og tænker på det liv, han har haft, som i grunden har været rigt. Han har haft en kone, han holdt af, Erna, de har fået børn og masser af børnebørn. Et simpelt liv på landet, men et godt liv.

23755645

På hans sædvanlige gåtur begynder sære ting at ske; hans datter Signe passerer lige forbi ham på vejen, hun går faktisk igennem ham, og han møder først sin gamle ven Peter, siden en ungdomsveninde, som han engang sendte et kærestebrev, og sin kone Erna, både i en ung og en ældre version. Alle disse mennesker er, på nær Signe, døde, og det både undrer og glæder Johannes at møde dem igen. Til allersidst skifter perspektivet til Signe, som finder sin far død i sengen. Han har altså vandret rundt i sin hjemby hele fortællingen som en form for spøgelse.

Peter er en slags færgemand eller Sankt Peter-figur. Han sejler Johannes ud på havet, hvor han langsomt opløses ind i en freds- og lykkefølelse – han siger farvel til verden og goddag til sine afdøde kære. Romanen har således både motivisk og tematisk religiøse overtoner i sin klare tematisering af fødsel og død, og i det, at den sidste del af bogen kan ses som en meditation over, hvad det, rent åndeligt, vil sige at forlade denne verden.

Romanen er skrevet i tredje person men med en indre synsvinkel, først fra Olais siden fra Johannes’ perspektiv. Sproget har mange biord og gentagelser, hvilket giver den en mundtlig karakter og mimer karakterernes indre monolog. Især i romanens sidste del bliver sproget nærmest cirkulært, idet teksten hele tiden vender tilbage til de samme punkter og tanker, som Johannes’ undren over at se Peter igen, at han lægger mærke til, at Peter skal klippes, hans tanker om fiskeriet, der på skift afløser hinanden.

Titlen på romanen Andvake fra 2007 (Andvake, 2010) er den samme på dansk og norsk, måske fordi det nynorske ord er så svært at oversætte; det betyder på en gang søvnløs, nattevågen og årvågen. Søvnløse og hvileløse er i hvert fald de to hovedpersoner, Asle og Alida, som vandrer rundt i byen Bjørgvins gader. I gammel tid var Bjørgvin navn på den norske by Bergen.

Det regner, det er efterår, og Alida er højgravid, men ingen vil give dem husly. Begge er de sytten år og står på grænsen til voksenlivet. I tilbageblik fortælles historien om de to, og hvordan de mødte hinanden. Asle er blevet forældreløs, og Alidas mor holder ikke af hende, så sammen har de besluttet at forlade deres barndoms ø for at begynde et nyt liv i byen. Men det er ikke så let, som de havde ventet. De ejer ingenting, og ingen forbarmer sig over dem.

28509480

Fosses Andvake er tydeligvis en gendigtning af juleevangeliet. Asle og Alida er historiens Maria og Josef, men på trods af de to hovedpersoners bundløse kærlighed til hinanden er Fosses udgave alligevel af et mere dystert tilsnit. Ingen engle eller vismænd kommer ind fra højre og giver gaver, der står ingen stråleglans om de to, kun vestnorsk regn og efterårsmørke. Asle og Alida er og bliver fattige, og selvom de ønsker at gøre det bedste, ender Asle alligevel, antydes det, med at måtte gøre en stor ugerning for at skaffe husly til sin lille nye familie.

Denne roman er, som de fleste andre af Fosses bøger, præget af hans særlige forkærlighed for meget lange sætninger og en særlig musikalsk rytme i sproget. Denne musikalitet i sproget spejles i bogens tematisering af musikken; Asle er spillemand, ligesom hans far var det før ham, og det er, da Alida første gang hører ham spille, at forelskelsen går op for dem begge. Asle husker sin far fortælle om, hvordan det at være spillemand kan gøre en urolig, og at det til tider kan være et utaknemmeligt arbejde. Man må give alt, man har, til spillet, man må gøre de andre glade frem for at gøre sig selv glad.

Andvake er et dystert eventyr om at blive voksen i en urimelig verden, og en del af romanens grundlæggende stemning af uro vokser ud af musikkens tiltrækningskraft og temposkift, af mørket og af Asles potentielt farlige forsøg på at forsørge sine nærmeste.

Andet bind af Jon Fosses prisvindende trilogi, Olavs draumar fra 2012 (Olavs drømme, 2015), består af et langt punktumløst forløb over romanens 80 sider. Asle og Alida er fortsat hovedpersoner, men de har af dulgte årsager skiftet navn til Olav og Åsta Vik og er flyttet ud af Bjørgvin med deres lille dreng Sigvald.

Ved romanens start er Olav på vej ind til byen for at købe ringe til ham og Åsta. På vejen langs den blinkede fjord møder han en gammel mand, der kender hans rigtige navn og gerne vil tale med ham. Men Olav går fra ham og ender på en beværtning i byen. Her venter den samme gamling på ham, anmassende og anklagende. Det bliver en lang dag for Olav i Bjørgvin, hvor fristelser i form af øl, guld og kvindfolk lokker ham ustandseligt. Han køber det smukkeste armbånd til Åsta, men det bliver mørkt, og han når ikke hjem den dag.

52035317

Mens Olav går rundt i Bjørgvin, tænker han på Åsta og Sigvald og på deres rejse fra byen til landet, hvor de har bosat sig i et tomt hus. Han er på flugt fra sit navn og sin historie, og Gamlingen ved tydeligvis for meget. Den lurende kriminalhistorie lægger et uhyggeligt skær over romanen, og som læser nærer man mistro til de fleste, mens Olavs tillidsfulde væsen skubber ham ud i problemer.

Romanen er skrevet i en rytmisk prosa, der med gentagelser og dansende lethed minder om den musik, som nu er ude af Olavs liv, da han har solgt sin fars violin for at få penge til ringe. Han er ikke længere spillemand, men en fattig småkriminel. Skiftet mellem scener og tider foregår umærkeligt i de vuggende sætninger, og på den måde er det som at være inde i Olavs hoved, hvor tankestrømme, oplevelser og erindringer afløser hinanden. Der er mange dialoger i romanen, og de minder om dramaets replikskifte med regibemærkninger.

I 2014 udkom Kveldsvævd (Kveldsvævd, 2015), der er tredje og sidste bind i Jon Fosses trilogi. Kveldsvævd er sat sammen af kveld (aften) og svævd (af ordet svæve) og betyder at blive træt om aftenen, livstræt, træt af dage. Da Asle dør i Olavs drømme, slipper han jorden i det eneste, der er tilbage: svævet. Udtrykket svæver over både indledning og afslutning på denne lille roman, der er skrevet i en lang strøm. Alidas aldrende barnebarn Ales sidder alene i sit køkken og møder i en vision sin afdøde bedstemor, der som andre døde i romanen både kan tale og tænke. Netop Alidas erindringer om tiden efter Olavs død er romanens største del.

Alida ved ikke, at Asle er død, da hun leder efter ham i Bjørgvin, træt, sulten og alene med lille Sigvald.

52070880

En dag møder hun bysbarnet Åsleik, der fortæller hende, at både Asle og hendes mor er døde. Herefter byder han hende på et himmerigsmåltid af røget kød, ærter, kålrabi og øl, og maden vækker noget i Alidas krop og tanker. Hun får kontakt med Asle, der giver hende gode råd til at tage de rigtige beslutninger, så da Åsleik tilbyder Alida arbejde som tjenestepige på sin gård, siger hun ja. Asle modsætter sig, at Sigvald skal vokse op med en ensom, hjemløs mor, så efter en betydende sejltur til Åsleiks hus i Vigen flytter Alida ind og bliver snart gravid med deres første barn.

Det musikalske tema spiller videre i denne roman, hvor erindringer om de døde oftest bæres af stemmer, sang og musik, og hvor forbindelsen mellem generationerne tydeligst går gennem musikken: Alida og Asles søn Sigvald bliver spillemand som sin far og sin farfar, får selv en datter udenfor ægteskab, hvis søn hedder Jon (!) og er spillemand og digter (s. 236).

Som en allestedsnærværende og påtrængende karakter klæber døden til karaktererne og dermed romanen. Hverken Ales eller Alida har været til begravelser hos deres nærmeste, og måske derfor opsøger Alida Ales til en endelig afsked. Sammen forlader de den jordiske verden (Alida for anden gang) i tæt samhørighed med naturen. Med musikalitet hylder romanen kunsten og bøjer sig ærbødigt for den natur, der bringer både uendelig skønhed og fare med sig og samtidig tilvejebringer den daglige mad.

Jon Fosse er en produktiv forfatter, som arbejder i mange genrer – han har skrevet både skuespil, romaner, essays, børnebøger, billedbøger og digte. På trods af forfatterskabets formmæssige diversitet er hans stil meget særegen og genkendelig. Gentagelser af ord, sætninger og motiver samt en forkærlighed for alenlange sætninger præger hans værker, og hans sprog har en særlig rytme, der synes at variere som forskellene i et åndedræt, snart stakåndet og hurtig, snart rolig og afslappet. Det er, som om teksterne med deres talesprog, fyldord, afbrudte sætninger og gentagelser søger efter noget autentisk, et sprog, der ikke er kunstigt, men som kunne blive talt eller tænkt af mennesker. Og så tager hans værker ofte udgangspunkt i det enkelte menneskes følelsesmæssige og eksistentielle konflikter. Der er sjældent mange hovedpersoner i de enkelte værker, og det synes at være de nære relationer som forældre, søskende, ægtefæller og venner, der interesserer ham mest.

En del af Fosses romaner er fortalt med mange tilbageblik, og teksterne interesserer sig tydeligvis for, hvad der sætter hukommelsen i gang hos et gammelt menneske, for hvordan vi husker, og hvordan minder hele tiden fletter sig ind i det liv, et menneske lever.

I sit forfatterskab er Fosse meget interesseret i religion, i religiøse motiver og i, hvordan spørgsmål om tro filtrer sig ind i menneskers liv, i begivenheder og i deres oplevelse af naturen. Som i første del af romanen Morgen og aften, hvor man som læser følger fiskeren Olais tanker, mens hans kone ligger og er ved at føde dem en lille søn. På side 14 står der: “(...) men at Gud bestemmer alt, og at der er en Guds mening med alt hvad der sker, nej det tror han ikke på, så sandt som han er Olai og er fisker og er gift med Marta og er søn af Johannes og nu, i denne stund, bliver far til en lille krabat som skal hedde Johannes efter bedstefaren. Der er en Gud, ja, tænker Olai. Men han er langt borte, og han er helt nær.” Som det bliver tydeligt i dette citat, er tankerne om det religiøse hos Fosse sjældent abstraktioner, men knyttet til helt konkrete situationer og livsbegivenheder, som tvinger karaktererne til at overveje verdens sammenhænge.  

Skuespillene er for det meste enkle scener fra moderne menneskers liv. Romanerne udspiller sig til gengæld ofte i Norges randområder, ved havet vestpå, i småbyer, hvor karaktererne lever fattigt som fiskere. Der er altså et vist element af hjemstavnslitteratur over Fosses forfatterskab.

Jon Fosses stil er meget egenartet, og hans forfatterskab er i sig selv meget enestående både på den moderne teater- og litteraturscene. Han er ikke en forfatter, der ofte omtales som værende del af en generation eller give udtryk for en bestemt tidsånd. De forfatterskaber, som deler karakteristika, tema eller form med Fosse, er spredt ud over den moderne litteraturhistorie.

En anden norsk forfatter, som deler Fosses motivkreds, er Paal-Helge Haugen. Ligesom Fosse skriver Haugen lyriske beretninger fra livet i de norske småbyer, som i punktromanen Anne (1968), hvor han i malerisk smukke prosastykker beskriver den tuberkuløse pige Annes tilværelse på en norsk gård, og ligesom hos Fosse inddrages bibelen som referencepunkt.

Arbejdet med døden som tema og med religiøse motiver er noget, Fosse har til fælles med den svenske forfatter Pär Lagerkvist. Lagerkvist har for eksempel skrevet en roman om den bibelske figur Barabbas, der ligesom Fosses Andvake benytter et religiøst motiv som grundsten i sin prosa og blandt andet benytter det til at belyse eksistentielle spørgsmål.

Selvom Samuel Becketts scene er gold og replikkerne meningsforladte, og Fosses sprog er ladet med følelser, minder og betydning, har de to dramatikere alligevel flere sproglige stiltræk til fælles. De arbejder begge meget med gentagelser og en art cirkulær replikform, hvor karaktererne hele tiden taler sig selv frem og tilbage mellem de samme erkendelser. Men hvor gentagelsen for Beckett er det, der signalerer meningstab og vanens kedsommelighed i en mere klassisk modernistisk optik, er gentagelsen hos Fosse netop det, der hele tiden skaber betydning og sammenhæng.

Jon Fosses repetitive prosastil har meget til fælles med den østrigske forfatter Thomas Bernhard, som Fosse føler sig beslægtet med, men som han ikke er direkte påvirket af, fortæller han i et interview, hvor han også fremhæver den østrigske digter Georg Trakl som inspirator: “Det er mit sprog og mit landskab. Han er en helt grundlæggende digterstemme for mig, måske den mest grundlæggende.” (Peter Nielsen: Behovet for fred forsvarer jeg. Information, 2015-04-18).