Antonio Hill

stud.mag. Michelle Mølgaard Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Main image
Hill, Antonio
Foto: Jaume Recoder

Indledning

Både temperaturen og spændingsniveauet i Antonio Hills ”De døde dukkers sommer” giver anledning til sved på panden. Krimien foregår under sydens sol i Barcelona, hvor politikommissær Héctor Salgado sammen med sin assistent Leire Castro forsøger at løse en mordgåde, der har fundet sted i den spanske overklasse. Intet er, som det ser ud, og de to efterforskere må navigere sig igennem et spindelvæv af løgne, inden de kan opklare sagen. Løgne, der dækker over en gammel sag, som længe har været forsøgt skjult under den polerede overflade.

 

29974829

Blå bog

Født: 1966 i Barcelona, Spanien.

Uddannelse: En kandidatuddannelse i psykologi og en master i kommunikation.

Debut: El verano de los juguetes muertos. 2011.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: De gode selvmordere. Lindhardt og Ringhof, 2013. (Los buenos suicidas, 2012). Oversætter: Kirsten A. Nielsen. (Héctor Salgado, 2).

Inspiration: John Irving, John Connolly, Val McDermid, Agatha Christie. 

 

 

 

 

Antonio Hill zu »Der Sommer der toten Puppen«

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det er meget længe siden, at jeg har tænkt på Iris og på den sommer, da hun døde. Jeg formoder, at jeg har forsøgt at glemme det hele, på samme måde som jeg har overvundet barndommens mareridt og rædsler. Og nu, hvor jeg prøver på at huske hende, mindes jeg kun den sidste dag – som om billederne fra den dag har udslettet alle de tidligere billeder.”

”De døde dukkers sommer”, s. 212.

Ifølge Antonio Hills familiehistorie stammer efternavnet Hill fra det 19. århundredes krige mellem Frankrig og England, hvor en engelsk soldat krydsede grænsen til Spanien og bosatte sig i Barcelona. Længe herefter, i 1966, blev Antonio Hill født i samme by. På trods af det engelskklingende efternavn, har Hill ingen nuværende relationer til England, og ingen i hans familie ud over ham selv taler sproget. I Spanien bliver forfatteren kun kaldt Toni, men i forbindelse med hans udgivelse af ”De døde dukkers sommer” besluttede hans spanske forlægger, at de skulle bruge hele hans navn, Antonio. Både fordi navnet Toni Hill ikke lyder særligt spansk, og fordi hovedpersonen i en serie af den skotske krimiforfatter Val McDermid har navnet Toni Hill.

Antonio Hill har en kandidatgrad i psykologi og en master i kommunikation. Det er over tyve år siden, han blev færdig med sin uddannelse i psykologi, og efterfølgende arbejdede han kun omkring et år inden for faget. Derfor mener han heller ikke, at det er hans baggrund inden for dette fag, han trækker på i ”De døde dukkers sommer”. Inspirationen kommer i stedet fra at observere mennesker. I hans anden bog, der endnu ikke er udkommet i Danmark, trækker han dog mere på psykologien, har han fortalt i et interview med Books4Spain. (Malcom Cliff: Interview with Antonio Hill, author of “The Summer of Dead Toys. Books4Spain, 2012-08-26).

Før Hill selv kastede sig over karrieren som forfatter, arbejdede han først otte år som lærer og sidenhen i over 16 år som oversætter og redaktør for Random House i Mondadori. I den tid oversatte han blandt andet værker af forfattere som David Sedaris, Jonathan Safran Foer, Glenway Wescott og Dave Eggers.

Jobbet som oversætter har ifølge Antonio Hill hjulpet ham med sprogkonstruktionen i hans bøger: ”Når man har arbejdet mange år med sprog, så lærer man at opbygge en sætning – hvordan man med sætningerne giver rytme til et afsnit og derefter bremser det ned i næste afsnit. Jeg har eksempelvis lært, hvilke dialoger der fungerer, og hvilke der ikke gør.” (Malcom Cliff: Interview with Antonio Hill, author of “The Summer of Dead Toys. Books4Spain, 2012-08-26).

Det tog omkring seks måneder for Antonio Hill at udtænke plottet for ”De døde dukkers sommer”, og herefter tog det ham ca. seks måneder at skrive bogen. Da den udkom i Spanien, blev der solgt mere end 80.000 eksemplarer af bogen inden for to måneder. I dag er bogens oversættelsesrettigheder solgt til 17 lande. I Danmark udkommer efterfølgeren, der har den spanske titel ”Los Buenos Suicidas”, i 2013.

 

De døde dukkers sommer

”De troende har en fordel frem for os andre. De har en, som de kan stole på, en, som beskytter dem eller trøster dem. En højerestående magt, der afgør deres tvivl, der dikterer deres opførsel. Vi andre derimod har kun dæmoner at frygte.”
”De døde dukkers sommer”, s. 81.

Antonio Hills debut ”El verando de los juguetes muertos” fra 2011 (”De døde dukkers sommer”, 2012) finder sted i det solbeskinnede Barcelona, hvor den argentinskfødte politikommissær Héctor Salgado har sit hovedsæde. Salgado har problemer både på privatfronten, hvor hans kone har forladt ham til fordel for en anden kvinde, og hvor han har et kompliceret forhold til sin søn, og på arbejdsfronten, hvor han har været midlertidigt suspenderet fra tjeneste efter at have gennembanket en tidligere mistænkt i en sag om afrikansk voodoo og kvindehandel.

Da han vender tilbage til sit arbejde i Barcelona, ønsker hans chef, den lettere stivnakkede politiinspektør Saval, ikke, at Salgado skal tiltrække sig for stor opmærksomhed. Han sættes derfor til at efterforske en forholdsvis enkel sag. En ung mand fra en spansk overklassefamilie er faldet ud af et vindue efter at have festet med sine to nærmeste venner – den tilbageholdende Gina, der var forelsket i den nu afdøde og den frembrusende og dominerende Aleix, der har rodet sig uklar med nogle hårdnakkede typer fra det spanske narkomiljø. Selvom det mest af alt ligner en ulykke, insisterer drengens mor, der ikke har set sin søn siden hun forlod ham, da han endnu lå i sin barneseng, på, at sagen efterforskes.

29406154

I opklaringsarbejdet assisteres Salgado af den unge kvindelige politiassistent Leire Castro, der lige som Salgado har problemer på hjemmefronten. Inden længe må de to efterforskere erkende, at sagen langt fra er så enkel som først antaget. For hvad der til at begynde med så ud som et uheld, peger snarere i retning af, at den unge mand, Marc Castell, har begået selvmord eller er blevet myrdet. Endvidere leder efterforskningen de to efterforskere på sporet af en gammel sag, som gennem mange år har været forsøgt skjult.

I ”De døde dukkers sommer” lærer vi den argentinske politikommissær at kende gennem de personer, der omgiver ham. På samme måde bliver vi fra et skiftende perspektiv – oplevet gennem de involverede personer; efterforskere så vel som mistænkte, indført i mordmysteriet, og hvad der driver de forskellige karakterers handlinger. 

Selvom mordgåden opklares, slutter bogen med en cliffhanger, som danner grundlaget for en efterfølger.