J. P. Jacobsen

J.P. Jacobsen, hvis fulde navn var Jens Peter Jacobsen, blev født den 7. april 1847 i Thisted – og døde samme sted i 1885, blot 38 år gammel. Hans far var skipper, men blev senere købmand, og da faren ikke havde mange års skolegang bag sig, måtte sønnen ofte hjælpe sin far med at skrive. J.P. Jacobsen var stærkt knyttet til sin mor og til sin yngre bror William.

Som barn og ung havde J.P. Jacobsen to passioner: natur og biologi på den ene side og litteratur på den anden. Jacobsen havde botanik i Thisted Realskole og fulgte det op med studier i naturen. Sine indtryk nedskrev han i det lille hæfte ”Silstrups mærkeligste Planter. Et botanisk Vink”, som er bevaret og kan ses på Thisted Museum. Samtidig læste han litteratur og skrev vers.

Som 16-årig – lige efter sin konfirmation – rejste Jacobsen til København for at gå på Brødrene Dahls studenterkursus. Der var ikke længere nogen latinskole i Thisted, så man måtte videre til de store byer, hvis man skulle studere, og i København lå samtidig landets eneste universitet, hvorfor hovedstaden var et naturligt valg for de bedst stillede og begavede børn fra provinsen. Da han første gang gik til afsluttende eksamen i 1866, dumpede han, men han bestod det følgende år og startede derefter på botanik/biologistudiet på Københavns Universitet.

Under sin uddannelse fordybede han sig i Charles Darwins skrifter og oversatte to af dennes hovedværker til dansk, ligesom han skrev artikler om darwinismen i begyndelsen af 1870’erne. Artiklerne blev bragt i Nyt dansk Maanedsskrift og sikrede ham en plads i det moderne gennembruds inderkreds omkring brødrene Brandes. I samme tidsskrift offentliggjorde han sin første litterære fortælling ”Mogens” i 1972, og samme år var han med til at stifte Litteraturselskabet.

I begyndelsen af 1873 – efter at have skrevet de to første kapitler af ”Fru Marie Grubbe” – rejste han udenlands, men rejsen fik en brat afslutning i Firenze, da han blev alvorligt syg med tuberkulose. Han rejste hjem til Thisted, hvor han levede størstedelen af sit korte liv yderst stilfærdigt – faktisk lavede han ikke stort andet end at skrive, spise og sove, og han havde hovedsageligt kontakt med sin gamle omgangskreds i København via breve.

Novellesamlingen ”Mogens og andre Noveller” fra 1882 samler de seks noveller, J.P. Jacobsen nåede at færdiggøre i sin levetid. Der er tale om seks meget forskellige tekster, som kredser om emner som lidenskab, kærlighed, jalousi, tab, skyld og ansvar.

62502355

”Mogens” er J.P. Jacobsens debut og udkom i 1872 i Nyt dansk Maanedsskrift. Novellen skriver sig både ind i naturalismen og symbolismen, men med enkelte romantiske præg, som blandt andet afsløres, når forfatteren benytter besjælinger og skriver om en egetræsstamme, at den ”vred sig i Fortvivlelse” (s. 7). Hovedpersonen Mogens er et udpræget naturmenneske, som distancerer sig fra civilisationen. Da han mister sin elskede i en brand, trækker sorgen dyriske elementer frem i hans plagede sind, og han lever et udsvævende, råt liv i begærets vold. Da han forelsker sig på ny i Thora, tør han i første omgang ikke elske kødeligt og lidenskabeligt, da det er forbundet med negative kræfter og handlinger, men til slut bliver Mogens og Thora forenet med hinanden og naturen. ”Mogens” er således en novelle om såvel menneskelige instinkter og psykologi som naturens og kulturens formende kræfter.

Novellen ”Et skud i Taagen” fra 1875 er inspireret af den amerikanske forfatter Edgar Allen Poe og er et psykologisk trekantsdrama om kærlighed, jalousi og hævn. ”To verdener” fra 1879 tematiserer sygdom, håb, skyld og skab, mens ”Der burde have været Roser” fra 1882 er en ironisk tekst, hvor to personer i et skuespil diskuterer længsel og kærlighed.

”Pesten i Bergamo” og ”Fru Fønss” er begge skrevet i 1882 og foregår under sydlandske himmelstrøg, men emne- og fortællermæssigt er de vidt forskellige. Hvor ”Pesten i Bergamo” handler om håbløshed og dehumanisering under et pestudbrud og munder ud i religiøs sadisme og masochisme, er ”Fru Fønss” en udpræget feministisk novelle om at tage ansvar for sit eget liv og om at leve lidenskabeligt og føle sig levende. Novellens hovedperson er den knap 40-årige enke, der trodser sine børns ønske om evig troskab mod den afdøde enkemand, og som finder sig selv i mødet med sin ungdomskærlighed.

Flere af novellerne har et skitseagtigt præg og blev i Jacobsens samtid kritiseret for at være kompositorisk svage, men det er netop de elementer – de stillestående scener, den arabeskagtige stil kombineret med et koloristisk sprog – der kan få novellerne til at virke moderne. Selv med nutidige briller.