Åsa Larsson

Åsa Larsson er født i Uppsala i 1966, men flyttede med sin familie til Kiruna, da hun var fire. Hun voksede op som enebarn i det allernordligste Sverige og vidste tidligt, at hun ville være forfatter. Barndommen var fyldt med fortællinger og eventyr, især fra Biblen, til trods for at hun voksede op i en frikirkelig familie. Det var hendes mor og mormor, der læste op af Biblen, men selv var hun også en flittig bibellæser, noget hun har taget med sig som voksen, for som hun siger: ”Biblen læser jeg stadig, fordi den rummer så mange forskellige historier, drama, forbrydelser, helte og heltinder.” (Jesper Stein Larsen: Kunsten at være kvinde i Kiruna. Jyllands-Posten, 2012-12-01).

Biblen og religion fylder også en del i Larssons forfatterskab, hvorfor hun også modtog det svenske Bibelselskabs Bibelpris i 2012 med begrundelsen: ”Åsa Larsson placerer på en naturlig måde bibelske motiver og citater i den sekulære krimigenre og beskriver miljøer, hvor Biblen er et selvfølgeligt grundlag for menneskers tanker.” (Svenska Bibelsällskapet).

Men inden hun blev forfatter, gik hun helt andre veje. Ligesom hovedpersonen i krimiserien, Rebecka Martinsson, er Åsa Larsson uddannet jurist, og hun har skatteret som sit speciale. Hun studerede jura ved Uppsala universitet og begyndte efterfølgende en lovende karriere som jurist. Drømmen om at skrive forblev dog intakt, og en dag traf hun et valg: ”Jeg ville noget andet. I stedet for en forfremmelse søgte jeg et ikke særlig attraktivt job, hvor jeg vidste, jeg kunne holde fri om aftenen og i weekenderne, så jeg kunne begynde at skrive fiktion. Ellers ville mit arbejde opæde mig – og min drøm om at blive forfatter.” (Jens Andersen: Kirunas krimidronning. Berlingske, 2012-11-06).

Det hele begyndte med ideen om Rebecka Martinsson, og Larsson skrev og skrev uden tanke på, at det skulle blive til en bog, der en dag skulle udgives: ”Havde nogen sagt, at det ville blive udgivet, så var jeg blevet så bange. Jeg skrev den som en glad labrador, der springer rundt på stranden.” (Jesper Stein Larsen: Kunsten at være kvinde i Kiruna. Jyllands-Posten, 2012-12-01).

Men ”Solstorm” blev hendes debut i 2003, fire bind er siden udkommet og i øjeblikket skriver hun på den sjette og sidste bog om Kiruna-området og Rebecka Martinsson.

Åsa Larsson bor i Mariefred i nærheden af Stockholm sammen med sin kæreste og sine to børn, men hun længes stadig indimellem efter sin barndomsegn.

Åsa Larssons krimiserie, hvori der foreløbigt er udkommet fem bind, er udover mordgåder og opklaringer en stor fortælling om en kvinde og hendes sted. Romanerne kan læses uafhængigt af hinanden, men personerne går igen i alle bøgerne og gennemgår en udvikling. Ikke kun hovedpersonen Rebecka Martinsson, politiinspektør Anne-Maria og hendes team, naboen Sivving og Rebeckas kollega Måns, der i den tredje roman ”Svart sti” (”Sort sti”, 2006) bliver Rebeckas kæreste, optræder og udvikler sig også i alle fem bøger. Stedet går også igen. Den rå natur omkring Kiruna og lilleputbyens lokalliv er scenen, hvor alle mord og opklaringer finder sted. Men Kiruna og omegn er mere end bare en scene.

Det hele begynder med et mord i Kiruna. I debuten ”Solstorm” fra 2003 (”Solstorm”, 2004) findes frikirkeprædikanten Viktor Strandgård myrdet i den fine, nye kirke. Rebecka, der egentlig arbejder som jurist og bor i Stockholm, men som er født og opvokset i Kiruna, rejser hjem for at hjælpe Viktors søster, der er hendes barndomsveninde. Hun rodes godt og grundigt ind i mordgåden og ender i den første roman med at slå tre mennesker ihjel – i selvforsvar. Det bliver hendes skæbne – og et traume, som hun igennem seriens næste romaner forsøger at bearbejde og overleve.

25080009

I alle bøgerne besjæles både natur og dyr, som f.eks. i den anden roman ”Det blod som spillts” (”Blodskyld”, 2004), hvor naturen kalder Rebecka hjem: ”Kom og læg dig, hviskede skoven. Læg dit hoved ned og se, hvordan vinden vugger trækronerne fra side til side” (”Blodskyld”, s. 64). Hun er tilbage i sin fødeby, sygemeldt og på randen af et sammenbrud, men pludselig ved hun, hvor hun skal være, hvad der kan hjælpe hende. Skoven. Vildmarken. Således bliver naturen og stedet både hendes skæbne – det, der næsten slår hende ihjel og det, der redder hende. Hunde spiller også en stor rolle i bøgerne, og udover at der selvfølgelig er mange mord, at Rebecka altid bliver slemt tilredt i alle romanerne, så dør der også ubehageligt mange hunde. Alt sammen meget sanseligt og præcist beskrevet, så det er svært ikke at blive berørt.

I alle fem bøger er naturen også motor for et poetisk sprog. I ”Blodskyld” lyder det f.eks.: ”Rød aftensol, der lægger sig over bløde klipper som en gylden hinde. Sivene nede ved vandet lægger hovederne sammen og hvisker og tisker med hinanden” (s. 31), og i ”Till dess din vrede upphör” (”Indtil din vrede er ovre”, 2008): ”Sneen lå som en naturens hvisken over elven. Tys, sagde den, vær stille.” (s. 22).

Igennem hele serien fremstiller Larsson de to politifolk Anna-Maria og Svend-Erik troværdigt og levende med mundrette replikker og overbevisende handlinger, og især i den femte bog ”Till offer åt Molok” (”Som offer til Molok”, 2012) står skildringen af den rare, vansirede hundefører Krister skarpt. Larsson mestrer kunsten at balancere mellem private personberetninger og spændingsmættede plots.

De foreløbige fem bind i serien er således både spændingsromaner, gode personskildringer og en saga om en kvinde og hendes sted.