Kim Leine

Som sidste del af Kim Leines spændingsromantrilogi udkom ”Karolines krig” i oktober 2024. Den er med sine 510 sider en omfattende roman. Handlingen er dog snævret ind til ti dramatiske oktoberdage i 2024 med en kapitelstruktur, der på sigende vis tæller ned fra ti mod nul. Ved romanens start møder læseren nu Karoline ikke bare som leder af et kontroversielt parti, men som landets statsminister gennem fem år. Hun holder stadig uformelle møder på den russiske ambassade. Og samtidig er hun helt uofficielt sygdomsmærket med blodprøver, der viser en akut form for leukæmi.

139136551

Romanens handling sættes for alvor i gang af koranafbrænding og heftige optøjer på Nørrebro. En højtstående embedsmand likvideres, og måske er der også udenlandske interesser på spil. Kaos hersker. Karoline står midt i det hele, og i krisens kølvand sætter hun gang i et spektakulært forsvindingsnummer. Danmarks statsminister går under jorden for at dukke op med en ny identitet i Moskva.

Leine føjer i det afsluttende bind af sin romanserie nye dimensioner til persongalleriet. Således spiller blandt andre journalisten Jespers søn Viggo en væsentlig rolle. Skolet i det russiske FSB udgør han som superhacker en pendant til den danske agent Annie Faurschou. Ligeledes giver Annies mand John, tidligere ansat ved den amerikanske ambassade og med tråde til CIA, også en væsentlig dimension til romanens interesse for efterretningstjenesternes uigennemskuelige sammenhænge og den moderne krigs hybride fronter. 

Ved romanens slutning – den endelige nedtælling – bringes alle romanens hovedkarakterer sammen i epicenteret af krigen i Ukraine, og verden glider ud på randen af en atomar dommedag.

Denne afsluttende roman fuldender trilogiens fortællermæssige bane, der med en dramatiserende nutidsform og effektiv krydsklippende scenisk fremstilling bevæger sig på kryds og tværs i en krigsramt og krisefyldt global og medialiseret virkelighed, hvor kloner og originaler, sandhed og løgn ikke længere er til at skelne fra hinanden.

”Kalak” er titlen på Kim Leines anmelderroste erindringsroman, der udkom i 2007. Det er en historie om identitet, eller rettere sagt en fortælling om den voldsomme og barske kamp for at komme overens med sig selv og konfrontere sig med den indre dæmon.

Leines fortælling kaster læseren midt ind i begivenhederne. Vi møder Kim, der sidder på et sygehus i Nuuk og skyder sig i armen med morfinpræparatet petidin. Herfra panoreres der tilbage til den 17-årige Kim, der er flygtet fra sin mor og stedfar og den bygd i Norge, hvor han er født og opvokset. Det er en flugt fra et barndomshjem og et minisamfund præget af livet som Jehovas Vidne. Nu står Kim i København for at opsøge sin homoseksuelle far, der repræsenterer en mulig frihed og en vej væk fra den straffende gud, der har ligget som en trussel i barndommen. Men én helt afgørende ting præger de første år i København: Faderen indleder et incestuøst forhold til sin søn Kim.

26599156

Den unge Kim formår ikke at forholde sig til og sætte ord på de følelser af skam og afmagt, som faderens overgreb fører med sig. Misbruget synker således ned i de mørke afkroge af den unge Kims sjæleliv. Den smertefulde misbrug/offer-mekanik, som den unge Kim tvinges ind i, er i høj grad det, der i resten af erindringsromanen tegner det dramatiske spor.

Færdiguddannet som sygeplejerske tager Kim med kone og to børn afsted til Nuuk i Grønland. Her begynder Kims anden store flugt, nemlig flugten væk fra faderen og minderne om overgrebet. Samtidig indledes de i alt 15 års liv i Grønland, der udgør den egentlige fortællemæssige kerne i ”Kalak”. At udstationeringerne er Kims forsøg på at flygte fra sig selv, bliver tydeligt i kraft af den ihærdighed, hvormed han lever sig ind i den grønlandske kultur og mentalitet. Kalak – ”en skide grønlænder” – er det øgenavn, som grønlænderne giver Kim.

I kraft af sin rolle som sygeplejerske kommer Kim ind under huden på det barske liv i de grønlandske minisamfund med vold, druk, mord, selvmord og stoffer. Men han oplever også menneskeligheden, redder liv og hjælper med at bringe børn til verden. Han drages af den følelse af autenticitet og intensitet, som det at leve midt i den vilde natur og de uendelige vidder giver ham. Kims omgang med grønlænderne er dog på markant vis præget af den angst og rastløshed, han har med i bagagen. Således udlever den unge misbrugte dreng nu som voksen mand et stigende misbrug både i form af mange erotiske forhold til grønlandske kvinder – forhold der er præget af kynisme og følelseskulde – og i form af narkomani.

Kim når et absolut nulpunkt, men det viser sig også at blive et vendepunkt. Ud af det mørke, som incest og stofmisbrug har ført Kim ned i, vokser forfatteren Kim Leine frem. Flugten og misbruget, der har fulgt Kim gennem hele livet, ophører, da Kim Leine med sin egen stemme kan sætte ord på sit liv.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Kalak"

I 2016 udkom Kim Leines lille roman ”De søvnløse”. Handlingen udspiller sig over én dags forløb i den lille grønlandske by Tasiilaq, og med udgangspunkt i det lokale sygehus kastes der et kollektivt blik på en række af menneskene i byen. Det er sommer, det er lyst døgnet rundt, og vi befinder os i år 2025. Men selvom Leine henlægger begivenhederne til en nær fremtid, er vi så langt fra sci-fi-genren, som man nærmest kan komme. Det er den hverdagsrealistiske grønlandsskildring, der er Leines ærinde, men denne skildring sker på baggrundstæppet af et fremtidigt Europa, der står i flammer. Et krigsramt europæisk kontinent bliver således rammen for det almindelige og hverdagslige, der udspiller sig i den grønlandske by.

52336848

Som fortællingen skrider frem, portrætteres en gruppe mennesker. Deres indbyrdes forbindelser foldes ud, i takt med at vi følger eftersøgningen af den psykiatriske patient Sivertsen, som er stukket af fra sygehuset og er vandret op i fjeldet. Romanen lægger med eftersøgningen på sin vis op til et dramatisk højdepunkt, men det punkteres. Der sker aldrig rigtig noget afgørende. Og det hele afrundes med en munter, nærmest løssluppen scene på det lille sygehus.

På den måde glimrer tidligere ellers så centrale elementer i Leines værker ved deres fravær, det gælder den perverterede og normoverskridende seksualitet, det krasse eksistentielle mismod, misbruget og volden. I ”De søvnløse” fastholder Kim Leine det almindelige – det, der ligger mellem ekstremerne. Og det har ifølge Leine selv været en bevidst målsætning at tegne et andet og mindre dystert og voldsomt billede af Grønland og grønlænderne, end det der ofte tegnes.

Det kaotiske og ekstreme rumsterer dog alligevel i udkanten af romanen. Det er den fjerne krig nede i Europa. Hvorfor Europa er hærget af krig, får vi aldrig vished om. Leine lader på raffineret vis fremtidsscenariet med det krigsramte Europa spejle en erfaring, vi allerede kender i dag – billederne og efterretningerne fra den fjerne krig, det være sig Syrien, Irak eller Afghanistan. Og samtidig synes romanen indirekte at give et angstprovokerende bud på nogle af de tendenser, der præger Europa i dag.

Som afslutning på romanen lufter Leine også en politisk dimension, nemlig Grønlands fulde selvstændighed.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "De søvnløse"

”Rød mand/Sort mand” fra 2018 er anden roman i Kim Leines planlagte trilogi om Grønland og kan læses som en art prequel til ”Profeterne i Evighedsfjorden”. Vi befinder os i 1720’erne, hvor en aldrende Kong Frederik den 4. har sat gang i det danske koloniprojekt i Grønland. Ligesom den foregående roman er denne bygget op i tre dele, indrammet af en prolog og epilog. 

I første del sættes koloniens hold: 24 straffefanger fra Bremerholmen i København tvangsgiftes med 24 prostituerede kvinder og skibes afsted. De skal udgøre rygraden i den planlagte koloni. Herefter skildrer anden del de første barske år af koloniprojektet. 23 ud af de 24 par overlever ikke de tre første år.

53969127

Tredje del, der bærer titlen ”fædre og sønner”, åbner for alvor op for romanens tema, med en omsiggribende koppeepidemi som bagtæppe. Her handler det nemlig om alt det, der går i arv i kraft af de forkvaklede og forviklede relationer, der knytter koloniens beboere sammen. Særligt forholdet mellem den røde mand, åndemaneren Aappaluttoq, og den sorte mand, koloniens hårdhændede missionær, præsten Hans Egede, står som værkets egentlige knudepunkt. Tidligt i romanen hører vi, hvordan Egede stjæler åndemanerens søn, kristner ham og gør ham til sin egen. Denne søn, der som ung mand møder sin død og fortabelse strandet mellem sine to ”fædres” verdener, er et afgørende punkt i fortællingen og bliver en afgørende faktor for Aappaluttoq. 

Men også for Hans Egede, der hen imod slutningen af sin livsbane vakler i forhold til den tro og livsførelse, han med hård hånd har prædiket over for de grønlandske hedninge. Relationen mellem Aappaluttoq og Hans Egede er således også selve billedet på forholdet mellem koloniherren og den kolonialiserede. Og det er en kritisk beskrivelse af, hvordan en stålsat og overlegen religiøs ideologi langsomt krakelerer i mødet med det barske liv på Grønland.  

Romanen er polyfon, dvs. at fortællingen udfolder sig gennem en lang række stemmer. De skiftende fortællerpositioner lader os som læsere se begivenhederne i et vekslende lys alt efter øjnene, der ser, og stemmen, der beretter. Dog indtager åndemaneren Aappaluttoq en særlig placering, da han som fortæller og som mystisk shamanistisk figur er i stand til at bevæge sig frit i tid og rum og på denne måde går bag om de andre personer i fortællingen. Med sin evne til overskridelse knytter han en række af de andre figurers individuelle skæbnebaner sammen og giver romanen dens fortællermæssige ramme.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om Rød mand/Sort mand

I 2019 udkom Kim Leines ottende roman ”Dansk Standard”, der åbner et nyt spor i forfatterskabet. Romanen er en absurd horrorhistorie, der er lige dele grum, ulækker og morsom.

Fortællingen er lagt i hænderne på det traumatiserede søskendepar Morten og Mette, der på skift fra en 1. persons fortællerposition beretter om begivenhederne.

Morten kalder sig E i et forgæves forsøg på at indhylle sig i normalitetens usynlighed og undslippe den fortrængte fortid. Han arbejder i Dansk Standard, et firma der har ”specialiseret sig i at standardisere verden”, og som romanen har fået navn efter. Søsteren Mette er læge og samtidig kronisk suicidal. Hun forsøger med egne ord ’at dræbe sit syge sind ved at skære i sit raske kød’. Hvis Morten bekæmper traumet ved fortrængning, er Mettes strategi den direkte konfrontation. Hun finder stor tilfredsstillelse i at rode med andres lemlæstelser og åbne sår for ikke at skulle forholde sig til sine egne sjælelige skader.

47219027

Begge søskende er martrede af en grum familiefortid med incestuøse overgreb, som på absurd og overnaturlig vis gradvist rulles ud for læseren. Her kommer det okkulte selskab, Teosofisk Verdensuniversitet, som begge søskende kommer i kontakt med, ind i billedet. Selskabet arbejder nemlig i al hemmelighed med at bringe afdøde tilbage til livet i en slags reinkarnationer. Og det er ingen anden end Mette og Mortens tidligere overgrebsmand onkel Thomas, der via mystiske eksperimentale tiltag bliver bragt tilbage til livet. Og for at det ikke skulle være nok, er onkel Thomas ikke bare onkel, men faktisk også biologisk far til Mette og Morten.

Det er ud af denne plotmæssige ramme, at det på én gang vanvittigt klamme og humoristiske opstår – som da E bliver voldtaget af den mærkelige hund Pivskid, han har købt i et hundeinternat, og som faktisk viser sig at være en reinkarnation af netop onkel Thomas.

Horrorgenren er en helt ny facet ved Kim Leines forfatterskab, men romanen trækker samtidig klare tråde helt tilbage til forfatterskabets start. Det gælder særligt skildringen af personer martrede af fortiden og dens grumme incestuøse overgreb.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Dansk Standard"

I 2021 udkom mammutromanen ”Efter åndemaneren”, der er sidste led i Kim Leines trilogi om Grønland. Det er en stort orkestreret roman med et imponerende persongalleri. Handlingen udspiller sig i 1880’erne med tråde frem til 1950’erne, og den indføjer en række historiske personer og begivenheder i fiktionens sammenhæng.

Fortællingen drives frem i forskudte trin, hvor en række af romanens centrale figurer på skift er centrum for fortællingen. Som i de tidligere bind sammenbinder handlingen et stort geografisk rum, der gennemskæres af tre handlingsmæssige hovedspor. I det første rejser den unge Jens usikker og fuld af udlængsel fra en bygd i Sydgrønland til København for at opsøge sin far.

61508384

Det bliver en ”dannelsesrejse” af den hårde slags. For da storbyen København over ti år senere igen spytter Jens ud, er det som afslutningen på en nedadgående spiral, der har bragt Jens fra teologistudier og fascinerende venskaber i det københavnske kulturparnas bl.a. med Herman Bang til mordanklager, arrestation og et forhutlet liv på gaden. Leine tegner et fascinerende portræt af det moderne København og af den tilværelse, som byens homoseksuelle miljø, som Jens bliver en del af, frister med evig angst for offentlig udskamning og straf.

Romanens andet hovedspor følger Jens’ onkel Hanseeraq, der i et forsøg på at flygte fra sin fortids synder tager med på en danskledet ekspedition til den barske vildmark på Grønlands østkyst. Og endelig følger vi i det tredje handlingsspor Jens’ kusine Sara, der i bygden Sydprøven kæmper med at finde sig selv som kvinde, som mor og måske også som en med en homoseksualitet, der ikke findes plads til.

Fælles for romanens personer er barske eksistentielle kampe. Kampe som følger af de familiære hemmeligheder, de sammenfiltrede slægtsbånd og betændte relationer og uforløste konflikter, men også af det kolonialistiske forhold mellem Danmark og Grønland. I denne rige og store fortælling er det, som om alle skal helt ned på bunden, ned til det eksistentielle nulpunkt, hvor fortabelsen og frelsen synes at nærme sig som et janushoved. Og frit svævende over den samlede trilogi og på tværs af tid og rum hæver Appaluttoq, åndemaneren, sin stemme som et billede på selve fortællingen.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Efter åndemaneren"

Efter færdiggørelsen af sin store Grønlandstrilogi har Kim Leine kastet sig ud i et nyt og for ham hidtil uprøvet spor. ”Karolines kærlighed”, der udkom i 2022, er en spændingsroman skrevet som første bind i en trilogi. Modsat de tidligere romaners historiske ramme er fortællingen her bundet til en samtidig og uhyre aktuel virkelighed, der kredser om internationalt, storpolitisk magtspil, relationen til Putins Rusland og konflikten på Krimhalvøen. Handlingen i romanen er grundlæggende bundet til figurerne Karoline, Jesper og Mads, der tidligere har læst russisk på universitetet sammen.

62675896

Historiens hovedkarakter Karoline Blicher arbejder som forsvarsattaché udstationeret i Moskva. Hun er samtidig udset til at spille en afgørende rolle i det nationalkonservative parti Demokratisk Alliance, som hendes far har grundlagt, og som spås markant fremgang ved det forestående valg. I Moskva forelsker Karoline sig i den mystiske russiske militærmand Mikhail Petrov, der tilbyder at hjælpe hende til tops med hendes politiske karriere.

Jesper Skov, der er Karolines gamle kæreste, prøver at genoplive sin journalistiske karriere og har færten af en mørk og afgørende familiehemmelighed i Blicherfamiliens fortid, der kan få afgørende betydning for Karolines politiske fremtid. Endelig er der Mads, som arbejder i det danske efterretningsvæsen og hvis egentlige ståsted og motiver bliver mere og mere uigennemskuelige undervejs.

I takt med at fortællingen folder sig ud, flettes trådene mellem romanens personer sammen på overraskende vis. Leine skaber en masse spionramasjang på en baggrund af højaktuelle emner fra en brutal og samtidig politisk virkelighed med troldefabrikker, journalister, hvis pludselige død vækker mistanke, moderne nationalkonservative strømninger, islamkritik, antisemitisme og ikke mindst med relationen mellem Europa og Putins Rusland som bagtæppe. Det er en virkelighed, hvor værdierne hurtigt kan korrumpere i kampen om magt og indflydelse.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Karolines kærlighed"

Kim Leines ”Karolines kamp” fra 2023 er anden bog om den politiske figur Karoline Blicher. Tidsrammen er halvåret maj til oktober 2016. Karoline er blevet valgt ind i Folketinget, men partiet – som hendes far har stiftet – er ramt af skandale, og magtkampen i partiet er ved at bryde ud. De bånd, der i første roman tegnede sig mellem Karoline og Putins Rusland, er ikke mindsket i styrke. Og den folkevalgte politiker fungerer som egentlig agent med hemmelige møder på den russiske ambassade og tråde til Kremls øverste top. Med denne dobbelte rolle tager Karoline og hendes mand til USA midt i en polariseret præsidentiel valgkamp. Karoline kommer her helt tæt på Trumps inderkreds, som et muligt bindeled mellem Putin og Trump. Samtidig snerper tingene til, og det hele kulminerer på dramatisk vis, da den russiske agent Mikhail Petrov fra første bind som et løsgående missil igen krydser Karolines bane.

136222775

Romanens anden hovedfigur, journalisten Jesper Skov, bliver af sin redaktør sendt til Rusland for at skrive artikler hjem, men mest af alt for at finde ud af, hvad der er sket med hans russiske kone og sønnen Viggo, der har forladt ham for at forsvinde i Rusland. Dette spor i romanen ender med Jespers fængsling og en efterfølgende dramatisk flugt ud af Rusland gennem Murmansk mod grænsen til Norge.

Romanens opbygning hviler på en effektiv krydsklipning mellem disse spor. Koblingen sker også i kraft af den nye centrale figur, Leine føjer til sin fortælling. Den nyansatte analytiker ved det danske efterretningsvæsen, Annie Faurschou. Hun og hendes autistiske hjerne er udover det sædvanlige til at finde mønstre og veje i de uendelige strømme af data og netværk, som er efterretningsvæsnernes egentlige frontlinje.

Leine fletter her og der og alle vegne frit sin spændingsfyldte fortælling sammen af tråde hentet fra en genkendelig og aktuel politisk samtid. Det gør det muligt at skabe et kulørt og spændingsdrevet plot, der samtidig opererer i en aktuel og realistisk ramme.

Romanen slutter tilbage i København, hvor Karoline som vinder af partiets interne magtkamp træder frem som leder af et nyt parti, alt imens nyheden om Trumps valgsejr breaker.

Kigger man på tværs af Kim Leines efterhånden mange romaner, kan man konstatere en drift mod at prøve noget nyt af. Som en kamæleon har Leine hele tiden kastet sig ud i nye genrer og fortællermæssige projekter. Men til trods for variationen træder også en række fællestræk frem. For det første kan man konstatere, at det selvbiografiske spiller en stor rolle. Debutromanen medførte således en vis debat, da det er de mest tabuiserede og smertefulde dele af forfatterens eget liv, der kommer til udtryk i romanens form.

Leines roman er på sin vis den afgørende brik i det liv, der skildres. For det, der redder personen i og bagved historien, er netop, at han formår at skrive sig ud af ungdommens traume og voksenlivets stofmisbrug. Grænserne mellem romanens fiktive univers og biografiens fakta smelter bort i Kim Leines barske bog, der således rummer et klart aspekt af selvterapi. På spørgsmålet om det har hjulpet ham at skrive, siger Kim Leine: ”Ja. Fordi en del af forbandelsen ved al misbrug er hemmeligholdelsen. Når det til gengæld eksploderer, som nu med bogen, kender alle mine venner pludselig til det. Jeg har jo taget hele verden i ed på det, der er sket. Det andet er, at det er blevet mere konkret: En bog, jeg kan åbne og lukke.” (Tine Maria Winther: Sig mig lige…: Ned med fuld musik. Politiken, 2007-02-10).

Valget af genrebetegnelsen erindringsroman begrunder Leine på følgende måde: ”Det er en roman i formen og en erindringsbog i indholdet. Ordet roman antyder, at man forholder sig lidt frit til stoffet.” (Tine Maria Winther: Sig mig lige…: Ned med fuld musik. Politiken, 2007-02-10). Leines bog er ikke skønlitteratur med enkelte biografiske træk, men nærmere en litterær bearbejdning af forfatterens eget liv. ”For mig var det vigtige at skrive en roman, fordi det altid har været min ambition at genfødes litterært. Og jeg havde jo indholdet. Da jeg så havde fundet en form, hældte jeg bare indholdet i.” (Thomas Hebsgaard: Flygtningen. Information, 2007-02-01). Også de to efterfølgende romaner ”Valdemarsdag” og ”Tunu” tager afsæt i forfatterens personlige liv og forhold.

Et andet fællestræk ved Leines romaner er Grønland. I Kim Leines univers er Grønland et lige dele råt og dragende sted. Det er, som om livet på Grønland skærer ind til benet og lader alt det opbyggelige, forfængelige og forhåbningsfulde falde til jorden for at efterlade den enkelte både skrøbelig og afpillet, men måske også mere fri og ærlig. Kim Leine karakteriserer selv betydningen af det grønlandske på følgende måde: ”Grønland er også min egen frigørelse. For mig symboliserer Grønland at krænge sin gamle slangeham af og skifte identitet. At gøre oprør mod vedtagne love og finde sin egen vej. Nogle gange sker det på en destruktiv måde. Både for mig selv og for personerne i mine bøger.” (Marianne Krogh Larsen: Den kontrollerede ekstase. Weekendavisen, 2012-03-09).

Endelig har Leine med sin spændingsromanserie om Karoline Blicher åbnet et nyt genremæssigt spor i forfatterskabet, hvor brændstoffet er kombinationen af en højaktuel politisk virkelighed og spændingsgenrens dramatiserende agent-ramasjang.

Kim Leines debutbog er en speciel roman, da den så direkte er en litterær fremstilling af forfatterens eget liv. Men kvaliteten af hans debut består ikke kun i den utrolige historie, forfatterens eget liv rummer. Romanen rummer også en klar sproglig kvalitet. I det nøgterne og usminkede sprog, som de rå og voldsomme begivenheder formidles i, fornemmer man med mellemrum sprækker af melankolsk sødme og skønhed.

Den hudløst ærlige skildring af det seksuelle overgreb giver Leines bog et vist slægtskab med en selvbiografi som Kristian Ditlev Jensens ”Det bliver sagt” fra 2001, der også vakte opsigt med sin kredsen om seksuelle overgreb i barndommen. Leines debut kan også siges at være beslægtet med et forfatterskab som Erling Jepsens, der i høj grad tematiserer seksuelt misbrug og psykisk uligevægt, og hvor det at forholde sig litterært til disse tabuer bliver en slags selvterapi.

Med sine medrivende skildringer af det grønlandske samfund kan man se Leines romaner i sammenhæng med den danske forfatter J. Bech Nygaards romaner ”Natten er nådig” og ”Solen står lavt”, som skildrer det grønlandske samfund i 1960'erne med stor indsigt og personligt engagement. Eller grønlænderen Ole Korneliussen, der, siden han var 20 år i 1967, har boet i Danmark og skriver ud fra et kulturelt blandingsperspektiv. Sidst, men ikke mindst, kan man nævne Peter Høegs ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”, der kan læses som en postkolonial kommentar til det stadig eksisterende dominansforhold mellem Danmark og Grønland.

Kim Leines række af spændingsromaner om politikeren Karoline Blicher og det betændte forhold mellem Vesten og Putins Rusland kan også ses i sammenhæng med en forfatter som Leif Davidsen, der netop med afsæt i Rusland gennem mange år har dyrket den politiske spændingsromangenre.