Pia Tafdrup

Pia Tafdrup blev født i 1952 og voksede op på gårdene Endrupgaard og Rosendal i Nordsjælland. Det, der kunne ligne idyl, blev brudt af forældrenes skrøbelige ægteskab, økonomisk usikkerhed og en traumatisk familiebaggrund: Forældrene pakkede familiens tilværelse ind i vat, fordi de som jøder begge havde måttet flygte fra den nazistiske terror under Anden Verdenskrig. Både Pia Tafdrups mor og far havde måttet forlade deres hjem for at flygte til Sverige, da jødeforfølgelserne satte ind.

Bruddet med den (over)beskyttede barndom og mødet med verden blev af den grund ekstra overrumplende for Pia Tafdrup, og igennem hendes forfatterskab markerer denne overgang skabelsen af digteren. Da Pia Tafdrup slipper sin moders hånd, bruger hun sin nyvundne fri- og ensomhed til at skildre og transcendere den verden, hun møder.

Da Pia Tafdrup debuterede i 1981, var hun en del af en markant ny generation af digtere, der havde givet lyrikken en renæssance i Danmark. Som en central digter inden for firsernes poesi udgav hun seks digtsamlinger, generationsantologierne ”Konstellationer” (1982) og ”Transformationer” (1985) og optrådte med bl.a. vennen og digterkollegaen Michael Strunge. Hun var også med, da generationen i en berømt udsendelse blev splittet i mundhuggeri for åben skærm på Danmarks Radio i 1984 (Kongstad/Vesterberg: ”Dengang i 80'erne”, s. 52-70).

Forfattergerningen er et eksistentielt anliggende, som skal søge at rejse sig over de grundlæggende vilkår, som mennesket til hver en tid er begravet i. Som Tafdrup selv skriver: ”Forfatteren må ikke opgive at prøve at forstå. Det tilhører nødvendighedens sfære at skaffe sig indsigt. Forfatteren skal følge sit hjerte og fortsat gøre det umulige … Det er det, en forfatter går ind til.” (Manifest i dagbladet Information, 2010-01-21).

Siden 1983 har Pia Tafdrup ernæret sig som digter med udgivelser, oplæsninger mm., og hun har siden 1989 været medlem af Det Danske Akademi. Privat har hun siden 1978 været gift med professor Bo Hakon Jørgensen, som hun har to voksne børn med. Parret har de seneste år levet sammen som gode venner, mens Tafdrup har haft en kæreste ved siden af. Denne tvedelte kærlighedskonstruktion og de glæder og problematikker, den medfører, skildrer hun i flere digte i sit konceptuelle storværk om de fem sanser, der udkom som fem særskilte digtsamlinger med to års mellemrum i perioden 2014-2022.

I en tid, hvor den unge danske digtning dykkede godt og grundigt ned i punk-kulturens storbymørke og 1970'ernes krisegenerations desillusionerede fremmedgjorthed, udgjorde Pia Tafdrups debut, ”Når der går hul på en engel” fra 1981, et noget andet brud. Her var det ikke en anklage mod en urimelig samfundsstruktur, men derimod en mere stilfærdig undersøgelse af en feminin identitet i overgangen fra pige til kvinde. Det betyder dog ikke, at det var mindre kontroversielle ting, Pia Tafdrup lagde frem på bordet.

Titlen røber, at der brydes med idealet om den dydige pige, og den peger på kroppens og identitetens uundgåelige sammenhæng, på menstruationen som det kropslige brud, som annoncerer ikke bare voksenlivets komme, men hos Pia Tafdrup også markerer en fødsel som kunster.

22678310

Det indledende digt ”Engang”, hvor jeg'et sætter sig på en bænk, som viser sig ikke at være der, slår dette brud an: ”[...]i faldet/ finder jeg mig selv stirrende/ på begrebet ”engang”/ som jeg i så mange år/ af mit liv/ har antaget/ skulle få virkelig eksistens/ på samme måde/ som jeg tror at finde/ den faktiske bænk/ i dette sekund” (s. 9). Her tabes verdensbilledet i faldet, da den solide ”bænk” viser sig ikke at være der. Her ekspliciterer jeg'et et brud med (forældre-)autoriteten, der med løftet om ”engang” har kunnet disciplinere barnet: I faldet er verden vilkårlig, og autoriteterne står for fald. Dette verdenstab og oprør udmønter sig dog ikke i en fuldstændig værdirelativistisk nihilisme, da jeg'et i faldet ikke afviser tanken ”[...]om/ at der måske/ engang/ står en rigtig bænk” (s. 11).

I resten af digtene står forgængeligheden ved det kropslige i centrum. Her findes seksualitet, graviditet og dermed (kunstnerisk) skabelse, men også forgængelighed og død. Afslutningsvist antydes dog en afklaring, hvor tankerne ”sætter sig stille/ et sted i mørket” (s. 70).

Med ”Når der går hul på en engel” markerer Pia Tafdrup som andre repræsentanter for sin generation et brud med halvfjerdsernes etablerede danske digtning, men hun gør det på sin helt egen kropslige facon i undersøgelsen af overgangen fra pige til kvinde. En overgang, hvor også digteren kommer til verden.