Donna Tartt

Donna Tartt blev udråbt som et litterært geni, allerede før hendes første roman stod på boghandlernes hylder. I det hele taget er hun en sjældenhed blandt amerikanske bestsellerforfattere. Hun er tilbageholdende med at give interviews og fortæller kun modvilligt om sit privatliv. Hele hendes persona er omgivet af en mystik, som hun selv gennem tiden behjælpeligt har fodret med citater som ”Jeg er præcis samme størrelse som Lolita” og historier om, at hendes mor var så stor en læsehest, at hun læste bøger, mens hun kørte bil.

Tartt voksede op i en lille by i Mississippi. Hendes mor var sekretær og faren, en rockabilly musikant og lokalpolitiker, var sjældent hjemme. Som lille (hun var så lille, at hun gik i dukketøj) var Tartt en læsehest ligesom sin mor. Yndlingsbøgerne var J.M. Barries ”Peter Pan” og ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” af Robert Louis Stevenson. Hun var kun fem år gammel, da hun skrev sit første digt. Som 13-årig blev hun trykt i et litterært tidsskrift, og i gymnasiet pjækkede hun gladelig fra undervisningen for at tage hjem og læse romaner under dynen. I 1981 begyndte hun på universitetet, hvor hendes skrivestil imponerede flere af underviserne. De anbefalede hende at skifte til det kreative Bennington college i Vermont. Her mødte hun bl.a. Bret Easton Ellis. De to datede i en periode og udvekslede manuskripter. Efter mange års arbejde udkom debuten ”Den hemmelige historie” i 1992. Den blev en bestseller og er oversat til 24 forskellige sprog.

Først 10 år efter, i 2002, udkom Donna Tartts anden roman ”Den lille ven”, og der gik endnu et årti før ”Stillidsen” var færdigskrevet. Alle tre romaner har Tartt skrevet i hånden, og selv om hendes skriveproces tager tid, elsker hun sit arbejde. Hun sammenligner skrivningen med miniaturemaling: “at male et vægmaleri på størrelse med en mur med en pensel på størrelse med en øjenvippe; et mikroskopisk, meget detaljeret arbejde, men over et stort areal og meget lang tid. Det er derfor, det tager så længe.” (Mick Brown: Donna Tartt: ‘If I’m not working, I’m not happy’. The Telegraph, 2013-12-09. Egen oversættelse).

Donna Tartts debut ”The Secret History” (”Den hemmelige historie”, 1992) er lige dele tragedie, udviklingsroman og psykologisk thriller. Romanens omdrejningspunkt er mordet på collegedrengen Bunny Corcoran. Han findes død for foden af en skrænt i bogens prolog. Fortælleren, Richard Papen, afslører fra start, at mordet var planlagt og intenderet, og resten af romanen er hans fortælling om, hvad der får en gruppe universitetsstuderende til at myrde, og hvilke konsekvenser det får for deres fremtid.

Historien er fortalt i et tilbageblik og falder i to dele: før og efter Bunnys død. Richard møder Bunny på Hampden college, et fiktivt universitet i New England. Her bliver Richard udtaget til en eksklusiv og elitær klasse, der studerer klassisk græsk og latin hos den karismatiske professor Julian Morrow. Klassen består af tvillingerne Charles og Camilla, den snu og snaksaglige Bunny, Francis, der er homoseksuel, og den velbemidlede, arrogante Henry, der er selvudnævnt leder af gruppen og et lingvistisk geni.

24848620

På en udflugt til Francis’ sommerhus eksperimenterer kliken med alkohol, stoffer og sex, og i en dionysisk ekstase dræber Henry en fremmed mand i skoven. Hverken Bunny eller Richard medvirker, men de vikles alligevel uvilkårligt ind i de problemer, løgne og hemmeligheder, som mordet medfører.

Romanen er inspireret af den græske tragedie. Karaktererne kan ikke undslippe skæbnen, og Richard fremstår som en helt, hvorfor læseren føler sympati for ham. Heri ligger det tragiske, for Richard er både uærlig og amoralsk. Han er en ener, der lever afskåret fra sin familie. Fravær af forældre eller mangel på voksenkontakt er et tema, som går igen i hele Tartts forfatterskab, ligesom misbrug optræder i mange varianter i hendes bøger. I alle samfundslag er unge som voksne afhængige af piller, hash, kokain og alkohol. 

”Den hemmelige historie” illustrerer, hvordan ungdommens venskaber sætter spor i voksenlivet. Den voksnes identitet må forstås i sammenhæng med ungdommens udskejelser, fejltagelser og relationer. Samtidig retter romanen en kritik mod den rige, privilegerede og veluddannede amerikanske overklasse, der under overfladen ikke nødvendigvis er moralsk og beundringsværdig.