Bent Vinn Nielsen

Bent Vinn Nielsen er en mærkelig dobbelt størrelse. På den ene side repræsenterer han med sin baggrund som ufaglært arbejdsmand arbejderklassen i dansk litteratur. På den anden side er han en af Danmarks mest anerkendte og magtfulde forfattere – ikke mindst i finere litterære kredse, der har indlemmet ham og i sin tid gjorde ham til formand for Kunstfondens litteraturudvalg.

Vinn Nielsen er opvokset i en læsende arbejderfamilie, og selvom han var glad for at læse og skrive, gad han ikke i gymnasiet. I stedet ernærede han sig som arbejdsmand i ti år, inden han i 1978 debuterede med den socialrealistiske roman ”Arbejdssky”. Siden har han skrevet indigneret og kærligt om livet i randområderne på bunden af det danske samfund. Med tiden har offentligheden fået øjnene op for forfatterskabet, og han hyldes for altid at være solidarisk med de plattenslagere og bonderøve, som beskrives i bøgerne.

Alligevel opfatter Bent Vinn Nielsen sig ikke som en forfatter, som altid er på sine marginaliserede romanfigurers side. For ham skal forfatterne nøjes med at beskrive de situationer, romanfigurerne er havnet i: ”Vi er ikke politikere, vi skal ikke anvise nye veje, men vi repræsenterer det civile, sådan som tingene virker i praksis. Vi skal ikke iværksætte politiske programmer, men vi skal fortælle om hvordan politikeres beslutninger påvirker folk. Det er vores område det er det civile område, som heller ikke helt er omfattet af samfundet. Det er dog stadig et frirum. Samfundet bestemmer ikke alting og det skal det heller ikke,” har Bent Vinn Nielsen sagt i et interview (Nikolai Thyssen: ”Anders Fogh for altid”. Information, 2002-11-16).

Bent Vinn Nielsen er kendt som en hård kritiker af det økonomiske, politiske og kulturelt privilegerede Danmark. Alligevel er det et temmelig ambivalent forhold, da det er blandt kulturfolk, han har sine læsere, han skriver klummer for det überkulturelle dagblad Information, og han inviteres indenfor på de bonede gulve for at modtage fine priser på kulturparnasset.

På den måde er Bent Vinn Nielsen dansk litteraturs Klods Hans; han er bondeknøsen, der kommer ind på kongens slot, siger hvad han mener og bliver hyldet for det.

Bent Vinn Nielsens debut fra 1978 er meget symptomatisk for sin tid, men peger samtidig fremad mod nye måder at tematisere det socialrealistiske. 1970'ernes danske litteratur var fyldt med indignerede beskrivelser af livet for de udstødte på samfundets bund, og i den strømning finder man ”Arbejdssky”. Men Bent Vinn Nielsen undgår at falde i en ideologisk fælde ved udelukkende at tildele samfundet skylden for de uheldige skæbner, som der ellers var en tendens til i 70'ernes venstreorienterede litteratur. Her er plads til nuancer, hvor også folk på samfundets bund må lide den tort at blive underlagt et humoristisk, kritisk blik. Hvad stiller man f.eks. op med en gut, som kræver samfundets støtte og solidaritet, men som ikke har tænkt sig at løfte sig så meget som en lillefinger for at hjælpe andre? Bogen foregår i 1972 op til jordskredsvalget året efter, hvor store dele af arbejderklassen satte deres kryds hos det nye Fremskridtsparti.

23786109

”Arbejdssky”s persongalleri består af arbejdsløse, førtidspensionister, strippere, ensomme pensionister og underbetalte buschauffører. Bogens hovedperson og fortæller er Lenny, og han lever til fulde op til romanens titel. Han er arbejdsløs og gør, hvad han kan for at undgå et job, men han har samtidig intellektuelle aspirationer, som hjælpes på vej af den gamle skolelærer Graffin, der agerer mentor for ungersvenden under indtagelse af rigelige mængder snaps.

”Arbejdssky” består af jeg-fortællerens skarpe iagttagelser af relationerne og spillene mellem fortællingens figurer. Fortællingen indledes dog og afbrydes få gange af erindringsblik i kursiv fra Lennys barndom. I disse passager afbrydes jeg-tællingen ind imellem, men ikke konsekvent.

I Bent Vinn Nielsens socialrealistiske debut findes ingen nemme løsninger. Her er hverken undergang eller udfrielse, men til gengæld skarpe iagttagelser af relationerne mellem menneskene i socialklasse fem. Her er folk folk, hverken determineret af et ondskabsfuldt system og eller placeret, hvor de er, alene på grund af deres egne dumheder. Det sociale (og vores position i det) er et resultat af både mikro- og makrostrukturer.