Individets splittelse og kærlighedens ambivalens genfindes som tema i Nikoline Werdelins kønskomedie ”Den blinde maler” fra 1999.
Her møder vi Søren Sibast, maler, narcissist og kunstner, der af sin samtid betragtes som et geni på linje med Picasso. Han er den person, stykkets handling udspiller sig omkring, den altdominerende hovedrolleindehaver på alle måder. Hans kone Isabel forlader ham efter ferniseringen af hans sidste store udstilling. Hun har udholdt Søren i mange år, de har ikke fået børn, hun er træt af ham og træt af det liv, hun må leve i skyggen af den store kunstner. Isabel er også maler, i sin tid mødte de hinanden på Kunstakademiet, men i takt med at Søren Sibast rejse sig, blegnede Isabel og hendes lyst til kunsten. Man aner et næsten kannibalistisk tema i teksten: Søren ædes op af sin kunst, han æder Isabel, hun bliver hans muse og må ofres på kunstens alter.
Da Isabel forlader Søren går han både i panik og til angreb, hans indre splittes mellem grandiositet og selvudslettende usikkerhed. Den indre ambivalens projicerer han ud på de kvinder, der tiltrækkes af ham: Først på Isabel, siden på den dødeligt syge og selvudslettende Helga og den lalleglade, ukomplicerede Joy. Til slut er han alene uden en kvinde at spille sin personlighed og sine humørsvingninger ud mod, og som sædvanlig er det ikke hans men andres skyld. Stykkets slutreplik er Sørens, da han med lille stemme siger ”Pissekællinger”. Stykket fungerer på den måde som et portræt af ham og ikke som et sammenspil mellem forskellige karakterer som i ”Liebhaverne”. Kvinderne i ”Den blinde maler” fungerer som biroller, som Werdelin kan beskrive Søren Sibast ud fra, farver på dramatikerens palet om man vil.
Som læser af Werdelins tegneseriestriber genkender man hurtigt den mandetype, hun så ofte har skildret med sin streg: Den selvglade, men usikre mand, der svinger som et pendul mellem storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. Svingningerne forplanter sig til Søren Sibasts omgivelser, der svinger med ham, indtil de begynder at svinge ude af takt. Det resulterer i en kollision, hvor Søren smadrer ind i kvinderne og skubber dem ud af deres bane. Stykket er bygget op om Søren Sibasts karakter, han er stykkets centrum, om hvilket de andre stiliserede karakterer drejer sig. Kvinderne er stereotyper, igen aner man dramatikeren som tegneserieforfatter, men de fungerer i ”Den blinde maler” som katalysatorer for fortællingen om Sørens dæmoniske sider. De bliver prismer, som Werdelin spejler figuren Søren Sibast i.
Som i ”Liebhaverne” vælger Werdelin sine scener ud med omhu, så de står klart adskilte og fungerer som illustrationer af situationer og handlinger. Fortællingen er fremadskridende og kronologisk men springer frem til de centrale scener, der (som i tegneseriestribernes karikerede univers) viser en mennesketype og en afsenderpointe. I en scene, hvor Søren skælder Helga ud og ydmyger hende, først med al den død, han føler, hun kaster i hovedet på ham: ”SØREN: (…)Og når du så vender dit sovende ansigt imod mig med den halvåbne mund, ødemet omkring øjnene, når du slår dem op … så HADER jeg dig, jeg væmmes ind til BENET, det er værre, end jeg troede (…) Jeg er vant til mørke øjenvipper. Kirsebærlæber og perletænder. Runde olivenfarvede arme. Skal jeg bare lade alting devaluere omkring mig? Lade hele mit liv trække ned? Fordi du er på røven. Fordi du skal dø.” (”Den blinde maler” side 55-56.).
Men ikke så snart har Søren formået at støde Helga fra sig ved at såre hende så dybt, før han vender hendes forestående død til at handle om ham. Og den ønskede reaktion fra Helga udebliver da heller ikke: ”SØREN (græder): Jeg kan ikke være sammen med nogen, jeg kan ikke være alene. (Han begynder at græde.) De går alle sammen fra mig! Det er mig, der skal dø! (Hun ser på ham. Så stiller hun sine tasker på gulvet, går hen og sætter sig hos ham og holder om ham.)” (”Den blinde maler” side 56.)
I ”Den blinde maler” er kærligheden som i ”Liebhaverne” et umuligt projekt, temaet går igen i samme form, også her står egoet og individet i vejen for sin egen kærlighed. Ideen om at kærligheden overvinder alt, når aldrig at stå sin prøve, fordi individet ikke overvinder sig selv og giver sig hen til noget, der er større end både jeg´et og mig´et. I al den verbale grimhed, i al Sørens ondskabsfulde had til omverdenen ligger et ligeså stort had til sig selv. Kvinderne går fra Søren, men Søren kan ikke undslippe sig selv. Det er ham, der er defekt, ikke kvinderne, men ham, der er gold, grim og dum.