”Blodet veg fra hans kinder og læber, og de blev askegrå – jeg vidste hverken ud eller ind. At ophidse ham så stærkt var grusomt; at give efter kunne der ikke være tale om. Jeg gjorde, hvad mennesker gør, når de er i den yderste nød – jeg vendte mig til den, overfor hvem alle mennesker er små. ”Gud hjælpe mig!” brast det uvilkårligt ud af mig.”
Præstedøtrene Charlotte, Emily og Anne Brontë voksede op i udkanten af fabrikslandsbyen Haworth i Yorkshire, i en søskendeflok på seks børn. Deres moder, Maria Branwell, døde af cancer i 1821, halvandet år efter Annes fødsel. Alle pigerne foruden Anne blev sendt på kostskole i 1824, hvor de to ældste søstre, Maria og Elizabeth, blev syge med døden som udgang. Charlotte og Emily hjemkaldtes af faderen Patrick Brontë, hvor de sammen med Anne og broderen Branwell blev opdraget af mosteren Elizabeth Branwell, der havde overtaget ansvaret for husholdningen i hjemmet. Børnene fik undervisning af den tungsindige fader, og deres barndom var præget af isolation fra omverdenen, men også af intellektuel frihed og et intenst forhold til det omgivende hedelandskab. I disse år havde de fire søskende et tæt venskab, der var animeret af opfindsomhed og skrivetrang. Sammen opdigtede de de udførlige fantasiverdener, ”Gondal” og ”Angria”, som de skrev små bøger om.
På grund af faderens ringe indkomst blev familiens piger opdraget til at blive guvernanter, der var den eneste respektable indtjeningsmulighed for veluddannede kvinder på den tid.
Broderen Branwell flyttede til Leeds for at gå til kunstundervisning. Det lykkedes ham aldrig at slå igennem som kunstner, og han returnerede til Haworth forgældet, desillusioneret og med hang til opium og alkohol. Søstrene arbejdede som lærerinder og guvernanter i diverse stillinger, men ingen af dem trivedes med dette. Charlotte og Emily rejste derfor til en skole i Bruxelles for at dygtiggøre sig i deres sprogkundskaber. Deres drøm var at blive i stand til at drive en skole hjemme i præstegården. Projektet mislykkedes desværre, blandt andet fordi broderens skandaløse opførsel kastede skygge over familiens ry.
Faderen Patrick Brontë var udover sin præstegerning en udgivet forfatter og poet, og alle hans børn var optagede af at skrive. I 1846 udgav de tre søstre en digtsamling under pseudonymerne Currer, Ellis og Acton Bell. Bogen fik gode anmeldelser, men kun to eksemplarer blev solgt. Søstrene lod sig dog ikke afskrække, og det følgende år udkom Emily og Annes romaner, henholdsvis ”Stormfulde højder“ og ”Agnes Grey“. Charlottes roman ”Professoren“ blev afvist fra syv forskellige forlag, men senere samme år udgav hun sin store succesroman ”Jane Eyre“. I 1848 udgav Anne sin anden roman ”Fruen til Wildfell Hall“.
Det følgende år skulle vise sig at blive det mest dystre i familiens historie: I september døde Branwell af sit misbrug, få måneder senere blev Emily syg og døde, og i maj 1849 fulgte Anne samme skæbne som sin søster. Af den engang så store familie, stod kun Charlotte og hendes fader tilbage.
Charlotte nåede at udgive to romaner mere: ”Shirley“ i 1849 og ”Villette“ i 1853. I 1854 giftede hun sig, mod faderens vilje, med præsten Arthur Bell Nicholls, men deres lykke skulle vise sig at blive kortvarig: I 1855 døde Charlotte Brontë, 38 år gammel og gravid. Hendes første roman, ”Professoren“, udkom posthumt i 1857.