Ibs lille fakkel blussede op ret forude et kort sekund. Så smed han den i vandet, som han havde fået besked på. Hun var der næsten … 30-40 meter mere …”
Jens Henrik Jensens forfatterskab har internationalt snit. Han fremstår som en globetrotter med stor rejseaktivitet. Samtidig har han bevaret en solid forankring i det jyske. Han er født i 1964 i en lille by uden for Horsens, voksede op som en sportsgal knægt, blev student fra Horsens Statsskole, var praktikant på Jydske Vestkysten, mens han uddannede sig til journalist i Aarhus, hvorefter han fortsatte som sportsjournalist på Jydske Vestkysten. Journalistjobbet kvittede han i 2015 for at blive forfatter på fuld tid. I flere ombæringer har han begivet sig ud på større rejser, i 1988 en jordomrejse og i 1994 en rejse i Sydamerika.
På sin hjemmeside fremgår det, at han altid har lyttet meget til musik og både er til popmusik og klassisk. Han anfører U2s “The Joshua Tree” som verdens bedste album og nævner Madonna, Annie Lennox og Bruce Springsteen som nogle af sine favoritter. Af film fremhæver han “En verden uden for” og “The Usual Suspects” som et par af favoritterne. Han har dyrket et hav af forskellige sportsgrene og holder af at færdes i naturen med en fiskestang – helst med en tørflue for enden af linen. Blandt favoritforfatterne er John Le Carré, Len Deighton og Frederick Forsyth, men også John Steinbeck og Ernest Hemingway. Hvad der nok vil komme bag på mange, så har han aldrig læst meget. Det antyder, at han har lært en del som journalist og har en medfødt flair for fortællinger, for hans trilogi om CIA-agenten Kazinski og de tre romaner om politikvinden Nina Portland er blevet modtaget som noget af det bedste, thrillergenren har at byde på her til lands. Og med serien om krigsveteranen Niels Oxen røg den jyske forfatter ikke kun til tops på bestsellerlisterne herhjemme, men også i især Tyskland.
Jens Henrik Jensen startede sin skønlitterære karriere med krimien “Wienerringen” fra 1997, der i dag står som en parentes i forfatterskabet og heller ikke af forfatteren selv betragtes som særlig vellykket.