Maja Lucas’ roman fra 2010 har titlen ”Katrines hånd”. Ligesom tidligere i forfatterskabet er der også her tale om en særlig fortættet form for prosa, der gennem bogens tre dele – på i alt 99 sider – fortæller historien om den 59-årige kvinde Katrines sygdom og død, med en synsvinkel placeret hos den voksne steddatter Sarah. Det humoristiske og tragikomiske sniger sig også ind i denne bog, selv om det især er en alvorlig fortælling om knugende sorg og de refleksioner, som opstår ved konfrontation med alvorlig sygdom. Om relationerne i en moderne sammenbragt familie og om et menneskes forvandling til patient ved sit livs afslutning. Men også en skildring af nutidsmenneskets civiliserede forhold til døden, hvor kontrol og fornuft fylder langt mere end irrationelle eller følelsesbetonede reaktioner.
Handlingen er fragmenteret og består af Sarahs skildringer og tanker, hvilket giver bogen en intimitet og troværdighed men ligeledes et præg af dokumentarisk fortælling. Afstand og nærhed i de to kvinders forhold er et af bogens temaer. Det er først her ved afslutningen på Katrines liv, at hun for alvor træder frem som den kvinde, hun er, for Sarah: ”Det er, som om hun først nu viser sig for mig, først nu træder frem fra de mærkater, hun altid har båret i min bevidsthed, fra stedmoder, min fars kone til Katrine.” (s. 18).
28079729
”Katrines hånd” er ikke blot titlen på romanen men også et samlende symbol i bogen. Katrine er nu én, der skal holdes i hånden, passes og støttes. Således hedder det i begyndelsen af Lucas' bog: ”Katrines hånd ryster inde i min, hun siger Hold om mig. Det er et epileptisk anfald, om det er kemoen eller svulsten, der gør det, kan lægerne ikke sige. Det er hendes fødselsdag, hun bliver 59, der har været mange gæster (...) hun havde sin paryk på. Selvom krøllerne lignede hendes egne, virkede formen forkert.” (s. 9). Et særligt kendetegn ved romanen er kombinationen af forskellige tider i samme passage, hvilket romanens begyndelse også er et godt eksempel på. Fortællerstemmen præsenterer på samme tid en skildring af historien, mens den sker, og et tilbageblik: ”Maja Lucas fremskriver altså små koncentrater af minder om den døde og iagttagelser af en døende i én og samme lille bevægelse, øjeblikket får betydning i øjeblikket og som minde senere hen.” (Kamilla Löfström: En helt igennem civiliseret død. Information, 2010-02-03).
Ifølge forfatteren er ”Katrines hånd” udsprunget af hendes egne smertefulde erfaringer med at miste sin stedmoder.