Størstedelen af Pascal Merciers debutroman “Perlmanns Schweigen” fra 1995 (“Perlmanns fortielser”, 2008) foregår under et tre ugers ophold på et luksushotel på den italienske kyst i nærheden af Genova. Selvom det lyder af ferie, sus og dus, så er det langt fra, hvad der er på dagsordenen for romanens hovedperson Philipp Perlmann. Professor Perlmann er sprogforsker og arrangør af en international konference for lingvister, som netop skal foregå over de tre uger. Det kunne være en drøm af et job, men ikke for Perlmann, der har mistet modet på sit arbejde, og som udelukkende ser sine kolleger som nedrige konkurrenter, der bare er ude på at ydmyge ham. Philipp holder sig derfor mest muligt for sig selv, alt imens han kæmper med sit mindreværd, sin angst og sin manglende evne til at få ord ned på papir. I isolationen vokser langsomt en plan, der først implicerer, at han plagierer en tekst, og som dernæst udvikler sig til, at han må planlægge det perfekte mord.
Med en helt umiddelbar og simpel læsning af “Perlmanns fortielser” kan man sige, at den er en moralsk filosofisk beretning om, hvad der sker, når et menneske ikke tør stå ved sig selv. Men under denne tolkning er der et utal af temaer, man kan forfølge.
27471617
Perlmann drømmer for eksempel om at opnå et ægte nærvær. Denne søgen har været det væsentligste tema for hele hans liv, men nærværet er hele tiden undsluppet ham. Sydens lys, som han beskriver som “ferielyset, lyset som var livet i modsætning til arbejde. Nærværets lys.” (side 12) er i stedet blevet synonymt med “afskedens lys”. Og også sproget, som han mener, repræsenterer nærvær, hvis man boltrer sig i det – sådan som eksempelvis en forfatter gør det –, er i Perlmanns verden blevet ensbetydende med kontrol, lovmæssigheder og præstationer. I stedet for at nærme sig nærværet har han således holdt det langt fra sig via sine valg. Og på tilsvarende vis er det med andre mennesker. Dem holder han også ud i strakt arm og lader dem ikke komme sig for nær. Han har følt, at han for at være et helt og afgrænset menneske måtte isolere sig og mure sig inde. Resultatet er, at han har vanskeligt ved at kende sin afgrænsning. Nogen gange har han snakket alt for åbent med en elev. Andre gange har han været alt for fysisk over for et fremmed menneske. Desuden kan vanskeligheden med afgrænsningen tolkes som en reaktion på, at Perlmann har brug for en intimitet, som han ikke er i stand til at skabe i sine nære relationer, og som han derfor febrilsk kommer til at påføre fremmede.
Og, når alt kommer til alt, så er det sig selv, han holder sig mest på afstand af. Han holder andre mennesker fra livet, fordi han ikke står ved sig selv. For eksempel siger han: “Tanken om at nogen kunne beskæftige sig med ham, var ham pinlig.” (46). Og om sin tjenstvillighed udtrykker han, at den er et udtryk for de følger, det kunne få, hvis han lod andre mærke, at han “selv havde ønsker der kunne komme i konflikt med deres, om det så bare handlede om at lade dem vente lidt.” (34) Man kan ligefrem sige, at han er angst for at komme sig selv for nær, og det er han, fordi han er angst for at blive konfronteret med sin egen middelmådighed. Denne angst viser sig eksempelvis igennem, at han hele livet har foragtet det middelmådige, hvilket kan fortolkes således, at han projicerer sin egen angst for at være middelmådig uover på andre mennesker.
I det hele taget lider Perlmann af angst og mindreværd, og de følelser gør ham fremmed for sig selv, andre og verden i det hele taget. Han bliver alene, fordi han hverken kan se sig selv eller andre som hele mennesker, men i stedet mest af alt som konkurrenter. Selv hans datter Kirsten føler han sig fremmed over for, og han ender derfor med at trøste sig selv med, at han i det mindste har sørget for hende økonomisk, og at hun således vil kunne klare sig.
