Anders De la Motte

Anders de la Motte er opvokset på en gård i Skåne langt ude på landet. Et miljø, der bliver stemningsfuldt beskrevet i hans seneste bøger, der udspiller sig i fiktive byer syd for Hallandsåsen. de la Motte har ikke rigtig nogen erindring om at ville noget specielt med sit liv. Faren var landmand. Anders hjalp til på gården uden virkelig at have noget talent for den vifte af fag, som udgør landmandskabet: veterinær, tømmer, traktorfører, svejser, planteavler etc.

Værnepligten og efterfølgende et par år som militærpoliti var en oplevelse, der satte skik på en teenager, der troede, han vidste alt. Han søgte ind til politiet, fordi et par kammerater gjorde, og arbejdede som politimand frem til 2001, hvorefter han blev sikkerhedschef for UPS.

Fra 2005 til 2012 arbejdede han som sikkerhedschef for computergiganten Dell i København med ansvar for sikkerheden i Europa, Mellemøsten og Afrika. En af hans opgaver var at flyve rundt til kontorerne i regionen og sørge for, at deres sikkerhedsprocedurer var i orden. Det resulterede i mange dage om året væk fra hjemmet i Malmø. Spildtimerne blev de første år zappet væk mellem CNN og Al Jazeera. Hans hustru foreslog, han i stedet begyndte at skrive. Havde han ikke nogen ideer? Jo, det havde han måske nok. Tanken var ikke helt fremmed. Moren var bibliotekar. Han slugte bøger som barn, og han var ikke bare god, han var ekstraordinær i svensk, dengang i gymnasiet.

Efter to afslag blev han antaget hos forlaget Alfabet med sit tredje manus, hvilket resulterede i thrilleren ”[geim]” i 2010 (på dansk i 2011). de la Motte modtog Den Svenske Krimiakademis debutantpris samme år og fulgte i årene efter op med de øvrige to bøger i trilogien, ”Buzz” (2011) og ”Bubble” (2012), der ikke er udkommet på dansk. Trods forfatterens fortid i det svenske politi valgte han i trilogien at skrive fra forbryderens perspektiv, nemlig hustleren HP, der en dag bliver hvirvlet ind i en verden, hvor virkelighed er spil, og spillet virkelighed.

Trilogien blev efterfulgt af politiromanerne ”MemoRandom” (på svensk i 2014) og ”UltiMatum” (på svensk i 2015) – og sidstnævnte sikrede ham Det Svenske Krimiakademis pris for årets svenske krimi i 2015. Samtlige bøger kan læses i mere end 30 lande, og rettighederne hertil er solgt til internationale film- og tv-selskaber. I dag arbejder Anders de la Motte som fuldtidsforfatter og har færdiggjort en ny krimiserie i fire bind, Skånekvartetten.

Anders de la Motte finder blandt andet inspiration til sine romaner i ting, andre mennesker har glemt: “Jeg har en lille samling med ting, jeg har fundet, små lapper, små notater og billetter med mystiske navne, så jeg begyndte at tænke, hvad nu hvis jeg finder noget hemmeligt. I begyndelsen var det, hvad hvis jeg finder en usb-nøgle, og så stikker jeg den ind i min computer, og så opdager jeg noget urovækkende. Så gik det over til, at det skulle være billeder, det er mere visuelt, mere dramatisk, et dokument skal man læse igennem, og så blev det en telefon, som jo har kamera, og det var her, den her dimension dukkede op, med at han begynder at kommunikere med dem i den anden ende … ” (Information, 2011-04-02).

Hovedpersonen i Anders de la Mottes debutroman “[geim]” fra 2010 (“[geim]”, 2011) er en dagdriver, småhustler og det, man uden at være for grov, kunne kalde social taber. Han hedder Henrik Petterson, men hans få venner kalder ham HP. Han tror selv, han er en megastjerne med et kæmpe stort talent – han mangler bare lige at finde ud af i hvad. Han har et problem med impulskontrol, og han er en hund efter hurtig anerkendelse. Den eneste person i verden, han føler et vist ansvar overfor er den supertjekkede livvagt, søsteren Rebbeca, hans absolutte modsætning. Hun er også det eneste familie, han har.

I begyndelsen af romanen er HP på vej i S-toget til en uvelkommen prøveansættelse formidlet af det velfærdssystem, han ellers er mester i at udnytte. Til sin store tilfredshed opdager han, at en af de andre rejsende har glemt en mobiltelefon på sædet overfor ham. Han napper den og får liv i displayet og en velkomst til Spillet: “En verden, hvor virkeligheden er spil, og Spillet er virkelighed.”

28682301

Inden længe er han fuldstændigt opslugt. Spillet giver ham opgaver, point, penge og vigtigst et net community, som jubler begejstret, hver gang han har udført en ny mission. Alt bliver filmet, men at de fleste af opgaverne ligger på den forkerte side af loven, betyder mindre for HP. Der har han alligevel befundet sig det meste af sit liv, og han oplever det nok mest af alt som udtryk for en civil ulydighed mod et samfund, som bliver ved med at overse hans talent. Han kan selvfølgelig godt regne ud, at der måske gemmer sig en dybere mening med spillet, men det bekymrer han sig ikke om, før det en dag vender sig mod ham, og det går op for ham at det er ham eller det.

HP allierer sig med sin gamle klassekammeret og ven, Magnus aka Mangy, the Mangster og Mangelito, en computernørd, ”Godfather of the geeks” og topshopper i det religiøse supermarked, hvor han netop har hentet sig en identitet som rettroende blandt de rettroende, hvorfor han også foretrækker, at HP kalder ham Farook Al Hassan.

Med Mangys hjælp begynder han at ane konturerne af et stort og uhyggeligt og yderst kriminelt skyggefortagende.