Hanne Reintoft

Hanne Reintoft, døbt Hanne Beha Erichsen (1934), voksede op på Østerbro i København som datter af en dyrlæge. Hendes bror er forfatteren og sømanden Troels Kløvedal. Hun blev student fra Sortedam Gymnasium i 1952, og blev i første omgang bogholder i 1955, før hun uddannede sig til socialrådgiver i 1957. Hanne Reintofts karriere har været præget af et stærkt socialt engagement, hvor hun har været talerør for de mest belastede borgere i samfundet, og hun har fulgt udviklingen i dansk sociallovgivning med en kritisk stemme. Det har indbragt hende en lang række anerkendelser og udmærkelser, blandt andet LOs Kulturpris og Cavlingprisen i 1983 og Dansk Kvindesamfunds Mathilde-pris i 2001. Før hun indledte sit skønlitterære forfatterskab i 2000, havde hun en lang og varieret karriere bag sig som socialrådgiver og som forfatter til en række samfundskritiske bøger om socialpolitik og familie- og kvindespørgsmål. Hun har været folketingsmedlem for både SF, Venstresocialisterne og Kommunistpartiet, medlem af Etisk Råd, og endelig har hun været brevkasseredaktør først på DR's “Hvad er min ret og hvad er min pligt” og siden i Ugebladet Søndag.

Hanne Reintoft har igennem sin karriere haft et stærkt kvindepolitisk engagement. Hun var ansat i Mødrehjælpen i 1958-61, og senere var hun med til at stifte Mødrehjælpen af 1983, hvor hun blev direktør. Springet til at skrive historiske romaner tog hun, ifølge hende selv, fordi vi lever i en historieløs tid, og det er væsentligt at kende sin nationale identitet. Hun har interesseret sig for historie hele sit liv, men hun har i interviews fortalt, at hun alligevel har researchet grundigt til hver roman. Hun har også fortalt, at den samtidige socialrealisme, som ellers ville være en meget nærliggende genre for hende at skrive i, “hænger folk ud af halsen”, men ved at gå tilbage i historien vil der skabes en større læserinteresse i de sociale spørgsmål.

Slægtsromanen “Strejf af nådens vinge” (2000) foregår i Vestjylland i middelalderens Danmark fra 1199-1241. Hovedpersonen er den fromme Karen Aggesdatter, som vi følger, fra hun er 8 år, til hun dør som 50-årig. Til sine forældres store frustration vil hun ikke giftes. Karen ønsker i stedet at vie sit liv til Gud som nonne på et kloster. Men efter et kort mislykket ophold på et lollandsk kloster, hvor hun bliver fortvivlet over de andre unge pigers temmelig ufromme levevis, bliver hun gift med den unge gårdmandssøn Magnus. Han er arving til den velhavende Laustgård og lige som hende har han, efter pres fra sine forældre, opgivet et dybt ønske om at komme i kloster. Magnus har store problemer med at acceptere, at ægteskabet indbefatter sex. Endnu værre for ham er det, at Karen nyder det. Han falder derfor ned på knæ for at bede Gud om tilgivelse, hver gang hun nærmest har forgrebet sig på ham.

Karen går med krum hals i gang med at lære sig de færdigheder, der kræves af en gårdmandskone, mens hun hjælper rige som fattige i det lille samfund blandt andet med sin viden om lægeurter. Det gør hun ud fra en kristen overbevisning om at udvise næstekærlighed. Og der er brug for hendes hjælp, fordi alle er underlagt en hård tid præget af hungersnød, hårde vintre, barske fødsler og død, og hvor mænd drager i krig og på pilgrimsfærd, mens kvinderne kæmper hjemme for at styre gårde og husholdninger.

Samtidig er herremændenes trusler om galge, hjul og stejle og den katolske kirkens formaninger om helvede og skærsild evigt nærværende. Karens egen dybe tro vakler, da det går op for hende, at munkene lever et liv i materiel overflod, mens almindelige mennesker dør af fattigdom og sult. Hendes tvivl fører dog ikke til, at hun opgiver sin tro, men at hun opnår et mere afbalanceret forhold til det åndelige såvel som det kødelige liv.

I værket har kristendommen en tvetydig rolle: Den udøver både et ødelæggende pres på mennesker – især på kvinder – og samtidig giver den håb og styrke. Den samme tvetydighed præger kvindernes rolle i fortællingen. De er underlagt mænd og må disciplineret leve op til kirkens regler, men samtidig er de stærke, selvstændige og helt uundværlige i det daglige slid i hjemmene.