“Othello” fra 1603-4 (“Othello”, 1819) er et af Shakespeares strammest konstruerede dramaer, godt hjulpet på vej af handlingens primus motor, den iskoldt beregnende ærkeskurk, Iago, der ikke lader sin ondskab gå mange omveje. I stykkets begyndelse føler Iago sig forbigået, da Othello udnævner Cassio til løjtnant. Da hans første hævnakt mislykkes, fortsætter Iago med at smede destruktive rænker, og selv efter hans karrieremæssige ambition opfyldes, stopper Iago ikke, men er nu tilsyneladende drevet af en blind trang til at gøre ondt – blændet af den magt, hans rænkespil giver ham over andre menneskers liv og død.
Othello er nordafrikaner, eller for at bruge datidens betegnelse “mor” eller “moor”, er flygtet fra fangenskab og har gjort karriere i det venetianske militær. Iagos første hævnakt er at afsløre Othellos forhold til en ung aristokratisk kvinde, Desdemona. Iago overtaler den forelskede Roderigo til at vække Desdemonas far, senatoren Brabantia, og ved hjælp af en lang række racistiske hentydninger ophidses Brabantia og sender Othello for retten midt om natten. Her er Othello imidlertid netop udnævnt til at forsvare den venetianske provins Cypern mod den tyrkiske hær, og da Desdemona samtidig fortæller, at hun elsker Othello, og at de to allerede er gift, ender Brabantio med modvilligt at acceptere ægteskabet.
Cassio og Iago sendes begge til Cypern inden Othello og Desdemona. Iagos anden rænke er at ophidse Cassio til et unødvendigt slagsmål, der kulminerer netop som Othello ankommer til Cypern. Cassio fyres, og Iago indsættes som løjtnant.
Iagos næste skridt er ved hjælp af delikate hentydninger at få Othello til at mistænke Desdemona for at være ham utro. Det afgørende skridt tages, da Iago får fat på et tørklæde, som Othello har foræret sin hustru og overbeviser ham om, at hun har foræret det til Cassio. Da Othello spørger Desdemona om tørklædet, og hun uskyldigt svarer, at hun ikke kan finde det, tager Othello det som bevis på Iagos påstand. Til sidst dræber Othello sin kone. Iagos kone afslører Iago, Iago dræber sin kone, Iago fængsles, og Othello dræber sig selv.
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved ”Othello” er Shakespeares overraskende nuancerede forhold til racespørgsmålet, overraskende fordi det bestemt ikke ligger til Shakespeares tid at have antiracistiske synspunkter.
Othellos fremmedhed og mørke hud er en faktor i stykket, først og fremmest hos Iago, der blandt andet udnytter det til at tegne et billede hos Othello af sin egen kone som løs på tråden, fordi en kvinde, der kan forelske sig i en eksotisk fremmed, muligvis vil komme på bedre tanker og/eller fortsætte med at have spontane forelskelser i andre mænd. Hvis publikum i begyndelsen af stykket skulle finde på at le af Iago og Roderigos racistiske kommentarer, vil det mod slutningen efterlade samme publikum med en grim smag i munden, når det står klart, at det er den hvide racist, der er skurken, og den sorte soldat, der er den tragiske helt. Othellos egen opfattelse af sin fremmedhed er kendetegnet ved en vis påpasselighed overfor det omgivende samfunds kulturelle koder. Hans personlighed opfylder ingen af de fordomme, som Iago opstiller. Da Othello drives til at dræbe sin egen hustru, er handlingen ikke beskrevet som en barbarisk handling, det bliver gjort næsten forsigtigt og som konklusion på en dyb personlig ulykke. På samme måde dræber Othello også sig selv med værdighed og kysser Desdemona, inden han udånder: “Jeg kyssed dig, da jeg dig dræbte før, / nu dræber jeg mig; i et kys jeg dør”. (5.2.358-59).