Jan Sonnergaard

Jan Sonnergaard er født 1963 i København, men voksede op i Virum i en familie, han selv har beskrevet som “sådan noget øvre middelklasse med et fint parcelhus”. I 1982 flyttede Jan Sonnergaard til København. Han var blevet færdig som student og havde arvet nogle penge, som var nok til at købe en ejerlejlighed i centrum. Han begyndte at læse på Københavns Universitet, og nogle år efter kom han ud i den anden ende som cand.mag. i litteraturvidenskab og filosofi. Opholdet på universitetet gav ham dog primært “en stor lede ved institutioner og en dyb overbevisning om, at jeg aldrig nogensinde skulle have et job,” som han udtrykte det i et interview i 2009 (“Jeg var forfatter før jeg begyndte at skrive”. videointerview i Information, 2009-11-03). Selv mener han at have fået mest ud af sit et-årige studieophold på Freie Universität i Berlin 1991-92, et ophold, der danner baggrund for den senere novelle “Spøgelset på Ottmachauer Steig” fra novellesamlingen “Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen” (2003).

Jan Sonnergaard debuterede med novellen “Imitation af Lacoste” i Borgens antologi “Begyndelser 1990” og bidrog senere med noveller til tidsskriftet Ildfisken. Hans første selvstændige udgivelse er novellesamlingen “Radiator” (1997) som, helt uhørt for en novellesamling, både blev kritikerrost og blev en salgssucces. “Radiator” placerede hurtigt Sonnergaard på det hjemlige, litterære landkort og gav ham samtidig en medieplatform, hvorfra han begyndte at ytre sig i samfundsdebatten.

Siden har han ofte skrevet artikler og kronikker til danske dagblade som Weekendavisen og Information og blandet sig i debatten om det kyniske forbrugersamfund, der forviser en stor del af sine borgere til social udstødelse. På baggrund af sine egne erfaringer som studerende, mener han også en hel del om universitetet og det hierarki, der eksisterer der. Mest blander han sig dog i debatten om litteratur, hvor han ofte har lagt sig ud med det litterære parnas herhjemme. For eksempel har han ikke meget til overs for Forfatterskolen: “Hvorfor skulle jeg opholde mig to år sammen med andre, der også vil skrive bøger. Det er da virkelig naivt. Jeg kunne formentlig blive bedre af at være brandmand i et halvt år, derefter telefonmand på et bordel i et halvt år og pudse motorcykler for HA i et tredje halvår og derefter tage resten af tiden til Island. Nu har jeg selv skrevet tre bøger og et teaterstykke, og det er da en evig kamp.” (Carsten Andersen: “Han er stadig bange for Jan Sonnergaard” Interview i Politiken, 2006-07-23).

Jan Sonnergaards debut, “Radiator” (1997), består af 10 noveller, der genremæssigt spænder vidt. Fælles for dem er dog, at de indeholder et persongalleri, som på den ene eller anden vis er marginaliseret af samfundet. Unge arbejdsløse på bistandshjælp, kriminelle, alkoholikere og i det hele taget mennesker på randen af fallit.

Mindst to af novellerne foregår i Nordvest-kvarteret i København, “Immatrikuleret 1.9.1982, spøgelse” og “NETTO og fakta”, der begge omhandler arbejdsløshedens ørkesløshed. Jeg-fortælleren i førstnævnte novelle afslutter sine 15-års studier med et luset 6-tal for sit speciale, og det bliver startskuddet på en tur ned ad en tåget memory lane, der først fører ham ud på KUA og senere ud i en smertende erindring om den eneste gode ven, han har haft, Henriette – en af de studiekammerater, der bukkede under undervejs.

22195034

Fælles for alle novellerne i samlingen gælder, at hovedpersonen er en mand, der på et eller andet tidspunkt undervejs har knækket halsen, taget en detour eller ganske enkelt er halvvejs druknet i alkohol, og som i en blanding af aggressiv paranoia og storhedsvanvid er blevet afsondret fra samfundet. Fortællingerne præges af realistiske miljøskildringer med mange genkendelige detaljer og benævnelse af hverdagsting, men samtidig brydes realismen ofte. Enten på grund af en nærmest gotisk drejning, som i novellen “Lotte”, hvor man oplever historien gennem en garvet bartenders syn på stamkunderne og deres intriger, men hvor den underskønne titelperson Lotte pludselig viser sig for længst at være død. Eller på grund af utroværdige fortællere som i novellen “Polterabend”, hvor en stadigt mere mistænkelig observatør er den, der fortæller historien.

Sonnergaard siger om titlen, at den “har konnotationer til den tyske elektropopkvartet, Kraftwerk; en gruppe, der altid orienterer sig mod ting og fænomener fra sin samtid. (…) Jeg har forsøgt det samme i min bog. At skrive om et polterabend. Om et butikstyveri. Om one nights stands.” (Information, 1997-12-10).

Samtidig refererer titlen til en verserende litteraturdebat i halvfemsernes Danmark, da titlen kan ses som en reaktion på en bemærkning fra digter og daværende forfatterskolerektor Niels Frank om, at man ikke kan skrive et digt, hvori ordet radiator indgår.