“De var frie til frihed, men på sin vis dømt til dette eftersom det jo også betød at de var frie til måske at forkludre deres chance og blive ufrie, og i mangel af et større mål uden for dem selv var deres eget velbefindende og deres egen sociale status det eneste pejlemærke for hvor gode de var til at leve i ikke bare en fri verden, men i den frie verden”.
Nikolaj Zeuthens anden skønlitterære udgivelse er romanen “Verdensmestre” fra 2010. Den handler om et ungt par, Rune og Anna. De er veluddannede og på alle måder privilegerede og bor på Frederiksberg – nærmere bestemt Solvej –, hvor de stifter familie, og livet går sin gang, som bliver mere og mere slingrende i takt med, at de nærmest panisk forsøger at gøre alt det rigtige, som det foreskrives dem af skole, stat, selvhjælpsbøger, generel samfundsånd og deres egen gode veluddannethed. De sætter sig i voldsom gæld for at skabe det hjem, de mener, deres børn bør have, de prøver at forholde sig til samfundet samtidig med, at netop børneopdragelsen bliver katalysator for al deres usikkerhed og angst for at dumpe livets store eksamen.
Efter en lang eskalering af fortrædeligheder kulminerer historien, da Rune og Anna, fuldstændig uovervejet og uigennemtænkt, flytter langt udenfor byen til et dejligt hus i et fuldstændig dødt område. Her er de ved at kede sig ihjel, og godt et år senere samler de såmænd det hele sammen og flytter tilbage.
28403712
Romanen er delt op i en prolog, 5 kapitler samt en epilog. Allerede i prologen findes et af bogens centrale greb, nemlig koblingen mellem en generel samfundsstemning og det nære liv i den lille familie. Bogen igennem forsøger forfatteren at trække tråde fra det politiske klima og samfundets udvikling til det enkelte, levede liv, og i prologen tages der hul på dette tema med en beskrivelse af, hvordan de mange muligheder og den store grad af frihed bliver snærende. I citatet (i boks) fornemmer man forfatterens kritik af det unge par i pointeringen af, at de simpelthen ikke har noget større at beskæftige sig med end deres egen navle. Hvis man kun har dén at navigere efter, bliver ens virkelighedsfornemmelse ikke just velproportioneret. Rune og Anna skildres både som sympatiske, dannede mennesker og som fuldstændig ubehjælpsomme fjolser, der hele tiden negerer deres egne forestillinger om for eksempel fornuftig børneopdragelse i kraft af deres neurotiske praksis.
En anden karakteristisk ting ved bogen er, at den er skrevet i 3. person flertal – altså den ubestemte flertalsform ‘de’. I øvrigt som den første roman på dansk ifølge forlaget, og jævnfør Zeuthens note bagest i bogen med direkte inspiration fra George Perecs roman fra 1965 “Ting – en historie fra 60'erne”. Resultatet bliver, at man som læser får et ganske specielt forhold til ‘det unge par’, som de kaldes – de opfattes som en enhed af en slags, man kun kan lære at kende som sådan, snarere end som to selvstændige individer med en relation til hinanden.
Blandt andet i en video på Youtube.com giver Zeuthen udtryk for, hvor meget selvbiografisk stof, der er inddraget i bogen. Og det er ikke så lidt. Han og hans kone har to små børn og bor på Solvej, hvor de har fået lagt to lejligheder sammen til én, hvilket har strammet økonomien, så han har måttet tage job ved Aarhus Universitet.