Malene Ravn

Malene Ravn er født i Virum og voksede op i en familie, hvor begge forældre læste meget. Hun fortæller selv om den betydning, det havde for hendes lyst til litteratur: ”Bøgerne og læsningen gav mig en følelse af forbundethed med dem. Det var en verden, de åbnede for mig, og som vi tog del i sammen. Det var bare at træde indenfor, så voksede jeg i agtelse og fylde.” (Maria Høher-Larsen: Interview til Forfatterweb. December 2018).

Malene Ravn blev uddannet cand.mag. i dansk, sprogpsykologi og retorik i 1999. Hun arbejdede med tv i ti år, senest hos TV2 som kanalredaktør og projektleder. Fra 2011 til 2013 skrev hun spalten ORD i Politiken Bøger, hvor hun interviewede forfattere om deres forhold til ord.

I 2011 arrangerede Malene Ravn digtbegivenheden Guerilladigte, hvor hun sammen med etablerede og debuterende digtere forvandlede den trykte udgave af Den Blå Avis til én stor digtsamling. Om det projekt siger Malene Ravn: ”Formålet med Guerilladigte i Den Blå Avis var - for mig - at skabe opmærksomhed om digte og at vise folk, der ikke plejer at læse digte, at lyrik ikke behøver være svært og for de få indviede. At digte kan slå sprækker i hverdagen og være en del af hverdagslivet” (Malene Ravn: Guerilladigte i Den Blå Avis).

I 2014 udgav hun sin debutroman ”Det eneste rigtige” på Gyldendal, og i 2016 fulgte romanen ”Mia”. Romanen ”I dine øjne” (2018) er inspireret af hendes veninde Jette Lehmanns slægtshistorie. Fortællingen om børnehjemsbarnet Erik, der er søn af en dansk mor og en kinesisk far, tager sit afsæt i historien om, hvordan en gruppe kinesere kom til Danmark i 1902 for at optræde i forbindelse med den kinesiske udstilling i Tivoli. Men bogen var lige ved ikke at blive til, fortæller Malene Ravn i et interview, for i sin researchproces opdagede hun, at forfatterkollegaen Jesper Wung-Sung sad og skrev på en lignende roman om sin oldefar. Men på trods af at bøgerne umiddelbart ligner hinanden i forhold til det historiske stof, som de tager udgangspunkt i, viste romanerne sig også at være meget forskellige: ”Ja, det var spændende med den udstillede kineser i Tivoli, og i begyndelsen troede jeg da også, at det var ham, jeg skulle koncentrere mig mest om, men i processen fandt jeg ud af, at Erik skulle være mit fokuspunkt. Det var ham, der var interessant for mig. Ham og kvinderne i hans liv.” (Kasper Schütt-Jensen: Tingene gentager sig. Vi bliver ved med at gøre de samme dumme ting mod hinanden. Jyllands-Posten, 2018-11-19).

Kunstmaleren Carl Fischer, der er oldefar til Malene Ravns mand, er inspiration og forlæg for romanen ”Hvor lyset er”, der udkom i 2020.

Malene Ravn arbejder i dag som forfatter på fuld tid, er gift for anden gang og bor på Frederiksberg.

I Malene Ravns roman ”Det eneste rigtige” fra 2014 kæmper Nina og Niels i deres parforhold. Niels har problemer med at holde sig fra kvinderne, Nina har problemer med sin jalousi, og disharmonien ulmer som en glohed bund i deres parforhold. Da Nina får besked fra lægen om, at hun ikke er i stand til at få børn, og Niels samme weekend går i seng med den purunge Marie, er det begyndelsen til en ægteskabelig skyttegravskrig, hvor den unge pige tages som et slags gidsel.

Nina inviterer Marie til at bo hos dem, først for at straffe Niels, men siden fordi hun selv kommer til at holde af Marie. Da Marie afslører, at hun er gravid, kompliceres tingene yderligere. Mens Niels insisterer på, at den unge pige skal ud af deres liv, gør Nina alt for at holde på hende. Langsomt går det op for Nina, at den unge pige udfylder et tomrum. Måske fordi hun minder Nina om sin egen adoptionsbaggrund? Måske fordi hun kan tage sig af Marie, som var hun et barn? Eller måske fordi Marie kan bære det barn, som Nina aldrig selv kommer til at bære?

51346416

Historien fortælles overvejende fra Ninas perspektiv i jeg-form, men i enkelte kursiverede kapitler berettes fra Niels’ synsvinkel. Marie forbliver som menneske et mysterium, og hverken Nina, Niels eller læseren indvies i hendes følelser og tanker. Hun er som en rekvisit i både dramaet og i Nina og Niels’ liv, og det understreges nærmest i Ninas gengivelse af hende som fuldstændig uden initiativ: ”Hun ejer ikke noget, og hun laver ikke noget. Men hun er altid meget velvillig. Når jeg kommer hjem fra arbejde, spørger jeg hende for eksempel, om hun har lyst til at gå en tur, eller om vi skal drikke en kop te. Det vil hun gerne.” (s. 80).

Sætningerne er korte, og alt overflødigt er skåret fra. Det sparsomme sprog fortæller, at Nina laver ratatouille, men er tavst om hendes sindstilstand. Handlingen foregår med få undtagelser inden for hjemmets fire vægge, hvilket skaber en fortættet og nærmest klaustrofobisk stemning, som afspejler det mentale fængsel af begær, jalousi og had, som især Nina befinder sig i. Og i takt med, at hun lukker sig ude af samfundet, forlader hun langsomt enhver moral for at tilfredsstille sit eget begær.