Portræt af Tina Sakura
Foto: Simon Klein Knudsen

Tina Sakura

cand.theol. Charlotte Hitzner, 2015 og juni 2021. Blå bog og bibliografi opdateret 2024.
Top image group
Portræt af Tina Sakura
Foto: Simon Klein Knudsen

Tina Sakura beskæftiger sig med svage, sårede og sørgelige eksistenser, der af den ene eller anden grund pludselig får anledning til at ændre deres livsvilkår radikalt. Dette sker gerne i et fantastisk univers, hvor naturlovene er ophævet, og hvor tingene ikke er, som de plejer at være.

Således møder læseren både skilte siamesiske detektivtvillinger, en dreng af papir, en pige, der i ly af et bjørneskind genvinder kontrollen over sin egen krop og en professor, der laver gruopvækkende eksperimenter i en uhyggelig kælder i Varde.

137591057

 

Blå bog

Født: 28. juni 1975 i Varde i Vestjylland.

Uddannelse: Cand.mag. i litteraturvidenskab.

Debut: Jok. Gyldendal. 2004.

Litteraturpriser: Gyldendals Børnebogspris, 2015. "Hund" vandt Årets bog 2017 (PLC foreningen). Blixenprisen 2019 for årets børneudgivelse "Bezunk og egernet" sammen med Teddy Kristiansen. "Bezunk og egernet" er tildelt en White Raven udmærkelse i 2019. Kulturministeriets Forfatterpris i 2022 for "Bjørnen". 

Seneste udgivelse: Jord. Alinea, 2023. Novelle. Illustreret af Teddy Kristiansen. 

Inspiration: Louis Jensen, Hanne Kvist, Ulf Stark, Astrid Lindgren og mange flere. 

 

Videoklip
Tina Sakura læser op af Skyggefugl. 2014. (1:36) 

Artikel type
boern

Baggrund

”Cirkus holdt en fin begravelse, for min mor var jo en stjerne, den største linedanser nogensinde. Og så kørte de uden mig. Vogn efter vogn skramlede de væk fra kirkegården, mens min stjernemor skinnede i en kasse alt for dybt nede i den mørke jord.
Lige dér begyndte det med papiret. Jeg vidste det ikke. Følte mig bare pludselige så træt.”
”Papirdrengen”, s. 6.

Tina Sakura (tidligere Tina Sakura Bestle) er født i 1975 i Varde og vokset op på landet ved Ringkjøbing Fjord. På Gyldendals hjemmeside tegnes et noget kryptisk portræt af børnebogsforfatteren, om hvem en veninde skriver: ”Kirsebærblomst. Farsdrengsmor. Trampolinsus. Udbrudsdronning. Gavemild. Blåbærben. Himmelflugt. Børneadvokat. Fortællesyrén. Vardegardist. Karnevalsrival. Bordendemidtpunkt. Minttylskørt. Lugtesansfantast.”

Med en sådan præsentation er det eneste, der synes sikkert, at Tina Sakura er en kreativ og fortællelysten person med stor kærlighed til sproget.

Hun er cand.mag. i Litteraturvidenskab og har oversat en række bøger til dansk, bl.a. Stephenie Meyers populære Tusmørkebøger. Sakura er uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur i 2001.

I 2004 debuterede Tina Sakura – under efternavnet Schmidt – med to billedbøger, ”Jok” og ”Farsdreng”, - henholdsvis illustreret af Cato Thau-Jensen og Charlotte Pardi - , der udkom med bare seks måneders mellemrum.

Sideløbende med sin forfattervirksomhed holder Tina Sakura foredrag om sine bøger og laver skriveworkshops med børn.

Tina Sakura bor i Sydhavnen i København.

Jok

”Jeg spillede og spillede. Til sidst voksede der hår overalt. Ned fra tagene hang store rottehaler. Ja, springvandet fik fuldskæg, og på gaderne voksede der kæmpekrøller. Folk måtte børste gaderne og sætte spænder i, så busserne kunne komme frem”. ”Ai!” siger pigen. ”Jo, jo, de måtte endda lave et filterpoliti!” De havde store sakse, så de kunne klippe håret, når det blev filtret foran husene, så folk ikke kunne komme hverken ud eller ind.”
”Jok”, s. 23-24.

Tina Sakura debuterede i 2004 med billedbogen ”Jok”, der er farverigt illustreret af Cato Thau-Jensen.

Hovedpersonen Jok lever en stille tilværelse, der mestendels består af at drikke kaffe og høre om sine barndomsvenners bedrifter i radioen. De har alle sammen fundet lige præcis det, de er bedst til, hvad enten det så er at vinde medaljer i svømmekonkurrencer eller lave gourmetmad. En dag er radioen tom, og tomheden skubber til Jok, der begynder at tænke over, om der mon også er noget, han er god til?

Uden den store succes vover Jok sig ud i verden og prøver kræfter med alt fra at være damefrisør hos den skrappe Oui Oui til at være assistent for en storsvedende købmand. Hver gang sker det samme: Jok jokker i spinaten. Hos frisøren får han klippet lidt for meget af fru Brandmajor Svendsens hår, som kok får han krydret for rundhåndet med chilien, og som købmand bliver kunderne sure på ham, fordi han ikke kan regne.

25204875

Endelig efter mange prøvelser finder Jok ud af, at det, han er allerbedst til, er at være sig selv og fortælle historier. Han bruger af alle sine nye erfaringer, når han beretter de fantastiske historier for sit begejstrede publikum, og han opdager, at han ikke længere behøver at leve sit liv gennem andres oplevelser, men nu i stedet har masser af sine egne.

Historien om Jok er en klassisk fortælling om at rejse ud i verden for at finde sig selv og på vejen møde modstand, der i sidste ende gør en stærkere. Men det er også en historie om, hvor vigtigt det er at gøre sig sine egne erfaringer og ikke kun at opleve verden på sikker afstand. 

Tina Sakura skaber meget tydelige billeder af begreber eller sanseerfaringer, der ellers er svære at indfange. Lugte, lyde og smage bliver gjort levende for læseren, der på denne måde kommer til at opleve sammen med Jok.

Med ”Jok” indvarsles det fantastiske rum, som kommer til at fylde i Tina Sakuras øvrige forfatterskab. Her opretholdes dog stadig et skel mellem den verden, som vi alle befinder os i, nemlig realplanet og så den overnaturlige verden, det fantastiske plan i form af Jok som historiefortæller.