michael strunge
Michael Strunge
Foto: NF / Scanpix

1980’erne

Redaktionen
Top image group
michael strunge
Michael Strunge
Foto: NF / Scanpix

I juni 2018 ville Michael Strunge være fyldt 60 år, og i den anledning kommer der en ny film om ham: ”Michael Strunge - Væbnet med ord og vinger”. Filmen er instrueret af Torben Skjødt Jensen og har premiere i danske biografer den 11. januar og kommer til bibliotekerne senere på året.

Michael Strunge er en central del af dansk litteratur i 1980’erne og tæt forbundet med periodens øvrige digtere som Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup og Bo Green Jensen.

1980’erne er også en periode, hvor store danske forfattere, der fik deres folkelige gennembrud langt senere, debuterede, f.eks. Carsten Jensen, Peter Høeg og Jens Christian Grøndahl, og Dea Trier Mørch udgav nogle af sine vigtigste bøger her.

Som en introduktion til perioden kan du læse et litteraturhistorisk overblik under Perioder. Bliv klogere på samfundsmæssige strømninger, på fremtrædende lyrikere og på de samtidige forfatterskaber, der strakte i en helt anden retning. Der er også henvisninger til primærværker, kilder til perioden mm. 

Dette tema giver forskellige indgange til dansk litteratur i 1980’erne og mulighed for at dykke ned i periodens meget forskelligartede forfatterskaber.

Se også artiklen om 1980'erne på Faktalink.

Michael Strunge

”Væbnet med vinger” står der på Michael Strunges lille gravsten på Assistens Kirkegård i København. Han sprang i døden en martsdag i 1986 og efterlod sig 11 digtsamlinger og et navn, der på mange måder er blevet synonymt med den danske firserlyrik. Rytmiske og voldsomme er hans digte, åbent sansende i byen, tiden og natten. Det er neon og punk, det er inspireret af David Bowie, og det er helt sit eget værk. Der er også en oprørsk, samfundskritisk tone i værket, her digtet ”SEERNE”: ”En aften/ da TV pludselig blev afbrudt/ gik 3 millioner mennesker ud på gaden/ og stillede sig med hovedet lænet tilbage/ og så op i himlen./ Deres øjne tog bad i natten/ og pludselig så de alle/ en engel.”

Morti Vizki: Vokseværk, 1985

Morti Vizkis anden debutsamling kredser om erindringer og iagttagelser i et stadigt mere formbevidst og eksperimenterende udtryk.

Inden sin tidlige død i 1994 nåede Morti Vizki at udgive både romaner, noveller, digte og drama. Den formmæssige bredde spænder over en samlende fortælling om outsideren, der ser og beskriver verden fra en marginaliseret position. Året før sin død fortalte han i et interview: ”Jeg har alle mulige præmisser dynget på mig som privatperson. Bøsse, alkoholiker, sindssyg, forfatter. Det kan næsten ikke blive mere marginaliseret.”

Klaus Høeck: Hjem, 1985

Monstrøs, megaloman, ulæselig. Sådan kan man sige om Klaus Høecks 1734 digte lange bog ”Hjem”. Men man kan også sige, at det er en bog om alt, fra hjemmets mindste detalje, Lillebæltsbroens stålkonstruktion til universets største gåder. Bogen er skrevet i de tre bånd Natur, Ånd og Kultur, og skal læses forfra, bagfra og fra midten. Det er kompliceret, inkluderende og gudesmukt i sin voldsomhed.

Peter Høeg: Forestilling om det tyvende århundrede, 1988

Med et brag debuterede danseren Peter Høeg med en vidtløftig, fantasifuld og enestående roman, der fremskriver 100 års slægtshistorie blandet med civilisationskritik og meget levende personfremstillinger. Det er akademisk, fortænkt og fortalt med et vildt overskud. Fortælleren skriver i sit forord: ”Dette er De danske Drømmes Historie, det er et referat af hvad vi har frygtet og drømt og håbet og forventet i dette århundrede, og jeg har forsøgt at gøre det udtømmende og enkelt (…)”.

Henrik Nordbrandt: Håndens skælven i november, 1986

Nogle af Henrik Nordbrandts mest ikoniske digtsamlinger blev til i 1980’erne. ”Håndens skælven i november” fra 1986 består af 91 firelinjede digte, der omhandler kærlighed, poesi og evighed såvel som krig og sultaner. Ofte ender digtene i overraskende vendinger og paradokser. Der er inspiration fra den persiske digter Omar Khayyam, fra novembers uendelighed og fra den altid højt skattede kvinde.

16: ”Slå dig for Guds skyld ikke ned i en by!/ Til enhver by hører en gravplads./ Byg dig et træhus på en flad højslette/ og bed din Herre om et smukt lyn.”

Kirsten Thorup: Himmel og helvede, 1982

I 1982 udgav Kirsten Thorup den ambitiøse ”Himmel og helvede”, som er en selvstændig del af en romanserie bestående af ”Lille Jonna” (1977), ”Den lange sommer” (1979) og senere ”Den yderste grænse” (1987). Med Jonna som fortæller kommer man tæt på livet på Vesterbro, som det ser ud for Maria, Jonni og Frk. Andersen i årene omkring 1970, og man får et helt nært indblik i samfundsomvæltninger og kultur.

Dorrit Willumsen: Manden som påskud, 1980

Forholdet mellem mand og kvinde har været omdrejningspunkt i både Dorrit Willumsens romaner og erindringsbøger. Således også i ”Manden som påskud”, hvor kvinderne Lisa, Marianne og Monica i egenskab af kone, elskerinde og datter fortæller om deres forhold til den samme mand. Fælles for dem er måske, at de bruger ham som påskud for ikke at forfølge deres egne drømme.

Svend Åge Madsen: At fortælle menneskene, 1989

Med en næsten matematisk funderet fortælleglæde spreder ”At fortælle menneskene” sig over et 126 personers stort persongalleri, der fordrer, at et omfattende slægtstræ er indlejret bagest i bogen. Det er gakket galskab situeret i et genkendeligt Aarhus, hvorfra der fortælles ting frem og sker mystiske ting.

Artikel type
News Item