Portræt af Merete Pryds Helle
Merete Pryds Helle
Foto: Thomas A

1990'erne

Redaktionen, 2020
Top image group
Portræt af Merete Pryds Helle
Merete Pryds Helle
Foto: Thomas A

1990’ernes litteratur består af stramt komponeret minimalistisk realisme, der handler om hverdagens ting og de sociale relationer, som former mennesket på godt og ondt, men også af vildskab og bevægelse, når grænsen mellem genrer, virkelighed og fiktion og orden og kaos udforskes.

En række unge forfattere, som i dag er nogle af Danmarks største prosaister, debuterede i 1990’erne: Helle Helle, Naja Marie Aidt og Merete Pryds Helle. De gik alle på Forfatterskolen, der blev oprettet i 1987 af blandt andet Poul Borum.

Som en introduktion til perioden kan du læse et litteraturhistorisk overblik under Perioder. Her kan du blive klogere på samfundsmæssige strømninger og på de samtidige forfatterskaber. Der er også henvisninger til primærværker, kilder til perioden mm. 

Dette tema giver forskellige indgange til dansk litteratur i 1990’erne og mulighed for at dykke ned i periodens meget forskelligartede forfatterskaber.

 

Ib Michael: Vanillepigen, 1991

Ib Michaels forfatterskab fremhæves ofte som det danske svar på magisk realisme, og i hovedværket ”Vanillepigen” fra 1991, som sammen med de efterfølgende romaner ”Den tolvte rytter” og ”Brev til månen” danner en selvbiografisk trilogi, tilsætter forfatteren en god sjat fantasi til sit eget liv. I trilogien skildrer forfatteren sin opvækst i Roskilde, hvor han graver sig ned i baghaven til sin slægt hinsides og bliver venner med den spanske soldat Gómez.

 

Peter Høeg: Frøken Smillas fornemmelse for sne, 1992

Thrilleren ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” blev en regulær international kioskbasker, da den udkom i 1992. Den halvt danske, halvt grønlandske hovedperson sætter sig for at opklare en kompliceret og uigennemskuelig mordgåde, der på mange måder bliver et billede på hendes egen eksistentielle rodløshed. Som genre er bogen en sær hybrid, hvor krimistoffet undervejs flankeres af encyklopædisk information og til slut ender i ren science fiction.

 

Kirsten Hammann: Vera Winkelvir, 1993

Kirsten Hammanns første roman ”Vera Winkelvir” fra 1993 er bygget op omkring dagbogsoptegnelser, der i korte punktnedslag beskriver dagligdagsoplevelser i fortælleren Vera Winkelvirs liv. Hendes liv skildres ikke igennem et autentisk dagbogsjeg, men derimod igennem Vera Winkelvir som 3. personsfortæller, hvilket fremkalder et billede af en ung kvinde, der har svært ved at finde sin identitet i en moderne og foranderlig verden.

 

Merete Pryds Helle: Vandpest, 1993

Merete Pryds Helles debutroman ”Vandpest” fra 1993 er en vidt forgrenet roman og ligner som værk vandplanten Vandpest, der breder sig vidt omkring i søer og vandløb. Bogen består af erindringsglimt fra fem forskellige personer samt en fortælling om Beatrice og Malcolm, der flyver afsted i en luftballon og ser, hvordan landskabet konstant forandrer sig under dem. Samtidig flankeres brødteksten af små noter ude i margin fra gamle leksika og naturvidenskabelige værker.

 

Naja Marie Aidt: Trilogi, 1995

Naja Marie Aidt er i dag måske mest kendt for sin prosa, men udgav i 1990’erne de tre lyriske værker ”Så længe jeg er ung””Et vanskeligt møde” og ”Det tredje landskab”, der i 1995 udkom samlet med titlen ”Trilogi”. Ved at skildre hverdagens mindste ting – almindelige følelser, familiesituationer og dagligdagshændelser – indfanger digtene bevægelsen fra ungdommens ubekymrethed til voksenlivets angst og ansvar til en form for moden afklaring.

 

Katrine Marie Guldager: Styrt, 1995

I digtsamlingen ”Styrt” fra 1995 undersøger Katrine Marie Guldager forholdet mellem orden og kaos. Digtene kan tage afsæt i den konkrete dagligdag eller noget så småt og stilfærdigt som en vintergæk, hvorefter digtene i lange sætninger og ved hjælp af kolon bevæger sig buldrende frem mod afgrunden, som om jeget balancerer på kanten af kaos.

 

Helle Helle: Rester, 1996

I 1990’ernes litteratur kommer man ikke uden om Helle Helle, der med novellesamlingen ”Rester” i 1996 introducerer den minimalistiske og registrerende realisme, som hun siden er blevet så kendt for. I novellerne kredser hun om det usagte mellem mennesker, det der ligger mellem linjerne og som hænger i luften i mødet mellem mennesker.

 

Jan Sonnergaard: Radiator, 1997

Novellesamlingen ”Radiator” fra 1997 var Jan Sonnergaards debut, og den blev hurtigt udnævnt til at være et hovedværk i 1990’ernes litteratur. I en rå og realistisk stil skildres forskellige bymiljøer, og hovedpersonerne er ofte unge mænd, der er arbejdsløse, lavtlønnede eller kriminelle. Sonnergaard fortsatte sin socialrealistiske skildring af det danske samfund med efterfølgende to værker, der skildrede middel- og overklassen.

 

Christina Hesselholdt: Hovedstolen, 1998

I ”Hovedstolen” fra 1998 skildrer Christina Hesselholdt øjeblikke og sansninger fra sin barndom i 50 tekststykker. Gennem barnet sanses verden umiddelbart og uskyldigt – også de underliggende konflikter i hjemmet, der blot anes. Titlen på bogen er en kommentar til forfatter Per Højholt, der i en replik har udtalt, at man ikke skal tage af hovedstolen – altså ikke skrive om sit eget liv.

Artikel type
News Item