Genrer og tematikker

Adam O. beskæftiger sig i sit forfatterskab med mange forskellige tematikker blandt andre venskab, samfundets indretning, retfærdighed og modstand. Fælles for temaerne er, at de tager afsæt i barnet og barnets oplevelser og erfaringer. De fleste voksne skildres som svigefulde, selvoptagede og ureflekterede. Dette kommer for eksempel til udtryk, da Lærke, Peter, Bowie og Ramona ser den børnekære tv-vært Onkel Dunkels sande ansigt. Bag den polerede facade gemmer sig en morderisk og skydegal mand, der i virkeligheden hader børn. De voksne er sjældent til at regne med, og derfor må børnene stole på sig selv og på hinanden i stedet.

Genremæssigt er ”Den rustne verden”-serien en blanding af to forskellige genrer, nemlig dystopi og science-fiction. En dystopi er en fremtidsvision, der skildrer en ødelagt verden eller civilisation f.eks. lossepladsen Danmark, mens science-fiction er en langt bredere genrebetegnelse, der ofte beskriver en fremtidsvision, hvor videnskab og teknologi spiller en central rolle, f.eks. brugen af robotter til minedrift på Månen.

Om sit forhold til brugen af genrer i sit forfatterskab fortæller Adam O.: ”Jeg har altid, som så mange andre, været fascineret af de landskaber og stemninger, der bliver bygget op i postapokalyptiske tegneserier, bøger og film. Men som regel bliver jeg uendelig træt i hovedet, når den evigt tilbagevendende pointe om, hvor forfærdelig verden vil blive uden menneskenes civilisation, bliver banket på plads igen og igen. Man kan vel sige, at jeg lægger mig i hjulsporene af den type fortællinger, men drejer skarpt af og tager den ud over stepperne, før historien ender som ”The Road” og lignende dystopiske fortællinger. Selvom jeg har hentet inspiration fra genren.” (Erik Barkman: Er mennesket ondt? Nummer 9, 2011-06-16).