Genrer og tematikker

Zakiya Ajmi skriver til børn og unge. I et interview med Forfatterweb fortæller hun om sin forkærlighed for at skrive om ‘den første gang’: ”I barndommen og ungdomsårene opleves alting meget mere intenst, fordi det er første gang, man oplever det. Dét synes jeg er en god drivkraft at skrive på.” (Martine Stock: Interview til Forfatterweb, marts 2020).

Det ses for eksempel i ”Den sommer alt voksede vildt”, hvor hovedpersonen Malaika får sin første menstruation, og i den personlige beretning ”Glimt fra et pigeliv”, hvor forfatteren deler nogle af sine egne første oplevelser med blandt andet kærlighed og sex.

Magt og afmagt er også temaer, som Zakiya Ajmi fortæller, at hun bliver ved med at vende tilbage til i sine bøger. Både i forhold til det ‘skæve’ magtforhold mellem et barn og en voksen eller i et voldeligt forhold. I en større skala i forhold til racisme og social ulighed.

I Zakiya Ajmis roman ”Vulkan” kommer det skæve magtforhold blandt andet til udtryk i forholdet mellem Anna og hendes far, som hun er nødt til at se – om hun vil det eller ej – fordi faren har ret til samvær. Samtidig er Anna nødt til at være voksen i både sin relation til sin mor og far. Den skæve magtbalance kommer også til udtryk mellem moren og faren og mellem Anna og Oscar.

”Glimt fra et pigeliv” er forfatterens personlige beretning om sine barndoms- og ungdomsår, men ellers skriver Zakiya Ajmi fiktion. Alligevel er alle hendes bøger og historier inspireret af hendes eget liv på den måde, at hun tager udgangspunkt i en følelse eller situation, som hun selv har befundet sig i, for at gøre teksterne troværdige: ”Nogle gange er det kun mig selv, der kan lave koblingen fra historien i bogen og til mig selv. Andre gange opdager jeg først bagefter, hvordan mit eget følelsesliv er flettet sammen med min bog,” siger hun (Martine Stock: Interview til Forfatterweb, marts 2020).

Som forfatter til børne- og ungdomsbøger er det vigtigt for Zakiya Ajmi at skrive litteratur frem for pædagogik: ”Jeg vil gerne give mine læsere en kunstoplevelse og ikke et håb om, at de sidder tilbage med én bestemt følelse eller én bestemt ting, de nu er blevet klogere på – men jeg håber, at de er blevet rørt på en eller anden måde,” fortæller hun (Martine Stock: Interview til Forfatterweb, marts 2020).

Etnicitet og identitet er også et tema, som er gennemgående i Zakiya Ajmis forfatterskab. Selv er hendes far fra Afrika og hendes mor fra Danmark. Nogle af karaktererne i hendes bøger deler hendes baggrund. Det gælder for eksempel Malaika i ”Den sommer alt voksede vildt”. Zakiya Ajmi har også bidraget til bogen ”Brun” (2018), der samler forskellige fortællinger om at føle sig anderledes i Danmark.