Glimt fra et pigeliv

Citat
”Jeg øver mig stadig i også at græde til verden. Det er mindst lige så vigtigt som at smile til den.”
”Glimt fra et pigeliv”

I den personlige beretning ”Glimt fra et pigeliv” (2016) deler forfatteren Zakiya Ajmi glimt fra sit eget barndoms- og ungdomsliv. Hun fortæller om sine venskaber og om, hvordan de har udviklet sig gennem årene. Fra hun var barn og det virkede naturligt – ja, ligefrem nødvendigt – at definere tydeligt, hvem der var ens bedste veninde til at blive ældre og reflektere over, at venskaber udvikler sig, og at venskaber også glider fra hinanden for at nye kan opstå.

52235138

Zakiya Ajmi fortæller i bogen om, hvordan det var, da familien blev opløst og forældrene gik hvert til sit. Hun fortæller om sin barndomsgade på Nørrebro og alle de populærkulturelle fænomener, der har været med til at definere hendes barndom og ungdom i 1990’erne og 00’erne. Det var dengang, webkulturen tog sin spæde begyndelse og like-kulturen voksede frem.

Forfatteren åbner også op for et emne, der i vores ret udadvendte samfund og kultur er lidt underbelyst; nemlig hvordan det er at være et introvert ungt menneske. Zakiya Ajmi fortæller, at det indimellem var hårdt at være sammen med mange mennesker, hun ikke kendte, og at hun langtfra altid syntes, det var det fedeste at gå til fest. Derimod foretræk hun sommetider at være hjemme og se tv og spise slik og nyde sit eget selskab.

Et andet vigtigt budskab, som Zakiya Ajmi tager op i bogen, er depression. Herigennem belyser hun en sygdom, som mange slås med på et tidspunkt i deres liv, og understreger, at livet ikke altid er let og lykkeligt. Forfatteren fortæller også om sin tid på DRs talenthold, hvor hun ikke trivedes, men som lærte hende at mærke efter og at sige fra.

Endelig fortæller Zakiya Ajmi i ”Glimt fra et pigeliv” om den seksuelle debut, om at ville være ligesom andre og passe ind, men også om at komme til en personlig erkendelse af, at man skal gøre, hvad man selv har lyst til, og så lade andre tænke, hvad de vil.