Hybenhjerter

I Jane Susanne Andersens ”Hybenhjerter” (2019) møder vi Lea og Veronika. Lea er en ensom pige, der pjækker fra skole og hvis forældre er skilt og følelsesmæssigt fraværende. Veronika er hendes digitale alterego. På de sociale medier har Lea skabt den falske profil Veronika og flere af hendes følgere. Veronika har kræft, men hun forsøger at holde modet højt og fokusere på de smukke og rare ting i livet. Hun spreder positivitet blandt sine følgere, selvom hendes egen fremtid ser mørk ud. Gennem Veronika får Lea den bekræftelse og kærlighed, som hun savner, når hun bare er Lea.

46319192

I sit projekt med at gøre Veronika-profilen så troværdig som mulig opsøger Lea både hospitalet og et plejehjem, hvor hun håber på at finde én, der kan lægge krop til Veronikas mormor. Her møder hun den demente Minna, som tror, at Lea er hendes gamle veninde Elisabeth. Lea spiller med for at få gode billeder til Veronikas profil, men Minna begynder at betyde mere for hende end blot muligheden for gode billeder. Lea låner Minnas dagbog og lærer på den måde mere om hendes liv. Det går op for Lea, at Minna måske er hendes eneste ven, og hun kan spejle sig mere i Minna end man måske umiddelbart skulle tro.

I ”Hybenhjerter” er læseren helt inde i hovedet på Lea. Udover Veronikas opdateringer og Minnas dagbogsnotater, der spejler Leas oplevelse af ensomhed i en anden tid, fortælles alt i jeg-form fra Leas perspektiv. Lea er en kompleks karakter. Hun bedrager andre med Veronika-profilen, men samtidig er hendes bedrag et forsøg på at komme ud af ensomheden, og derfor fatter man som læser sympati for hende. Hun benytter sig af et middel, som i hendes optik er den eneste måde at få bekræftelse på; sociale medier. På den måde adskiller hun sig ikke synderligt fra, hvordan mange unge måske har det i dag. De sociale medier virker for Lea på samme tid som noget befriende og et fængsel, fordi hun bliver afhængig af de mange hjerte-emojis og søde kommentarer, der allesammen hviler på et skrøbeligt fundament af løgn.