Jane Susanne Andersen
Foto: Forlaget Turbine

Jane Susanne Andersen

cand.mag. Julie Lystbæk-Hansen, Bureauet, januar 2020.
Top image group
Jane Susanne Andersen
Foto: Forlaget Turbine

Jane Susanne Andersen fanger ensomhedens kvælende fornemmelse i sine bøger til store børn og unge. Ensomheden er i høj grad knyttet til ikke at kunne udtrykke sine følelser, og den kan både eksistere i et magisk univers med overnaturlige monstre og i en moderne, realistisk virkelighed, hvor de sociale medier både kan repræsentere en virkelighedsflugt og et fængsel. Jane Susanne Andersen er også billedkunstner og maler farvestærke billeder i sin skrift, som det blanke, røde hyben i ”Hybenhjerter”.

46319192

Blå bog

Født: 26. februar 1973 i Aarhus.

Uddannelse: Læreruddannet fra Den Frie Lærerskole i Ollerup, 2001.

Debut: Noans mærke. Turbine, 2014.

Litteraturpriser: Orlaprisen i kategorien ”Bogen man ikke kan lægge fra sig”, 2019.

Seneste udgivelse: Hybenhjerter. Turbine, 2019.

Inspiration: Lene Kaaberbøl, Josefine Ottesen, Mette Vedsø m.fl.

Artikel type
boern

Baggrund

”Da jeg kørte forbi skolen første gang, pumpede mit blod rundt i kroppen i et vanvittigt tempo. Frihed knuste de nervøse klumper, der ellers altid sidder midt i mit bryst og i min mave. Tænk, at jeg ikke behøvede at gå ind i klassen. Tænk, at min dag kun skulle fyldes med min egen tavshed. Nu kører jeg tit forbi skolen. Suset af frihed er blevet mindre.”

”Hybenhjerter”, s. 8.

Jane Susanne Andersen blev født i Aarhus i 1973. Hendes far var revisor og hendes mor lærer. Da hun var fire år, flyttede familien til Kvaglund, som er en forstad til Esbjerg. Hvor Jane Susanne Andersens egen familie var rar, tryg og fyldt med kreativitet, oplevede hun i skolen klassekammerater, der kom fra både utrygge og voldelige hjem: ”Jeg mødte børn, hvis forældre var alkoholikere. Jeg så børn, der var blevet slået, og som selv ville slå. Der var børn ingen talte med og flere, der blev mobbet. Jeg gik i klasse med to børn, hvis mødre begik selvmord og en pige, hvis far slog hendes mor ihjel.” (Julie Lystbæk-Hansen: Interview til Forfatterweb. December 2019).

Da Jane Susanne Andersen var tretten, flyttede familien til Ribe. Her var der langt færre problemer blandt børnene i skolen, og byen bød på flere muligheder for at udfolde sin kreativitet. Jane Susanne Andersen gik til teater og billedkunst, og den interesse har fulgt hende ind i voksenlivet, hvor hun selv har undervist i begge fag. I 2001 blev hun uddannet lærer på Den Frie Lærerskole i Ollerup, og hun har undervist på højskoler og en friskole.

Særligt billedkunsten fylder meget i Jane Susanne Andersens liv. Hun er billedkunstlærer, udøvende kunster og leder billedskolen i Ulstrup, hvor hun er bosat med sin mand og tre børn.

Sideløbende med kunsten har litteraturen også altid fulgt Jane Susanne Andersen. Som barn brugte hun i perioder flere timer om dagen på at læse, og hun skrev ideer til de bøger, hun ville skrive, ned på en gammel skrivemaskine. Det var dog først i 2012, da hun måtte forlade sit daværende atelier og oveni gik på barsel, at billedkunsten for en stund blev lagt lidt på hylden og litteraturen trådte i dens sted. Efter lidt tilløb hørte Jane Susanne Andersen en forfatter tale om RiS-metoden, som helt enkelt står for ”Røven i Sædet”. Det fik hende til at sætte sig ned og skrive hver dag. I 2014 mundede det ud i debuten ”Noans mærke”.

På grund af sit arbejde med billedkunsten finder Jane Susanne Andersen sjældent tid til lange stræk med skrivning, men hun henter stor inspiration hos de børn og unge, hun møder i sin dagligdag.

Noans mærke

”Med et kan jeg høre døren blive åbnet. Det er Jørdis. Jeg smiler. Det er svært, og jeg får ondt i maven. Jørdis ser på mig. Jeg er lige ved at give mig til at græde, men det er også forbudt. Jeg må ikke græde. Så sender de mig væk!
Jeg får endnu mere ondt. Jeg har så ondt i halsen, at jeg ikke kan synke. Jeg prøver at se på Jørdis, men jeg kan ikke bevæge mit hoved. Der er, som om jeg er helt stiv.”

”Noans mærke”, s. 16.

”Noans mærke” (2014) er Jane Susanne Andersens debut. Den foregår på en ø beboet af børn og få voksne, som passer på børnene. Der er ingen forældre. Her møder vi et unavngivet barn, som fortæller historien i nutid. Noan er et andet barn på øen, han er halt, han har et rødt mærke på sit lår og han lugter lidt specielt.

Noan og jeg-fortælleren er bedste venner, men jeg-fortælleren bliver vred på Noan over noget med en båd. Det er bare det problem, at det ikke er tilladt at være vred eller ked af det på øen. Det bestemmer Nidur, øens leder og faderfigur. Hvis et barn bliver vredt eller ked af det, må det sendes bort.

51123395

En af de andre voksne, Jørdis, kan ikke acceptere den regel, så hun må rejse ind til fastlandet. På fastlandet hersker Rudin. Han bruger børn som slaver og holder befolkningen i ave med et dødbringende uhyre, en såkaldt mantikora. Kun én kan besejre mantikoraen – et barn med et særligt mærke.

”Noans mærke” er mystisk og bærer præg af fantasygenren, da den foregår i en virkelighed, der på flere punkter ligner vores, men som alligevel er ubestemmelig og befolket af overnaturlige væsner som mantikoraen.

Fortællingen er holdt i en minimalistisk og letlæselig stil, men er samtidig rig på stemningsskabende billeder. Fortællestrukturen er opbygget således, at romanen langsomt løfter sløret for omstændighederne omkring øen og børnene, hvilket skaber spænding.

Tid og sted er uklart for både læseren og hovedpersonerne. Børnene står flagrende i verden uden at kende deres oprindelsessted og bestemmelsessted. De vil gerne have lov til at blive på øen, men omstændighederne gør, at de må rejse derfra. På den måde spejler ”Noans mærke” en almenmenneskelig drift efter at finde ud af, hvor man hører til og en følelse af at være i tvivl om, hvem man egentlig er. Samtidig understreger fortællingen vigtigheden af at kunne udtrykke sig frit, for hvis man ikke kan få lov at være vred eller ked af det, kan man heller ikke være rigtig glad – de to poler er uløseligt forbundet.