et øjeblik for sent ende med at blive værdsat på forskellig vis:/
en stum skuespiller, en fremtidig helgen beruset/
af martyriets idé;/
og vort landskab blev til det som det er i dag:/
delvis ude af syne, noget af det for nært, mellemgrunden/
et tilflugtssted af højtid og uopnåeligt, med alle slags pæne/
mennesker og planter der vågner og strækker sig, tiltrækker/
sig opmærksomheden med alle de kneb menneskeheden/
behersker. Og de kaldte det vort hjem.”
I ”A Wave” fra 1984 (”En bølge”, 1987. Oversat af Niels Frank) finder man de for John Ashbery så typiske lange linjer. Det er ikke altid let at afkode, hvordan logikken bag sammensætningen af linjerne virker, bevidstheden er strømmende: ”Og bevidstheden/ er stranden hvorfra klipperne springer op, blot et neutralt/ underlag for deres ydmygelse.” (s. 11).
Det er svært at læse Ashberys digte som havende et jeg, der taler fra et centralt perspektiv. Digtene opererer ofte med en vis grad af collage af løsrevne sætninger, ready mades, som kan komme alle mulige steder fra, som Ashbery fortæller: ”Digtene begynder ofte med nogle samtalestumper i citationstegn, og jeg bliver tit spurgt, hvem det er der taler. Forbavsende ofte kommer de replikker faktisk fra gamle sort-hvide film, som jeg genser i TV.” (Bo Green Jensen: Hokus pokus eller mindre er værre. Kritik, nr. 112, 1994).
Men fragmenterne bliver til mere end citater, når de bliver løsrevet fra deres oprindelige afsendere og bliver lagt i stemmen på digtets subjekt. Her er citaterne indarbejdet i digtets stemme.
Hos Ashbery er der et opgør med det følelsesfulde og personlige. Digtene skal ikke være alvorlige og sørgelige, og frem for alt skal de ikke være bekendende: ”Jeg hader bekendelsesdigte, hvor digteren krænger sit hjerte ud og taler om sine personlige problemer, som alligevel ligner alle andres problemer.” (Bo Green Jensen: Hokus pokus eller mindre er værre. Kritik, nr. 112, 1994). Det er f.eks. svært at hæfte et subjekt med en krop på dette digt fra starten af ”En bølge”, hvor der står: ”At gå igennem smerte uden at vide det,/ en bildør der smækker i natten./ At træde frem på et usynligt terræn.” Smerte er en fysisk ting, man kan gå igennem men ikke mærke, og landskabet er usynligt. Egentlig er linjerne enkle, men de indeholder hver især noget underligt, og når de sættes sammen, bliver de så meget desto underligere. Digtene forsøger at vise nogle sære kontinuerlige tankeprocesser frem, frem for at vise det færdige resultat.
Noget af det særlige ved Ashberys skrift er, at mange af digtene er emblematiske for hele forfatterskabet, og selvom der er udviklinger at spore, så minder alle hans samlinger om hinanden. Hvis ”En bølge” er emblematisk for noget i forfatterskabet, er det måske særligt den strømmende, bølgende bevidsthed.