Selvom det ikke giver mening at læse Ashberys forfatterskab med direkte afsæt i biografiske detaljer, så peger den amerikanske digter Eileen Myles i sin nekrologtekst på, at: ”Ashbery gik til selve universet. Hvilket slår mig som den allermest politiske tanke. Han var simpelthen bøsse i det.” (Eileen Myles: Eileen Myles on John Ashbery. Out Magazine, 2017-09-09. Egen oversættelse). Både det politiske niveau i teksterne og det, at han var homoseksuel har ellers fyldt meget lidt litteraturkritikken af John Ashbery, men fortjener at blive nævnt.
Genremæssigt befinder Ashbery sig solidt på poesiens territorium, kortprosastykkerne arbejder med en meget poetisk, drømmeagtig logik, og selvom meget af poesien ligner prosapoesi med sine lange linjer, så er der hele tiden et ekstremt poetisk kompositionsprincip. Det kommer sig bl.a. også af Ashberys inspiration fra moderne kompositionsmusik, bl.a. hans samtidige New York’ere som John Cage og Steve Reich, der også tit arbejder med konceptuelle øvelser som udgangspunkt for deres kompositioner.
Det collageagtige og springende linjerne imellem er ofte et resultat af en inspiration af ready-mades, hvor man løfter linjer ud af deres oprindelige kontekst og ind i en anden og kunstnerisk sammenhæng.
Det er sammen med den lette tone, og flydende og strømmende rytme, med til at gøre Ashberys poesi både enormt nem og enormt svær at læse. Let fordi man lader sig forføre og føres med af strømmen, og svær fordi det er vanskeligt at stykke betydningen sammen til en helhed. Men det er netop det, der er pointen, at man ikke skal få konklusionen, men at det snarere er den ambivalente og springende tankeproces, som er interessant at få kortlagt.
Sammen med sine venner og kollegaer i New York-skolen er der en forkærlighed for hverdagssproget og det humoristiske i Ashberys poesi, men den bevæger sig også inde i en verden, der refererer til europæisk kunsthistorie og populærkultur på lige fod med hinanden. New York-skolen er på mange måder et passende navn, for metropolen er vel par excellence det sted, hvor man nærmest skødesløst taler om både stor kunst og tv-reklamer i subwayen.