I Marie Auberts roman ”Voksne mennesker” fra 2019 (”Voksne mennesker”, 2020) er jegfortælleren Ida taget op til familiehytten på sommerferie, hvor hun sammen med sin lillesøster og hendes mand og bonusdatter skal fejre sin mors 65-års fødselsdag. Da lillesøster Marthe glad fortæller hende, at hun venter sit første barn, har Ida svært ved at finde en grimasse, der kan passe, for efter flere forliste og overfladiske kærlighedsforhold er hun single og føler sit biologiske ur tikke.
Søskendejalousien når nye højder, da moderen ankommer og Marthe for alvor indtager rollen som yngstebarn. Ida tænker tilbage på alle de gange, hvor hun føler, at deres mor har valgt Marthe frem for hende. Nu er Marthe igen ved at køre Ida ud på et sidespor, først med annonceringen af det kommende barn og siden med tilbuddet om at købe Ida ud af det fællesejede sommerhus, og det får Ida til at blive længe oppe og drikke rødvin sammen med Marthes kæreste.
47480582
I ”Voksne mennesker” vil de voksne gerne være fornuftige voksne mennesker, mens de i virkeligheden opfører sig tåkrummende som trodsige børn, der gør alt for at blive set og anerkendt. På sin egen kortfattede og dialogtætte måde beskriver Marie Aubert familiens komplekse dynamik og alt det usagte mellem dem, der rummer stor kærlighed og forståelse, men også længsel og smerte. Som fortæller dvæler Ida ikke ved sine følelser, men antyder dem igennem dialog og handlinger, som når hun lægger sig i Marthe og Kristoffers uredte seng og forestiller sig, hvordan de sover med armene om hinanden, eller som når hun en tidlig morgenstund tager båden ud på fjorden og fantaserer om at sejle længere ud på havet og bare forsvinde.
Det er en historie om det smertefulde øjeblik, hvor man indser, at livet ikke bliver, som man har forestillet sig. Samtidig er det historien om, hvordan vores forestilling om det gode liv netop er, hvad den er – en forestilling. Og på subtil vis viser Marie Aubert med sit portræt af Idas familie, at der måske også er et godt voksenliv uden det traditionelle familieliv.