Svaner bliver ikke skilt

Citat
”Man prøve altid at opsnappe ideer fra dem man følges med på rejsen gennem livet, søger altid efter et eller andet brugbart i andres lidelser, at finde frem til begivenheder og steder der åbenbarer frygt og længsler.”


”Svaner bliver ikke skilt”, s. 209-210.

Auður Ava Ólafsdóttirs roman ”Undantekningin – de arte poetica”, 2012 (”Svaner bliver ikke skilt”, 2016) begynder med, at jeg-fortælleren Maria bliver forladt af sin mand Floke på årets sidste aften. Han er et matematikgeni, der arbejder med kaosteori, og samtidig er han Marias drømmemand og bedste ven. De to har været gift i elleve år og har sammen tvillingerne Bjørn og Bergtora på to et halvt år. Selvom Floke gennem de mange års ægteskab har elsket sin kone, har han inderst inde altid vidst, at han var homoseksuel, og nu har han derfor besluttet, at han vil leve sammen med sin kollega, der pudsigt nok også hedder Floke. Bruddet kommer som et chok for Maria, der aldrig har haft mistanke om Flokes seksualitet.

52376505

I kælderen under Maria og Folke bor dværgen Perla. Hun er parterapeut og ghostwriter for en kendt krimiforfatter, men drømmer om at skrive en roman i eget navn. Maria fortæller hende om bruddet, og herfra er grænsen mellem Perlas arbejde og Marias privatliv udvisket, for Perla er tilfældigvis ved at skrive en roman om en kvinde, der ligner Maria påfaldende meget. Perla dukker gerne op på uanmeldt besøg i overetagen, når hun fornemmer, at Maria har noget at fortælle, og briksen i hendes kælder er underligt nok altid ledig. Gennem Marias samtaler med Perla finder man ud af, at der gennem tiden har været mange tegn på Flokes utroskab, hvilket også langsomt går op for Maria. Men selvom Perla forsøger at pille ham ned fra den piedestal, Maria har placeret ham på, så nægter hun at acceptere, at hendes mand ikke kommer tilbage.

Mens Maria langsomt forsøger at få styr på tilværelsen som alenemor til to små børn, sker en række uventede begivenheder. Hun modtager efter seks års venten et brev fra det adoptionsbureau, som hende og Floke har forsøgt at adoptere igennem, før de fik tvillingerne, og derudover dukker hendes biologiske far Albert pludselig op og efterlader hende hele sin arv. Maria ender med at tage på en rejse til Afrika, der både knytter sig til hendes fortid og hendes nutid, og her lærer hun blandt andet, at hendes mor gennem årene også har gemt på en hemmelighed.

Titlen ”Svaner bliver ikke skilt” refererer til at svaner, modsat mennesker, bliver sammen hele livet.