Syndens blomster / Helvedesblomsterne

Citat
”Kommer du fra Himlen eller fra Helveds Grunde,/ o Skønhed, med dit Blik af Lys og af Gru,/ der forskelsløst fremelsker det gode og det onde?/ Du ligner heri Vinen, der virker blindt som du”.


”Hymne til skønheden” i ”Syndens blomster” s. 43.

Baudelaires ”Les Fleur du mal” udkom i 1857 (”Syndens blomster” (1921) og ”Helvedesblomsterne” (1998)). Digtsamlingen er inddelt i seks afsnit: ”Leden og idealet”, ”Billeder fra Paris”, ”Vinen”, ”Syndens blomster”, ”Oprør” og ”Døden”. 

Baudelaire benytter sig i sin digtsamling af rim og klassisk metrik. Samlingen kredser bl.a. om erotik, ludere, død, beruselse, melankoli og storbyens bagside: ”De offentlige Piger lukker de tomme Øjne/ og sover med åben Mund, dvaske, halvnøgne; Tiggerskerne skutter sig under Taget, hvor de bor/ og puster på Gløderne og de frysende Knoer”. (s. 209). Disse billeder fra modernitetens metropol transformeres til formfuldendte vers, som viser skønheden i selv den usleste afkrog og fremviser kunsten som skønhedens sted.

Digtet ”Et ådsel” er et godt eksempel på Baudelaires skildring af forgængelighed og skønhed – og et eksempel på den chokeffekt, han benytter sig af, når læseren konfronteres med billeder af det ækle. Digtet gengiver erindringen om et ådsel, der lå som en kvinde med spredte ben i solens varme og stank. I en direkte beskrivelse skildres ådslets åbne bug fuld af fluer og maddiker – som et billede på altings forgængelighed og nedbrydning. I slutningen af digtet skildres den frygtelige tanke, at også den skønne og elskede en dag vil rådne op i jorden. Men noget er dog evigt – nemlig jeg-fortællerens følelser og erindring om sin kvinde: ”I mig lever dit guddommelige Væsens Former/ ud over Opløsningens Tid” (s. 56).

Baudelaire skildrer menneskets splittelse mellem det skønne og det hæslige, lykke og fortvivlelse, det forgængelige og det varige. Det er ligeledes en central pointe, at ådslet bliver sammenlignet med en blomst i digtet. Døden og forrådnelsen i den konkrete verden bliver til en blomst i kunstens verden, det vil sige et smukt og formfuldendt digt. Andre vigtige temaer er kunstneren som ensom outsider og fremhævelsen af det moderne – som her i samlingens sidste digt, ”Rejsen”: ”Ræk os Giften, at vi ved Hjælp af den skal drikke. Vi vil, om så vor Hjerne skal smelte som Bly – Helved eller Himmel, vi ænser det ikke – til Bunds i det ukendte for at finde det ny!” (s. 264).