Beslægtede forfatterskaber

Det er oplagt at læse Tahar Ben Jellouns forfatterskab ind i den lange række af historiske og samtidige eksilforfattere – helt tilbage fra Ovid og Dante til Milan Kundera og Salman Rushdie. Mange har de det til fælles, at identitet – ikke mindst kulturel identitet – spiller en helt central rolle i forfatterskaberne. Et andet træk, Jelloun og mange andre eksilforfattere har til fælles, er, at deres savn og afstand til fødestedet skærper den kritiske og digteriske refleksion både i forhold til den kultur, forfatterne kommer fra, og den han eller hun er flyttet til.

Når Jelloun fortæller om sine litterære inspirationskilder, peger han blandt andet på den spanske forfatter Miguel de Cervantes, der i øvrigt var stærkt influeret af andalusisk, arabisk litteratur. Om end forfatterskaberne kan forekomme meget forskellige, så genfinder man den samme underfundige humor og glimtet i øjet i ”Sandbarnet” og ”Den hellige nat”, som er til stede i Cervantes’ ”Don Quixote”. Ligeledes fremhæver han Fernando Pessoas poesi. De to forfattere har det til fælles, at de begge har levet i både Afrika og Europa. Pessoa blev født i Portugal, men levede store dele af sin barn- og ungdom i Sydafrika, inden han flyttede tilbage til Portugal. Denne dobbelthed i kulturelt ståsted påvirkede Pessoas forfatterskab, og han er blandt de forfattere, der mest radikalt undsiger identitetens fasthed.

Også Joseph Conrad er blandt de forfatterskaber, Jelloun er inspireret af, og det er særdeles oplagt at læse ”Mørkets hjerte” (1902) om kolonitidens Afrika i sammenhæng med Jellouns værker.

Blandt hjemlige forfatterskaber kan det være oplagt at drage paralleller til Karen Blixen, hvis forfatterskab også beskæftiger sig indgående med identitet. Hun har endvidere også et dobbeltblik på kulturel identitet fra sine år i Kenya, som hun skildrer i ”Den afrikanske farm” (1937). Også Jakob Ejersbo er værd at sammenligne med. Han har ligesom Jelloun altid den marginaliserede i centrum og har også et dobbeltblik på kultur og identitet fra sin barn- og ungdom i Tanzania. Sine erfaringer fra barndommen i Tanzania har givet inspiration til trilogien ”Eksil”, ”Revolution” og ”Liberty”.