Mørkemusen

Også Tea Bendix’ og forfatter Marianne Iben Hansens ”Mørkemusen” (2019) handler om at overskride sine egne grænser og blive til noget større. Bogen starter på en sort side, hvor en musemor har født fire unger, og først da det er blevet nat, fødes den femte lille unge. Musen kaldes mørkemusen, og hans navn løber som et omkvæd gennem hele den lyriske billedbog. Enderim omslutter teksten visse steder, ligesom en taktfast rytme løber gennem bogen. Rytmen brydes dog på hver side, og eksempelvis passer omkvædets gentagelse af mørkemusens navn ikke ind rytmisk, men falder udenfor. For den introverte mørkemus er nemlig anderledes. Han vil ikke fødes, er mindre end de andre og vil helst gemme sig.

46413431

Da musefamilien skal ud og opleve verden, er han både bange og beæret over den store verden, og selvom de andre mus forsøger at anspore lidt mod i ham, vil han helst bare være i fred. Han kommer dog uden for hulen, men da de fem søskende har udforsket en mark, sker der et uheld. Mørkemusen er ekstra sensitiv og kan lugte sin storesøsters frygt, før hun selv ved, hun er bange, og han kan høre jorden knirke, før hun mister fodfæstet. Måske derfor er det ham, der skærer igennem, da de andre mus er ved at gå i panik og rækker en arm ned mod sin søster, der hives op. Både redningsaktionen og morens kærlige omfavnelse, da musene vender hjem, får mørkemusens frygt til at forsvinde.

Marianne Iben Hansen står bag den smukke og opbyggelige historie, der henvender sig til mindre børn end ”Fuglen”, mens Tea Bendix har illustreret. Tegningerne er på de første sider holdt i sort og hvid med enkelte lyserøde islæt, men da musene begiver sig udenfor, skifter baggrundsfarven til hvid. Røde valmuer, hvide kløverblomster og grønt græs er de eneste andre farveelementer, og bogen slutter i sort/hvid inde i musereden. Med andre ord er farvepaletten i ”Mørkemusen” enkel, mens tegningerne selv er tegnet med urolige streger, der ligner skitser. Det giver en stor bevægelighed til billederne, der fremstår dynamiske og levende.

”Mørkemusen” blev præmieret af Statens Kunstfond for værk af særlig høj kunstnerisk kvalitet 2019.