Emil Bønnelycke

Emil Christian Theodor Bønnelycke eller Bønne, som han blev kaldt, blev født i Aarhus i 1893, men voksede op i København. Hans far var lokomotivfører, og som helt ung arbejdede Bønnelycke selv for DSB på deres kulkontor. Han færdiggjorde aldrig sin studentereksamen, men arbejdede som murer og stilladsbygger, indtil han fra 1919 kunne leve af sit forfatterskab. Debuten var digtsamlingen ”Ild og Ungdom”, der udkom i 1917, og indenfor de næste to år skrev han sine mest berømte værker: prosafragmentsamlingen ”Asfaltens sange” og krigsromanen ”Spartanerne”.

Fra 1919 til 1922 arbejdede han som skribent på Politiken og Berlingske Tidende, og han rejste som journalist til Asien, USA og Canada, hvorfra han skrev impressionistisk inspirerede reportager. Til den såkaldte Ekspressionistaften i Politiken den 4. december 1919 læste han op sammen med digtervennen Tom Kristensen. Under sin oplæsning af den prosalyriske symfoni, han havde skrevet til den tyske kommunist Rosa Luxemburg, affyrede han et revolverskud imod loftet for at illustrere prosadigtets revolutionsbegejstring. Den spektakulære oplæsningsaften er gået over i litteraturhistorien. Handlingen gjorde ham landskendt, og hans bøger blev bestsellere.

I efterskriftet til den samlede genudgivelse af ”Spartanerne + Rosa Luxemburg + Berlin”, der udkom i 2016, inddeler lektor Johan Rosdahl forfatterskabet i tre perioder. Den første er kendetegnet ved en lyrisk ekspressionisme, hvor fascinationen af fremtiden er omdrejningspunktet. Den anden består af prosaværker, der ligesom lyrikken omhandler storby, fart og teknologi, dog i en mere realistisk og afdæmpet form. Og endelig er den sidste periode fra 1925, da Bønnelycke med romanen ”Ny Ungdom” foretager en religiøs drejning. Herefter lader han kristendommen være sin primære inspiration, priser døden og angriber al mangel på moral.

I slutningen af 1920’erne mistede han sin position som den mest populære digter herhjemme. Han rejste tilbage til USA og overvejede at udvandre dertil med sin familie. Det blev dog, pga. udbruddet af Anden Verdenskrig, i stedet Sverige han flyttede til i 1943. Året inden var der premiere på filmen ”Natekspressen”, som han havde skrevet manuskriptet til, da historien var baseret på hans roman ”Lokomotivet” fra 1933.

Han døde i Sverige, men ligger begravet på Vestre Kirkegård i København.

Emil Bønnelycke debuterede med digtsamlingen ”Ild og Ungdom” (1917). Bønnelycke skrev digtene i Norges hovedstad Kristiania, det nuværende Oslo, men det er hans samtids København, der udgør flere af digtenes fysiske miljø, hvilket for eksempel markeres med gadenavne som Fælledvej.

Samlingen består af 40 centrallyriske, rimede digte med et gennemgående jeg, der dyrker den vilde bohemetilværelse som omstrejfende, ung digter i en verden, der har teknologisk vokseværk og fascinerer med sin fart, intensitet og industri.

Storbyen, som skulle blive et af Bønnelyckes tilbagevendende motiver, optræder i flere digte, hvoraf ”Gaden” er det mest kendte. I ”Sporvognsturen” beskrives et ungt flirtende par, der sidder på toppen af Linje 3 til Vesterbro. De nyder udsigten, mens sporvognen fører dem gennem København. Fordi de sidder oppe, kan de kigge ind gennem vinduerne i private hjem, hvor der er urtepotter i karmene og folk, der klæder sig på. Det unge par griner ved synet af en madamme, der sælger røde pølser, og deres morskab fører til et kys. Perspektivet ændrer sig. Da den unge mand kysser pigen, er det pludselig menneskene omkring dem, der observerer parret og misunder dem deres ungdommelige kærtegn.

Et andet tema, der går igen i ”Ild og Ungdom” er vandring og bevægelse, hvilket bl.a. vises gennem forskellige slags fodtøj. I et af samlingens længere digte, ”Støvlen”, tiltaler digterjeget sin støvle som et du. Digtet er en form for indre konversation med støvlen, der er nedslidt og ved at gå fra hinanden. Sålen gaber, så jeget beordrer i bydeform: ”Luk dog Gabet. Saml de Kæber. Det kan ikke gå i Længden. Folk kan se jeg er en Stodder.” (Side 16). Bønnelycke besjæler støvlen, og gør den til mål for jegets mindreværd og selvhad. Det er på de slidte støvler, at andre kan se, at han er fattig. Men i løbet af digtet synes jeget at blive i bedre humør. Han synger drømmende om en støvlemager, der som en læge kan helbrede læderets kvaler. Og til slut paralleliseres det at vandre med selve livet. Der er en lang vej, man skal gå, før man endelig kan finde hvile.

Den ungdom, som indgår i digtsamlingens titel, besynges. For hvis man formår at holde sig positiv og optimistisk på livets lange vej, er ens ungdommelighed stadig i live.