Sorgbearbejdning og oversættelse er to aktiviteter, der hænger sammen for Anne Carson. Det handler om at genfinde betydning i det, der er tabt og at bevæge sig igennem stoffet på nye måder.
Værkerne er komplekse og udfordrende. De er svære at genrebestemme, blander både prosa og vers, og ofte udsættes gammelt stof for en postmoderne mash-up teknik. Værkerne har filosofisk tyngde, og de skifter mellem det lyriske og det analytiske.
Carson bruger af sit enorme kendskab til klassikken og den vestlige litteraturhistorie og samtidig ironiserer hun over den akademiske jargon. Bøgerne er både lærde og vittige; hun er digternes digter og højt respekteret for sine oversættelser og gendigtninger af det klassiske stof.
Læsningen bliver ofte også en slags oversættelseshandling eller en famlen gennem fragmenter og genreskift. Det er en pointe, at den åbne søgen efter sammenhæng også bliver læserens. Carson ønsker ikke at give en færdig fortælling eller formidle en bestemt verdensopfattelse: ”Folk skal se, men de skal ikke se på min måde. Men når det at læse poesi - den aktive opmærksomhed - opleves som at se, åbner det den enkelte læser til hans eget syn. Man tager ikke andres syn og ser gennem deres øjne.” (Marie Tetzlaff: Kunstneren der unddrager sig. Politiken, 2001-08-18).
Foruden mere traditionelle oplæsninger laver Carson, i samarbejde med bl.a. med sin mand Robert Currie, performances og opførelser af dans og sang med udgangspunkt i teksterne. Og de materielle aspekter af bøgerne er ofte en vigtig del af værket. Det gælder f.eks. bogobjekter, som ”NOX”, ”Antigonick” (2012), der er en slags tegneserie og en gendigtning af tragedien om Ødipus' datter Antigone og senest ”Float” (2016), der er en gennemsigtig boks med pamfletter, som kan læses i vilkårlig rækkefølge, om bl.a. Proust, Zeus og fordele og ulemper ved ægteskab.
Det selvbiografiske stof fylder meget, men er altid medieret gennem filosofien, litteraturhistorien og oversættelsesarbejdet. Det personlige handler aldrig kun om det indre liv: ”jeg graver rundt i min lille stribe af erfaring, for alle de forskellige ting jeg skriver, og forbinder dem med en person, der er delvis opdigtet. Jeg ved ikke rigtig, hvor stregen skal trækkes mellem mig og personen - det er meget udvisket.” (Marie Tetzlaff: Kunstneren der unddrager sig. Politiken, 2001-08-18).