Men jo\ min færden rundt\ f.eks. på Øen\ består kun af flugt. Jeg har nogen efter mig\ selvom jeg ved\ fuldt ud informeret\ er jeg helt alene: ingen andre end
MIG”
Galnebær (latin: Atropa Belladonna) er den giftigste plante i Danmark. Det er også titlen på Glenn Christians mest udprægede sci-fi-digtsamling: ”Atropa Belladonna” (2016). Et af kapitlerne hedder ”HUMAN HISTORY IS GEOLOGY ON SPEED”, så man må forstå, at der bliver anlagt et geologisk blik på tidens gang i bogen.
Vi befinder os i en eller anden form for fremtid, som ikke bliver specielt detaljeret forklaret, og det kunne egentlig godt være nutiden, men i så fald er det kun uhyggelige fremtidsagtige elementer, der er blevet udvalgt. Første linje i bogen er: ”Jeg går i grå, usund tåge…” (s. 6). Det kunne både være smog i en nutidig storby, men også en fremtidig version af verden, hvor luften er tæt som tåge. I det tidslige perspektiv kan en gruppe mennesker også være: ”En fremtidig klat sæbe.” Altså kroppe kogt ned til talg og lavet til sæbe. Belladonna arbejder på denne koncentrationslejragtige fabrik: ”Jeg kender proceduren: cyanidbade. Bruserens saks i tre små børneår.” (s. 6). Det er ekstremt ubehageligt, men det er ikke et sted, teksten opholder sig, den bevæger sig i det hele taget hele tiden videre hurtigt. Så heller ikke her er der tale om handling og klart definerede plots. Der er tale om hvirvlende skrift og sproglig heftighed. Også kroppene er svære at holde fast på: ”Da jeg kom tilbage til Pyramiden havde jeg ingen krop. Vingerne hang.” (s. 8).
52401895
Der er en del sygdom og anden kropslig forandring på spil, og i det hele taget er det svært at få styr på, hvad det er for en eksistens, der gemmer sig bag det jeg, der også findes i teksten. Jeget er under forandring, det er hele tiden i gang med at blive til et dyr. ”Egentlig er jeg et får\ idet jeg står her og benægter fornuft” (s. 34). Eller jeget kan have en ”hoppende Lemurkrop” (s. 34) og kan senere have en ”slangeagtig kæmpetunge” (s. 44), for til sidst at ende med ”at gø\ at gø … At gø” (s. 45), som den sidste sætning lyder.
Der er utroligt meget mærkeligt og spændende på færde i Glenn Christians univers, som også i ”Atropa Belladonna” er vildt og syret.