Beslægtede forfatterskaber

Glenn Christians skrift er virkelig særegen. Den ligner ikke nogen andres. Men det store arbejde med udsigelsespunkt og henvendelse kan minde om digteren Anders Abildgaard. Godt nok ligner de to digteres skrift ikke hinanden på nogen måde, men det grundlæggende arbejde med poesiens positioner har de til fælles. Anders Abildgaard arbejder mest radikalt med det i sine seneste to bøger ”Din fjendes fest” (2013) og ”Ibis” (2016). I den seneste finder man et vi, som måske er nogle blodige spøgelser, der hviler sig under et træ, men også er en meget omformelig størrelse, som i et forbandelsesskrift gang på gang ønsker et dus udslettelse på helt vilde måder.

Det økologiske aspekt af Glenn Christians forfatterskab, den vilde materialisme og i det hele taget den sproglige vildskab kan man finde en pendant til i Ida Marie Hedes forfatterskab. Måske især i hendes bog ”Det kemiske bryllup” (2013) og senest i ”Bedårende” (2017). I ”Det kemiske bryllup” skriver Hede ovenpå den britiske industrialmusiker Genesis P-Orridges biografi, og lader inspireret deraf to tvillinger blive født af en højtaler. Spekulativ materialisme kunne man kalde det, når Hede sætter spørgsmålstegn ved det levendes betingelser, og det er nogle af de spørgsmål, som udgør slægtskabet imellem hende og Glenn Christian.

I den forbindelse kan også nævnes Lars Skinnebach. I nogle af hans tidlige bøger kan man finde nogle ekstremt aggressive sætninger, som kan minde lidt om nogle af de mest ophidsede sætninger i Glenn Christians bøger. Men også økofilosofien har de to tilfælles, selvom de arbejder med den på meget forskellige måder. Hos Skinnebach kan man måske tale om en virkelig fordøjet filosofi, når han med sin shamanistiske metode skriver økodigte i ”Øvelser og rituelle tekster” (2011). Glenn Christians værk er mere iltert, direkte og voldsomt, og citater fra filosoffer og billedkunstnere og andre forfattere kan sagtens bare få lov til at stå i hans forfatterskab.

Det høje sproglige tempo kan også til tider minde om en anden økodigter, nemlig Theis Ørntoft, som i ”Digte 2014” også har vildt høj fart i sproget.