Glenn Christians syvende bog ”HYDRA!” udkom i 2013 på forlaget After Hand. Bogen har to hoveddele: det første er et længere forløb af tekster, den anden del er kortere stykker, nogle med årstal på, en slags opsamling af breve og navngivne digte og kortere tekster.
Første del handler om en hvid dansker, der tager en brun kone med hjem fra Thailand: ”Han fik sin fisse/ hentet sikkert hjem/ fra der og der”, lyder de første linjer (bogen har ikke sidetal). En ikke videre sympatisk karakter, ham manden, han kalder hende for ”hans nye/ hedder det og det”, et tegn på at han: ikke kan udtale hendes navn, og ser på hende som sin ejendom. Parret bor i en ”oprindeligt lille Udkant/ set mere nationalt/ som en forstad”.
50545253
De første af digtene har linjebrud og meget luft på siderne, her optræder karaktererne som han og hun. Her er der ydre beskrivelser af forstaden og det umage par, der – når de går ad gaden – er ”som to spytklatter/ i samme fjæs/ Forbipasserende/ små folk kigger”. Det er heller ikke ligefrem et behageligt miljø, der beskrives i hjemmet: ”Han sluger/ hendes unge/ bevægelser/ hvert skridt/ høvler han/ helt glat, ikke/ en eneste dansk flig/ skal sidde og stritte”.
Efter nogle sider skifter perspektivet i teksterne. Pludselig er det den thailandske kvinde, der er hovedpersonen. Nu kommer teksterne til at blive ubehagelige på en anden måde, for teksterne kredser om de måder, hun internaliserer forventningen om at være dansk på en bestemt måde. ”Jeg er natur. Jeg er kultur. Jeg er dansker.” Og lidt senere står der: ”Jeg bliver mere og mere kultur.”
I disse tekster bliver det virkelig til en ond satire på, hvad det vil sige at være dansk, hvad det vil sige at skulle leve op til de forventninger, der er til danskheden. Som at dét at være brun i huden skulle betyde, at man var mere natur end kultur, og som følge deraf, at blive dansk skulle være at blive mere kultur end natur.
I anden del af bogen er der et forløb, som er lidt længere end de andre. Det handler om Hasse, som arbejder på fabrik og drikker. Her får vi modbilledet til den thailandske kvinde: den pligtopfyldende tillidsmand, som er velfærdssystemets perfekte subjekt, men forfaldet i den karakter er skrevet helt frem i billedet, når teksterne om Hasse starter med sætningen: ”Hasse har et ansigt af knogler og støv”.