Portræt af Nanna Storr-Hansen
I "Mimosa" behandler Nanna Storr-Hansen temaerne klima, krop og køn.
Foto: Martin Johannsen / Gyldendal

Dansk økodigtning i 2010’erne

redaktionen, 2021
Top image group
Portræt af Nanna Storr-Hansen
I "Mimosa" behandler Nanna Storr-Hansen temaerne klima, krop og køn.
Foto: Martin Johannsen / Gyldendal

I 2011 udgav den danske digter Lars Skinnebach bogen "Øvelser og rituelle tekster" med sætningen “Kunst, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er ikke værd at beskæftige sig med” på bagsiden. Med klimakrisen som en trussel, som vi igennem 2010’erne begyndte at forstå omfanget af, kalder Skinnebach på kunstens engagement i krisen. 2010’erne er spækket med værker, der beskæftiger sig med menneskets forhold til naturen, og digtningen giver et sprog, som kan bruges, når vi forholder os til klimakrisens trussel.

I den forstand får kunsten en vigtig plads i klimakrisen. Den kan nemlig ikke alene gøre dystre fremtidsscenarier nærværende, den kan også bringe forestillinger om andre måder at leve i forbindelse med naturen på.

Netop fordi klimakrisen fylder så meget i det forgangne årtis digtning, kan det være svært at finde rundt i vildnisset. Vi foreslår her 10 værker, der arbejder med naturen og krisen, og som i hvert fald er gode steder at starte. God læselyst!

Ursula Andkjær Olsen: Udgående fartøj, 2015

I "Udgående fartøj" bliver læseren vidne til jegets gennemgribende had til menneskeligheden. Dette kommer fra et allestedsnærværende, nærmest guddommeligt, digterjeg. Selvom grundlaget for hadet står uklart hen, så forhindrer det ikke jeget i ubarmhjertigt at udfolde det - til tider, på humoristisk karikerende måder. Det sker bl.a. ved omskrivningen af det kristne bud om næstekærlighed, der bliver til ”had dig selv, som du hader din næste”, henvendt til mennesket. "Udgående fartøj" er et værk, der fantaserer om altings afslutning, apokalypsen. Men det er også et værk, der på lige fod betror sig til en ny begyndelse, hvor samhørighed og ligevægt forbinder alt, der findes. En verdensorden, hvor mennesket ikke kan sættes i centrum, hvis det overhovedet får plads.

Nanna Storr-Hansen: Mimosa, 2018

"Mimosa" er digte, der behandler temaerne klima, krop og køn. På humoristisk vis veksles der mellem dansk og engelsk som f.eks. i sektionen ”BBY”, hvor en forestående katastrofe opleves som en ”beautiful catastrophe”, der sanses af et jeg-væsen med en hale og et overskæg. Hos Storr-Hansen er jeget gennemtrængeligt, åbent og kan tage nye former. Jeget bliver også af og til ét med dets omgivelser, f.eks. i sektionen ”Øen slayer”, hvor jegets krop indgår i en fusion med en græsplæne. De bliver ét med hinanden. Storr-Hansen åbner et mulighedsrum for nye arter mellem mennesker og ikke-mennesker i et nært fremtidsscenarie. Ikke blot græsset, men også solen, appelsinerne og sæden fra hendes kæreste har hver især egen handlekraft. 

Theis Ørntoft: Digte 2014, 2014

I "Digte 2014" suges læseren ind i en postapokalyptisk tilstand. Digtene kommenterer på civilisationernes bekymringsløse færden på jorden og på klodens forfald, og en total undergangsstemning er gennemsyrende: Planter vokser op gennem gulvet fra underboen, der er kviksølv i lungerne, og vi har flyforbindelser i hud og hår. En civilisation er sågar kvalt i forstenet honning.  
Samfundenes undergang sammenskrives med politiske magtkonflikter, og på humoristisk vis reagerer jeget i magtesløshed og ræsonnerer sig frem til at google sig til alverdens ligegyldigheder som f.eks. “tomatkjole” og “biggest salmon ever caught”. 

Lars Skinnebach: TEOTWAWKI, 2018

Kunstneren Goodiepal har opsat og illustreret "TEOTWAWKI" og guider med billeder og kommentarer en spraglet vej gennem Skinnebachs, med Goodiepals ord, ”bedste digtsamling til dato”. I forordet introducerer Skinnebach dog selv; ”Det er en anden verden end den, der var. Naturen har skiftet sine hylstre ud med andre”, og det lægger linjen for "TEOTWAWKI". I den nærmest messeklingende digtsamling udfolder en (ny) verdensorden sig, hvor natur og teknologi eksisterer uden grænser mellem hinanden. I genskrivning af bibelske motiver, bl.a. ”Skabelsesberetningen”, opdigtes en verden, der hverken er til at afgøre som apokalyptisk eller utopisk. Menneskets aftryk på planeten har efterladt fremtiden tvetydig.

Liv Sejrbo Lidegaard: Fælleden, 2015

Lidegaards debutværk beskæftiger sig med det, der befinder sig i feltet mellem natur og kultur. I "Fælleden", hvis indhold bogstaveligt talt kan lokaliseres til en fælled, undersøges forholdet mellem disse to poler, natur/kultur. ”Brugte olietønder gror til”, og som de bliver en del af fiskenes habitat, synes naturen stadig sværere at adskille fra menneskets påvirkning af den. Sansninger og associationer flettes sammen og fortælles fra et observerende, nærmest noterende, jeg. Lidegaards tredelte værk har intet åbenlyst handlingsforløb, men udfolder jegets ofte uklare erindringer.

Lars Skinnebach: Øvelser og rituelle tekster, 2011

”Kunst, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er ikke værd at beskæftige sig med”. Sådan skriver Skinnebach i "Øvelser og rituelle tekster", der måske kan krediteres som 2010’ernes mest definerende digtsamling om klimakrisen i et dansk perspektiv. Digtene genskriver en skelsættende jagtscene fra en fjern barndom i et skandinavisk landskab, som den opleves for jeget. Det er her, i erindringen om en naturoplevelse, at vi møder digteren mange år senere. Skinnebachs sproglige overskud tager os igennem et formbevidst værk, der veksler mellem prosa og lyrik og mellem refleksioner over kunsten i en klimakrise og konkrete ”løsninger” på sidstnævnte.

Ida Marie Hede og Signe Schmidt Kjølner Hansen: Inferno, 2014

"Inferno" er et værk om olie. Det er desuden et værk bestående af en serie tekster af Ida Marie Hede med tilhørende illustrationer og fotografier af billedkunstneren Signe Schmidt Kjølner Hansen. Gennem et kærlighedsmotiv mellem jeget og den surrealistiske karakter Hunter, undersøges oliens komplicerede forbindelse til kapitalismen. Undervejs forsøger jeget sig med fremstilling af en ny olie, for at undgå denne relation. En olie, “der ikke er traumatisk, spundet ind i magtkampe”.

Morten Chemnitz: Inden april, 2013

Morten Chemnitz' særprægede sproglige stil blev introduceret med debutdigtsamlingen "Inden april". Digtene er luftige på siderne, men tætpakket af betydning i de korte sætninger, der først og fremmest fungerer som naturbeskrivelser. Den beskrivende tilgang skræller al tankevirksomhed og refleksioner fra, så der tilbage nærmest kun findes et blik på det, vi kalder natur. Et blik, der gennem forholdsord, altså de ord, der beskriver tings placering i forhold til hinanden, formår at udfolde præcise situationer i både tid og rum. I digtene får naturen lov til at fylde, og mennesket, jeget, kommer kun til syne gennem den. 

Rasmus Nikolajsen: Tilbage til unaturen, 2016

"Tilbage til unaturen" er en digtsamling med to koncepter: På alle siderne står der 8 linjer med 8 stavelser hver, og alle digtene er opkaldt efter det sted, de er skrevet. Ofte er det noget, man ville kalde naturomgivelser, men fælles for store dele af digtene er, at det ikke er “ren” natur. Der er færger i horisonten og flytrafik på himlen. Digtene er fyldt med billeder og sammenligninger, der hele tiden sætter jegets tanker og associationer i centrum. Nikolajsens digte kan på den måde siges at spørge, om “naturen” overhovedet findes.

Jonas Rolsted: Abandon. Green Language, 2015

Hos Rolsted er der sammenhæng mellem sproget, klimakrisen og naturen. Der skal udvikles nye tegn, nye sætninger, og vi skal undgå at tale menneskenes sprog. Det kræver et stort sprogligt arbejde at reagere på krisen. Det arbejde hos Rolsted tager form i den sproglige figur, der hedder en kiasme, der er en gentagelse af et udsagn, hvor udsagnets elementer bytter plads. F.eks. skriver Rolsted: “Hvor der er vrede, er der natur. Hvor der er natur, er der vrede.” Med kiasmerne varieres sætningskonstruktioner bygget op omkring ord som “natur” og “samfund” og “skov” og “brand”. Rolsteds kiastiske sprog vikler alting ind i hinanden og forsøger at skabe en ny måde at forstå verden på. 

Artikel type
News Item