Søren R. Fauths fortællende langdigt ”Digt om døden” (2018) har undertitlen ”En bog om min far”, og allerede fra de første sider lægges bogens formål fast: ”Dette digt om døden/ skal handle om min far/ om alt det jeg husker/ alt det jeg ved/ om alt det jeg har glemt” (s. 8). Samtidig trænger søsterens kræftdød sig på og løber som en rød tråd gennem bogen, der er trykt i et smalt opretstående format – som en gravsten. Digtet starter længselsfuldt og melankolsk, da jeget ønsker sig tilbage til en verden, hvor faren ikke er syg. Herefter følger en række erindringer og nedslag i tid og sted, f.eks. d. 22. december 2016, hvor digterjeget henter sin far på Diakonissestiftelsen, hvor han har boet på aflastning, da han er hjælpeløs med invaliderende diabetes.
54928270
Bogen springer også tilbage til faren Jürgens pittoreske fødeby Bad Wildungen i 1940’erne, og sideløbende med flashbacksene kører et hverdagsspor, hvor jeget bl.a. læser bøger om døden og retter eksamensopgaver.
I begyndelsen optræder alle personer og byer med deres forbogstav. L for moren, J for faren og M for den afdøde søster, men siden får de flere steder deres fulde fornavne og søsteren også ofte benævnelsen ”der er død” efter sit navn. Jeget – der må være sammenfaldende med forfatteren selv – beskrives som, at han ”går i dødslandskaber” (s. 35), og dødsbevidstheden er dermed aldrig noget, der forlader fortællejeget.
Minderne er forskelligartede, og lugten fra vejen, lyden af kirkeklokker og et bordtennisbord går igen, og samtidig er der flashbacks til, da jeget falder af en hest og lander i en kokasse. Der optræder psykiske sygdomme som anoreksi (s. 15), tvangstanker, barndommens dødsangst (s. 24), depression – og morens voldsomme vodkamisbrug gennem de seneste 15 år. I et erindringsspor er læseren i 2009, hvor søsteren M dør, og hendes børn skal tage afsked med hende, og i et andet glimt beskrives et af de bedste øjeblikke, faren og jeget har haft sammen; nemlig da jeget hjælper den kørestolssiddende far i bad juleaftensdag og efterfølgende barberer ham. Her er rollerne byttet rundt, og der opnås en sjælden forbindelse mellem faren – der beskrives som en drikfældig mytoman – og det voksne jeg.