Forfatterstafetten forår 2024

Forfatterstafetten sæson 2024

redaktionen, 2024.
Top image group
Forfatterstafetten forår 2024

Forfatterstafetten, hvor vi interviewer tidens aktuelle forfattere om nogle af sæsonens bedste bøger, er tilbage i sin sjette sæson.

Mød Naja Marie Aidt, som med "Øvelser i mørke" er tilbage med en stærk roman om PTSD, venskaber og fællesskabets betydning for at komme overens med traumer fra fortiden.  

Se interviewet med Thomas Korsgaard om novellekredsen "Snydt ud af næsen", og med Lone Hørslev om romanen "Svømmende, rygende, grædende".

Vi møder Suzanne Brøgger til en samtale om essaysamllingen "På væggen" og Jesper Wung-Sung til en samtale om den nye roman om H.C. Andersen, "Hans Christian". 

- Og mange flere. Følg med her på siden og på Facebook, hvor vi hele foråret lancerer spritnye interviews, der kan ses som video eller lyttes som podcast. 

Artikel type
News Item

Kim Leine: Jeg udfordrer mig selv, når jeg skriver om højrepopulismen

Den aktuelle roman “Karolines krig” er sidste bind i spændingstrilogien om Karoline Blicher, som vi følger fra 2013 og frem til oktober i år. Hun er blevet partileder for det højrepopulistiske Nyt Danmark og statsminister på femte år.

Karolines sympati for Putins Rusland gør hende upopulær i befolkningen og i hendes eget parti. Men Karoline er sikker på sin politik, og at hun gør det rigtige for Danmark. Og det spændingsfelt optager Kim Leine: 

"Jeg mener, at det højrepopulistiske er banalt og kedsommeligt. Det interesserer mig ikke. Men jeg er utrolig fascineret af den tiltrækningskraft, det har på mange mennesker, både vælgere og politikere. Og hvordan de har deres dynamik med hinanden, som vi kan se det i mange lande rundt omkring: I Ungarn, og også i England og i USA selvfølgelig og i Italien, og selvfølgelig også herhjemme. Det er en global bevægelse, den højre-populistiske, og det, synes jeg, er virkelig fascinerende og foruroligende. Det er måske også et forsøg på at konfrontere det, jeg er allermest bange for."

Se hele interviewet med Kim Leine: 

 

Læs hele forfatterportrættet af Kim Leine 

Asger Schnack: Inspireret af østlig filosofi

Asger Schnack er forfatter og forlægger. Han har båret stort set alle hatte, der findes i det danske litterære miljø, og har båret dem med iver og engagement. Han har udgivet et hav af digtsamlinger, romaner og essays og samarbejdet med forfattere som F.P. Jac. Den indflydelsesrige lyriker har startet egne forlag – og været redaktør på andres – undervist nye talenter på Forfatterskolen og udklækket stærke danske forfatterstemmer, ikke mindst Michael Strunge.

I 2013 modtog han det nystiftede F.P. Jacs Mindelegat som den første, og i 2018 fejrede Asger Schnack 50-års jubilæum for sin forfatterkarriere.

Vi mødte Asger Schnack til en samtale om hans lange, poetiske virke, med udgangspunkt i den nyeste digtsamling “Lys og skygge er det samme”.  

Læs hele portrættet af Asger Schnack

Maja Lee Langvad: Lost in translation

Med romanen “Tolk” giver Maja Lee Langvad læseren en sjælden forståelse for, hvor svært det er som bortadopteret at opbygge en relation til sin biologiske familie i Sydkorea. Sprog- og kulturbarrieren kan være næsten uoverstigelig. I romanen foregår familiens møder altid med tolk og alligevel er samtalerne ofte præget af udeladelser, der gør slidsomt at opbygge et tættere forhold.

"Jeg synes, det har været interessant at arbejde med tolken som figur," siger Maja Lee Langvad i vores interview, "og at placere tolken i det her familiære rum," fortsætter hun. "For vi kender tolken fra hvis man skal til lægen eller i retten. Men her er tolken med i det mest intime rum. Det peger også på den sorg, der ligger i transnational adoption. Altså en helt konkret sorg over, at man som adopteret ikke kan tale med sin egen mor, far og søskende."

Se hele interviewet med Maja Lee Langvad: 

LÆS HELE FORFATTERPORTRÆTTET AF MAJA LEE LANGVAD

Svend Åge Madsen: Det er ikke den kunstige intelligens, vi skal frygte

Svend Åge Madsen er aktuel med romanen “Esbens fire liv” om den unge, naive Esben, som møder den usædvanlige pige Tessa.

Det er en kærlighedshistorie i den kunstige intelligens' tidsalder. 

Om kunstig intelligens siger Svend Åge Madsen: 

”Kunstig intelligens er fuldstændig initiativløs. Den går jo ikke i gang med noget, hvis den kan slippe. Det er kun, hvis et menneske sætter det i gang. Og det, synes jeg, er vigtigt. Det er ikke den kunstige intelligens, vi skal frygte. Det er mennesker, der bruger den kunstige intelligens til noget og måske misbruger det.”

Se hele interviewet med Svend Åge Madsen: 

LÆS HELE FORFATTERPORTRÆTTET AF SVEND ÅGE MADSEN 

Louise Juhl Dalsgaard: Mistrivsel kan føre til anoreksi

I den aktuelle roman “Om en hals” oplever vi en sensitiv ung piges måde at være i verden på og følger, hvordan anoreksi kan være et forsøg på kontrol i en ukontrollabel verden. Men bogen er ikke en forklaring på sygdommen anoreksi, nærmere et opgør med vores behov for at regne ud, hvordan og hvorfor sygdommen opstår. I stedet indvier forfatteren os i pigens tanker og sansninger, og giver os en sjælden mulighed for at være i en verden, hvor det, der kan måles og vejes, bliver et sikkert, men ensomt og farligt holdepunkt.

LÆS HELE FORFATTERPORTRÆTTET AF LOUISE JUHL DALSGAARD

Stine Askov: Omsorgsarbejde udføres ikke med hænderne alene

I omsorgsgyseren “Varme hænder” møder vi pædagogen Camilla, der begynder i “verdens nemmeste job” som handicaphjælper hos forfatteren Mathilde.

Kombinationen af Camillas konfliktskyhed og Mathildes høje krav, skaber en tiltagende spænding og uhygge i romanen.

Bogens titel "Varme hænder" er en klar reference til den debat, der har kørt i medierne i de senere år, siger Stine Askov. 

"Jeg har været ked af, ærgerlig, forundret over, at høre den måde, man taler om omsorgsarbejde på, som sådan nogle løsrevne legemsdele. Og nu vil de ovenikøbet til at importere dem. Jeg forestiller mig sildekasser bare med hænder."

Se interviewet med Stine Askov for en fuld sal på litteraturfestivalen Ordkraft i Aalborg.

LÆS HELE FORFATTERPORTRÆTTET AF STINE ASKOV

Jesper Wung-Sung: H.C. Andersen er den mest berømte dansker nogensinde

I sin nye roman “Hans Christian” giver Jesper Wung-Sung ordet til barnet H. C. Andersen. H. C. Andersens barndom var et helt oplagt emne for en roman, synes Jesper Wung-Sung. 

"Når man ser på H.C Andersens liv og alt, hvad der er skrevet af ham og af forskere og formidlere, så synes jeg, at især hans barndom er underbelyst i forhold til, hvor stor en betydning det i virkeligheden har for den H.C. Andersen, som vi kender i dag."

"Alt det, der foregår i de første 14 år, mens han bor i Odense og indtil han rejser til København, er sådan set grundlaget for den H.C. Andersen, vi i dag kender og beundrer og som er den mest berømte dansker nogensinde."

LÆS FORFATTERPORTRÆTTET AF JESPER WUNG-SUNG og SE DET SPRITNYE PORTRÆT AF H. C. ANDERSEN

Suzanne Brøgger: Litteratur gør os mere tolerante

I sin nye bog “På Væggen” puster Suzanne Brøgger liv i de mange portrætter, der er hængt op derhjemme i Løve. De mere end 50 levende og døde kulturpersonligheder har været hendes samtalepartnere og inspirationskilder gennem et langt liv.

Essaysamlingen “På væggen” handler om at blive menneske, om livslang dannelse, og ikke mindst om vigtigheden af litteratur:

"For at kunne holde livet ud, så er man nødt til at have et afsæt. Noget, man kan sætte af fra, der kan give én indre sikkerhed, så man kan gå ud i verden med et åbent sind, uden angst og uden alt, hvad der hæmmer en", siger Suzanne Brøgger.  

Det, synes jeg godt, man kan mangle nu om dage, hvor der er meget had i luften og mange fordomme. Det man også lærer gennem skønlitteraturen, det er at møde det fremmede. Det er at komme dybt ind under huden på mennesker, der ikke er som en selv."

LÆS HELE DET STORE, OPDATEREDE PORTRÆT AF SUZANNE BRØGGER

Lone Hørslev: Kvindelige alkoholikere er underbelyste

I den aktuelle roman “Svømmende, rygende, grædende” har hovedpersonen Anna et alkoholproblem, som hun prøver at skjule og overbevise sig selv om ikke er til gene hverken for hende selv eller omgivelserne. Men hun falder igennem gang på gang trods sine gode intentioner om ikke at drikke. Gennem en række både alvorlige og underholdende monologer følger man Annes vej gennem rusen, selverkendelsen og et nyt fokus på livet.

"Man kan sige, at Anna er en version af mig. Hvis jeg havde drukket mere, hvis jeg havde været mere ligeglad, hvis jeg havde haft skrivekrise, hvis mine børn havde brudt kontakten til mig osv. osv. Så egentlig så tager jeg noget, jeg kender, og forstørrer det lidt op. Så sådan tror jeg, at hun er." 

LÆS HELE FORFATTERPORTRÆTTET AF LONE HØRSLEV 

Thomas Korsgaard: Et landskabsmaleri af skæbner

I sin nye novellekreds tager Thomas Korsgaard os med til en egn, som læserne kender fra trilogien om Tue. Det er en fortælling om drenge og fædre og deres maskulinitet. Om at være “snydt ud af næsen” på sine forældre på godt og ondt i et lille lokalsamfund, hvor alle kender alle og personerne går igen på kryds og tværs i de 16 noveller.

LÆS HELE PORTRÆTTET AF THOMAS KORSGAARD

Naja Marie Aidt: Romanen handler om vold og krænkelser mod kvinder

Naja Marie Aidt er aktuel med romanen “Øvelser i mørke”. Hendes udgangspunkt var at skrive om venskab, men fordi de venskaber hun beskrev, tilfældigvis var mellem nogle kvindelige karakterer -  kom romanen nødvendigvis også til at kredse om vold mod kvinder.

Hun ser blandt andet bogen som et vigtigt opråb om, at der her er noget, vi bliver nødt til at tale om. Og som hun håber, vil finde mange både mandlige som kvindelige læsere.   

"Tankerne om konkret hvor anderledes det er at leve som kvinde end som mand er det, jeg har forsøgt at fokusere på her. Også for at vise mændene, hvor belastende det faktisk er, at man skal gå og være bange og hele tiden ligesom skanne og sørge for, at der ikke sker en noget."

LÆS HELE FORFATTERPORTRÆTTET AF NAJA MARIE AIDT

Gense tidligere sæsoner - eller hør dem på farten

Se eller gense tidligere sæsoner af Forfatterstafetten, for eksempel forår 2023, hvor du blandt andet kan møde Caspar Eric, som taler om nødvendigheden i at skrive "Nye balancer - handicapdigte" netop nu, Solvej Balle, som fortæller om sin septologi in-the-making "Om udregning af rumfang", som hun allerede for de første tre bind fik Nordisk Råds Litteraturpris 2022 for, og Kim Blæsbjerg, som fortæller om Cheminova-romanen "De bedste familier", som indkasserede ham Jyllandspostens Litteraturpris 2023 og De Gyldne Laurbær.

Som noget nyt, kan Forfatterstafetten nu også lyttes som podcast. Find den i din foretrukne podcast-app.

Forfatterstafetten efterår 2023
Med Helle Helle, Alex Schulman, Kenneth Bøgh Andersen, Kirsten Thorup, Sternberg, Kristian Bang Foss, Tessa Hadley, Friða Ísberg, Asta Olivia Nordenhof, Joakim Garff, Karolina Ramqvist, Kamilla Hega Holst og Theis Ørntoft. 

Forfatterstafetten forår 2023
Med Vigdis Hjorth, Caspar Eric, Keld Conradsen, Michael Holbek, Solvej Balle, Lea Marie Løppenthin, Thomas Boberg, Peder Frederik Jensen, Cecilie Lind, Åsne Seierstad, Kim Blæsbjerg, Katrine Marie Guldager og Kristian Himmelstrup. 

Forfatterstafetten efterår 2022
Med Jens Andersen, Marianne Larsen, Gry Jexen, Kristian Leth, Hanne-Vibeke Holst, Dennis Jürgensen, Maren Uthaug, Glenn Bech, Rasmus Nikolajsen, Anne-Marie Vedsø Olesen, og Linn Ullmann.

Forfatterstafetten forår 2022
Med Sissel-Jo Gazan, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Rakel Haslund-Gjerrild, Geeti Amiri, Thomas Korsgaard, Josefine Klougart, Kim Fupz Aakeson, Pia Tafdrup, Martin Kongstad, Leonora Christina Skov, Lotte Kirkeby, og Jesper Stein.

Forfatterstafetten efterår 2021
Med Susanne Staun, Kristian Bang Foss, Kaspar Colling Nielsen, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Knud Romer, Helle Vincentz, Merete Pryds Helle, Leif Davidsen, Tine Høeg, og Jesper Wung-Sung.

Find bøgerne på Læsekompas.dk

Forfatterweb er den saglige og faglige gennemgang af forfatterskaberne. På vores søstersite Læsekompas er det læseoplevelsen, som er i fokus.

Brug Læsekompas for at åbne op for den læseoplevelse, bogen byder på. Hvilken stemning er der i bogen, hvilke miljøer foregår den i, hvad er fortælletempoet og hvor lang er bogen?

Lav og del lister over læste bøger, bøger du vil læse, yndlingsbøger osv.

Find andre bøger, der minder om bogen, og gå på opdagelse i, hvordan bøgerne er forbundet. 

Log ind med dit biblioteks-login for at låne bøgerne direkte i Læsekompas.

SE LÆSEKOMPAS.DK: Forfatterstafettens bogliste

 

Tilmeld dig Nyt fra Forfatterweb

Nyt fra Forfatterweb udkommer ca. en gang om måneden og er Forfatterwebs nyhedsbrev.

Det er nemt at tilmelde sig og at framelde sig igen, hvis man skulle ønske det. 

Abboner på Nyt fra Forfatterweb for at blive opdateret på vores nyeste portrætter, opdateringer og temaer på Forfatterweb, aktuelle interviews i Forfatterstafetten, og meget mere.