Hvis jeg bliver

Citat
”’I tror måske, at det er lægerne og sygeplejerskerne eller alt det her, der kører denne forestilling,’ siger hun og peger på alle apparaterne langs væggen. ’Nænæ,’ siger hun bestemt og ryster på hovedet. ’Hun styrer det hele. Måske ser hun lige tiden lidt an. Så I skal bare snakke med hende. Sige til hende, at hun skal give sig god tid, men at hun skal komme tilbage. Sig til hende, at I venter på hende.’”

”Hvis jeg bliver”, s. 63.

Kl. 8.17 en frostklar vintermorgen kører en pickup-truck ind i den bil, hvor Mia sidder med hele sin familie. Fortumlet kravler hun op af grøften, hun er landet i, men det er ikke kun hendes krop, der er blevet slynget ud af bilen – hendes sjæl er også blevet slynget ud af kroppen. Gennem det næste døgn svæver Mia ved siden af sin hårdt kvæstede krop, der bliver bragt på hospitalet. Ret hurtigt går det op for hende, at hendes forældre er døde, og at hendes lillebror Teddy også er kommet slemt til skade. Selv kæmper hendes egen krop – som hun ikke kan gøre andet end at betragte – for at overleve.

”If I Stay” fra 2009 (”Hvis jeg bliver”, 2009) er Mias historie. Hendes liv er meget normalt indtil ulykken, selv om hun som 17-årig er nået til et punkt, hvor hun skal begynde at tage nogle store valg. Er hun klar til at flytte til New York for at gå på den prestigefyldte musikskole Juilliard College tusindvis af kilometer væk fra sin familie, veninden Kim og mest af alt Adam, hendes kæreste? Ulykken tvinger hende dog til at tage et endnu vigtigere valg, nemlig om hun er klar til at blive i livet og leve videre på helt andre vilkår, end dem hun har kendt til.

27957889

Hvert kapitel indledes med et klokkeslæt fra det døgn, bogen strækker sig over. Vi oplever det hele fra Mias synspunkt, også de mange flashbacks, der som et sidespor fortæller om Mias liv inden ulykken. At Mia kan svæve rundt som et usynligt spøgelse, giver fortællingen et overnaturligt touch, uden at det går ud over den realistiske fortælling om, hvordan det er at være teenager.  

Musik fylder meget i romanen, da Mia spiller cello. Selv om det er hendes store passion, føler hun sig også ensom i musikken, for Adam spiller nemlig i emo-core-bandet Shooting Star, og hendes forældre er gamle punkere. Musikken bliver et symbol på, hvor forskellig Mia føler sig i forhold til sin familie og kæreste, selv om musik i virkeligheden også er det, der binder dem alle sammen.

I 2011 udkom efterfølgeren ”Where She Went” (”Da hun forsvandt”, 2015), som er fortalt fra Adams synsvinkel, og i 2014 blev romanen filmatiseret.