Den frie købmands søn

Citat
”Elvis Presley sang, kyssede og dansede sig gennem den ene Hollywood-film efter den anden, og pigerne besvimede i biografsalene. Hvad havde Elvis, som ejeren af Grammofonbladet og Ormslev Købmandshandels Reklameradio, Frank Nygaard, ikke havde? Svaret var enkelt. Han havde ALT!”

”Den frie købmands søn”, s. 35-36.

I ”Den frie købmands søn – Ormslev saga” (2010) befinder vi os i Per Gammelgaards barndomsby Ormslev i slutningen af 1960’erne. Romanen handler om den unge Frank Nygaard og hans opvækst i byen. Frank hjælper til i sin fars købmandsbutik, både med de traditionelle opgaver og som spion hos den konkurrerende brugsbestyrer. Konkurrenten har indført selvbetjening, men Franks far holder stædigt fast i, at personlig betjening er det, kunderne helst vil have. Franks far bliver af Frank konsekvent omtalt som ”Købmanden”, mens Frank anser sig selv som hans slave.

Frank har da heller ingen ambitioner om at skulle overtage faderens erhverv. Hans hjerte brænder i stedet for musik. Frank laver sin egen reklameradio i butikken, og så er han redaktør på sit eget tidsskrift, Grammofonbladet, hvor han passioneret skriver om tidens toner. Øverst på Franks personlige hitliste ligger Elvis Presley, musikkens konge med det sorte vandkæmmede hår og en stemme så blød som en flødeskumskage. Frank drømmer om at gå i sit idols fodspor, men det bliver kun til en enkelt optræden i Tivoli Friheden under kunstnernavnet ”Frankie New”, inden hans stemme går i overgang, og der bliver sat et afsluttende punktum for hans sangkarriere. Der skal dog mere til at slå Frank Nygaard ud af kurs. Han opsøger chefredaktøren på Århus Stiftstidende, og får ham overtalt til at give ham et job som musikskribent.

28427301

Byens skæve eksistenser spiller en central rolle i fortællingen. Eksempelvis vanskabningen Knable Gable, hvis forældre er to småtbegavede søskende, eller fantasten Kejser Wilhelm, hvis mund står åbent fra morgen til aften. Frank befinder sig på et stadie mellem barn og voksen, og vi oplever derfor disse personer gennem Franks fabulerende betragtninger, hvor han ikke altid har opfanget, hvad der i virkeligheden er på spil i de voksnes verden. Især ikke når det kommer til forholdet mellem mænd og kvinder.

Mellem afsnittene finder man fotografier af forfatteren selv som barn, udklip fra Grammofonbladet, hvor Gammelgaard står som ansvarshavende redaktør, en reklame med Franks favoritsodavand af mærket Majami og en masse fotos af virkelighedens Ormslev. Gennem billederne kan man se, at Frank har mange lighedstræk med den unge Per Gammelgaard, og at mange af de personer og steder, der bliver beskrevet i romanen, også stammer fra forfatterens egen opvækst i Ormslev.