”Drapa”, 2014 (”Drapa”, 2017) er en digtkreds bestående af 77 slanke, ordknappe digte på mellem 1 og 4 strofer. Bogstaverne i den danske udgave fra 2017 er trykt med rødt, og hvert enkelt digt står på en side for sig. De fleste vers er helt korte, flere består udelukkende af et eller to ord. Det er særligt substantiver i bestemt form, der får deres egne verslinjer, f.eks. bokseren, byen, sneen og ”mørkusdirektøren”. Det sidste er en neologisme – et selvopfundet ord – som Kristný har skabt ved at erstatte første stavelse i cirkusdirektør med mørk. Digtenes lette ydre komposition står i stærk kontrast til deres dystre indhold. Til sammen skildrer de en islandsk kvindes tragiske skæbne. Hun bliver myrdet af sin egen mand i et mørkt og kulderamt Reykjavik befolket af gøglere, og hvor husene synker.
52906601
Digtene er fortalt af et jeg i skikkelse af en hund. Ideen til denne særprægede førstepersonsfortæller har Kristný hentet fra den samiske folketro. Det er en djævel, der formørker og forrår den islandske hovedstad. Dette djævle-jeg henvender sig gennem digtene til et du, der søvnløs og apatisk tager imod tæsk uden at stritte imod. Duet er den myrdede kvinde, der bliver symbol på alle kvinder, der har været udsat for vold.
Selvom ”Drapa” er skrevet i et klart, lyrisk sprog med mange bogstavrim som ”treetagers træhus” og vokalrim som ”hævede næverne”, er det digtenes episke lag, der brænder sig fast i læseren: Historien om kvinden, der bliver dræbt af den mand, hun søger nærvær, trøst og kærlighed hos.
Ideen til digtet fik Kristný, da hun arbejdede som journalist. Hun stødte på en mordsag, hvor en mand havde dræbt sin kæreste i Reykjavik, for sidenhen selv at blive dræbt. Ifølge Erik Skyum-Nielsens efterord har hun om langdigtets motiv fortalt: ”Jeg vidste hvad kvinden hed, og hvor gammel hun var og hvad hendes lunger vejede, og jeg vidste, at da hun var død, var hendes hud indtørret som et bogbind. Det var tilstrækkeligt for mig. Jeg ønskede at skrive et digt til hende, en af denne verdens ulykkelige kvinder, som bliver tævet ihjel af en voldelig mand (…)” (s. 84.)
Titlen refererer til den tusind år gamle digtform, drapaen, der er en lovprisning. Kristný hylder alle kvinder, der er blevet ofre for vold. Stilistisk benytter hun det tilbagevendende tema, der er særligt for drapaen. Hos hende bliver sneen og den mørke nat sørgekvadets omkvæd.