Falskmøntnerne

Citat
”Lad os anvende sommeren, som har spredt personerne til alle sider, og se lidt nærmere på dem. Vi er også nu kommet til det midtpunkt i vor fortælling, hvor den sagtner sin gang og ligesom samler kræfter til fornyet fremstød. Bernard er afgjort alt for ung endnu til at blive bestemmende for intrigens forløb.”

”Falskmøntnerne”, s. 178.

”Les Faux-monnayeurs”, 1925 (”Falskmøntnerne”, 1941) er den eneste udgivelse, André Gide selv kaldte en roman. Da den udkom i Frankrig, var det til blandede anmeldelser, men da bogen året efter blev oversat til engelsk, blev den udråbt til et modernistisk mesterværk på linje med James Joyces ”Ulysses”.

Romanen følger to spor: en fortællende beretning og et reflekterende dagbogsspor, hvor forfatteren Edouard forsøger at sammensætte sin kommende roman, ”Falskmøntnerne”. På den måde bliver ”Falskmøntnerne” en refleksion over den roman, vi er ved at læse. Edouards dagbogsoptegnelser kaster lys over nogle af Gides tanker om konstruktionen af teksten: ”Jeg begynder at skimte det, jeg kunne kalde den ’indre handling’ i min bog. Den består – eller vil komme til at bestå – i modsætningen mellem den reelle verden og den forestilling, vi gør os om den.” (s. 165).

Romanen har et stort persongalleri, hvor de forskellige personers historier væves sammen på kryds og tværs. En af hovedpersonerne er 17-årige Bernard, der stikker af hjemmefra, da han opdager, at hans far ikke er hans biologiske far. Bernard føler sig nu fri til at blive det menneske, han altid gerne har villet være. Han bliver privatsekretær for forfatteren Edouard og får bogen igennem afprøvet forskellige livsretninger i noget, der kunne minde om en klassisk dannelsesroman.

Men midtvejs skifter historien fokus, så det nu er hans ven Olivier, og Oliviers mange kærlighedsforviklinger, der er fortællingens omdrejningspunkt. Det er et af de tidspunkter, hvor fortælleren henvender sig direkte til læseren: ”Der er måske ingen anden af mine helte, der har skuffet mig så meget, for der var næppe nogen anden, jeg satte så store forventninger til. Måske har han frigjort sig for tidligt.” (s. 178).

”Falskmønterne” er Gides forsøg på at forny romangenren ved at lade fortællingen som meningsskabende sammenhæng bryde sammen. Teksten danner et spejl, der både lader læseren se sig selv og se forfatteren, der betragter sit værk, og netop dette ’sammenbrud’ skulle komme til at inspirere mange franske forfattere i 1950’erne og 1960’erne.