Med ”La symphonie pastorale”, 1919 (”Pastoralesymfonien”, 1947) tager André Gide fat på et emne, der er kendetegnende for flere af hans værker: selvfortællingen og selvbedraget. Romanen er fortalt som en dagbogsroman, hvor en protestantisk præst på daterede sider fortæller om livet i en lille by i bjergene.
Ved romanens begyndelse kaldes han ud til et dødsfald og finder derude en forsømt ung pige, der er blind og tilsyneladende også stum. Han tager pigen til sig, på trods af sin kone Amélies modvilje. Hun mener, at de har rigeligt at se til, da de allerede har fem børn på meget lidt plads og har begrænsede midler. Men for fortælleren indtager Gertrude, som han vælger at kalde pigen, en særlig plads: ”… hvis hyrden finder det ene får, så siger jeg jer, sandelig giver det ham større glæde end de nioghalvfems andre, som aldrig for vild.” (s. 29).
På en faderlig måde begynder fortælleren at undervise Gertrude i bibelhistorie, sprog og musik, og det er, som om denne vækning af pigens sanser i samme ombæring kommer til at vække hans egne, så livet på jorden atter virker nyt og overvældende. Han tager hende med til en koncert i en større by, hvor de hører Beethovens Pastoralesymfonien, som bliver en ekstatisk oplevelse for dem begge.
28079885
Musikoplevelsen er med til at overskride en grænse i forholdet mellem dem, og langsomt begynder det at gå op for læseren, hvis ikke i samme omfang for fortælleren selv, at præstens følelser for Gertrude ikke blot er alfaderlige og opbyggelige: ”Aldrig har nogle af mine børns smil fået mit hjerte til at banke med så himmelsk en glæde som det smil, der spredte sig over Gertrudes ubevægelige ansigt en morgen, da hun pludselig syntes at fatte og interessere sig for det, som jeg havde prøvet at indprente hende dag for dag” (s. 29).
Fortælleren er, som så mange af Gides personer, splittet mellem religionens dogmatiske bud og sit bankende hjerte. I mødet med Gertrude genoplever han en mere levende og sansende del af sig selv, en livsglæde, der er døet ud i familiens hverdagsrutiner og kirkens mange pligter. Men hvordan skal han forklare og forvalte denne spirende livsforelskelse i forhold til de universelle sandheder, han har pålagt sig selv i kraft af sin tro? Det er et evigt spørgsmål hos André Gide.