Marie-Louise Hansens debutroman hedder ”Olgas bog”, og det er lige netop det, den er: En cadeau til Olga. Olgas skæbne er i samtidens øjne et mislykket kvindeliv, og både ægtemanden, nabokonen og broderen Willy må ryste opgivende på hovedet. Alligevel, og så meget desto mere, har hun krav på sin egen bog. For læseren forstår, som romanen skrider frem, og de klare lysglimt samler sig i et mønster, at det er i Olgas kunstneriske udøvelse og i betagelsen af læremesteren Andreas, at hendes livslyst slår gnister: Olga lykkes skam – men det bliver ikke opfattet sådan af samtiden, og heller ikke i nutiden har vi måske rigtigt blik for det.
Selv siger forfatteren: ”Olga har rigtig meget at sige moderne kvinder, fordi vi har alle de her forventninger til, hvad vi skal kunne, og hvordan vi skal være, vi skal performe på så mange områder, vi skal være gode koner og mødre og gøre karriere – men det der med at man kan skubbe alle kortene sammen og så koncentrere sig om det ene, det er det, Olga gør. Børn og mænd kan det, det handler om, at når man er i en form for skaben så bare at give sig selv lov til at være i det.” (Skønlitteratur på P1. P1, DR, 2019-02-27).
I ”Olgas bog” eksperimenteres der med romanens genrepotentiale til en fremstilling af et menneskeliv: Det er så langt fra en klassisk dannelsesroman, som vi kan komme – men den minimalistiske nedslagsteknik pakket ind i en slags moderne erindringsroman lykkes med at mane et alment og eksistentialistisk budskab frem i portrætteringen af denne mærkværdige kvinde.