Buzz Aldrin, hvor blev du af?

Citat
”Jeg prøver at opspore det øjeblik, hvor Buzz Aldrin endelig trækker sig selv op ved hårrødderne, tør tænke tanken til ende:
Det kræver enorm viljestyrke, held og dygtighed at blive den første.
Men det kræver et kæmpestort hjerte at være nummer to.”

”Buzz Aldrin, hvor blev du af?”, s. 494.

Johan Harstad romandebuterede i 2005 med ”Buzz Aldrin, hvor ble det av deg i alt mylderet?” (”Buzz Aldrin, hvor blev du af?”, 2009). Fortælleren Mattias arbejder i et gartneri og bor i Stavanger sammen med Helle, som han har været kærester med i en årrække. Han holder af sit stille liv. Da Helle går fra ham samtidig med, at han bliver fyret fra gartneriet, siger han ja til sin ven Jørns forslag om at tage med til Færøerne. Jørns band Perkleiva har brug for en lydmand, og Mattias vil bare væk fra det hele.

På Færøerne vågner han midt på en vej, gennemblødt og uden erindring om, hvordan han er havnet lige der. Den forbipasserende Havstein tager ham med til den affolkede landsby Gjógv, hvor han driver et bosted for tidligere psykiatriske patienter. Mattias kommer langsomt til hægterne i selskab med Anna, Ennen, Palli og Havstein i rolige omgivelser med havudsigt og rutinepræget fremstilling af håndlavede får i træ og uld til turisterne. Her har han tid til at tænke på årene med Helle, forestillingerne om livet og på Buzz Aldrin, der var anden mand på månen. Det er altid mest heroisk at være nummer 1, men Mattias vil også helst være nummer to, bare et af tandhjulene. Men han bliver opdaget. Af smukke Ennen, af femårige Sófus og af sig selv, da han indser, at han er ved at blive elsket.

27046460

Der er ikke noget at vende hjem til i Stavanger, så han bliver på Færøerne og får job som gartner og træplanter. Sammen med detaljerede beskrivelser af den grønne, grå og altid regnvåde færøske natur bliver ”Buzz Aldrin, hvor blev du af” en kortlægning af en overset øgruppe og en mand, der hårdnakket prøver at forblive usynlig. Psykisk sygdom er skildret uden dom eller drama, og karaktererne er først og fremmest mennesker.

Bogens fire kapitler er navngivet efter det svenske popband Cardigans’ første plader, og netop overgivelsen til musik og sang er et genkommende motiv. Mattias synger lige så vidunderligt som sjældent, og hver gang afstedkommer det dramatiske ændringer i hans liv. En færøsk kvinde siger til ham: “Men du må aldrig holde op med at synge, Mattias. Alle der kan synge, bør synge. Ellers går det ikke.” (s. 447). Man må tage sin del i livet. Også selvom det ikke er forrest på scenen.

Romanen er blevet filmatiseret som tv-serie på norsk tv i 2011, og en teaterversion er sat op i en række europæiske lande.